James Langer sidder og spiser sin frokost ved en park i nærheden af Ground Zero, hvor næsten 3.000 mennesker døde i terrorangrebet 11. september 2001. Han er en af de mange bygningsarbejdere, der i øjeblikket er med til at bygge det nye World Trade Center.

»Det er et privilegium at være hernede og være med til at bygge en del af historien. Det er en god fornemmelse«.

Sammen med mange af sine landsmænd føler James Langer et særligt slægtskab med området.

Andægtig stemning
Et par hundrede meter derfra, ved indgangen til mindemonumentet National September 11 Memorial for foden af det nye World Trade Center, står folk som vanligt i lange køer for at komme ind. Monumentet består af to bassiner, der er placeret der, hvor de to tårne stod indtil terrorangrebet 11. september 2001. På bassinernes kanter er de mange ofres navne ridset. Området blev indviet 11. september sidste år, og selv om fire millioner mennesker allerede har besøgt det, hersker der en nærmest andægtig stemning.

Imellem de to bassiner ligger en pavillon. Den skal være indgang til et underjordisk museum. Og det byggeri har der været anderledes meget ballade om.

Planen er, at det skal indeholde omkring 14.000 uidentificerede menneskerester fra de døde i terrorangrebet. Primært knogler. Og det har fået 17 familier, hvis pårørende døde, til at lægge sag an mod New York. I første omgang tabte de, men de har for nylig appelleret sagen, der efter planen kommer for retten i oktober.

»Et museum som dette er et kommercielt foretagende, ikke et sted for ærbødighed«, siger advokaten Norman Siegel, der repræsenterer de 17 familier.

LÆS ARTIKELNy WTC-skyskraber er nu den højeste i New York

Familiernes ønske er, at menneskeresterne bliver placeret over jorden. Et sted, hvor de pårørende kan mindes deres afdøde familiemedlemmer i stil med den ukendte soldats grav på Arlington-kirkegården i Washington, D.C.

Folkene bag museet understreger, at der vil være en væg, der afskærmer knoglerne mod gæster inde i museet, og der vil blive lavet et familierum til de pårørende. Den eneste, der reelt får adgang til menneskeresterne, er en retsmediciner. Men det gør ikke familierne tilfredse.

»De familier, jeg repræsenterer, synes, at det minder om Ripley’s Believe it or Not-museum. En gimmick for at tiltrække turister, der tror, at de vil komme tæt på menneskeresterne«, siger Siegel.

Dansk arkitekt har været med
Forarbejdet til museet begyndte allerede i dagene og ugerne efter 11. september 2001. Den danske arkitekt Martin Stigsgaard var med til at indsamle nogle af de mange effekter, der skal udstilles i det kommende museum.

Dengang boede han tæt på World Trade Center og havde arbejdet i Tower One, hvor han gik til møder med klienter. Myndighederne bad det arkitektfirma, Martin Stigsgaard var ansat i, om at hjælpe med at indsamle effekter fra terrorangrebet. Martin Stigsgaard meldte sig til opgaven.

LÆS ARTIKELGoogle begår World Trade Center-brøler

»Det vigtigste var selvfølgelig at redde menneskeliv, men der var nogle, som sagde, at det var så kæmpe en begivenhed – at vi ikke bare kunne ignorere det, at det her var et historisk faktum«, fortæller han.

I begyndelsen gik Stigsgaard og et par kolleger rundt og ledte efter effekter og tog billeder iført gasmasker og hjelm. Han fortæller, at det var som at arbejde i et bombekrater – med militær, politi, FBI, ambulancer og læger overalt.

»Folk kunne slet ikke forstå vores rolle, og vi syntes jo også, at det var lidt bizart«, fortæller han.

»Nogle af brandmændene løb efter os og sagde: »Hvad fanden laver I her?«. De var meget aggressive, og det kunne vi godt forstå. Vi fortalte, at vi var blevet sendt derned. De sagde, at vi skulle skride ad helvede til«.

Fordi man prøvede at ’rengøre’ Ground Zero, blev effekterne sendt med skibe og lastbiler ud til den nærliggende ø Staten Island, hvor Martin Stigsgaard også selv tog ud. Han fortæller, at menneskeresterne er fundet efter en lang, intens proces, som man blandt andet kunne følge på øen. Her havde FBI opstillet trailere med borde foran, hvor der stod, at man skulle ringe med en klokke, hvis man havde fundet menneskerester.

»Der stod fire FBI-mænd på hver sin side i hvide ’bodysuits’ og kørte alt, hvad de kunne finde, igennem samlebånd. Det lignede en måneoperation fra en fremmed planet. Det var i skumringen, så der var sat høje lysmaster op, der lyste ned på de her samlebånd«.

LÆS ARTIKELTurister drages af helvedes port

På Staten Island så han også en gul New York-taxi, der var blevet fundet ved Ground Zero. Taget var mast ned. Halvdelen af den så normal ud. På bagsædet lå en masse papirer spredt. A4-ark med skrift. Passageren havde været på vej til møde. I bunden af taxaen stod en typisk New York-kaffekop, den græske blå. På gulvet lå også en muffin. Helt urørt. Det var halvanden måned efter 11. september.

»Det var nærmest, som om tiden var frosset dér. Det er typisk New York: Klokken kvart i ni om morgenen er man på vej på arbejde og tager kaffen og en muffin med i hånden«.

Senere tog planerne for området fart. Året efter blev The Lower Manhattan Development Corporation grundlagt af daværende guvernør George Pataki og daværende borgmester Rudy Giuliani med det formål at genopbygge området. En designkonkurrence for det nye mindemonument blev vundet af arkitekten Michael Arad og landskabsarkitekten Peter Walker foran 5.200 forslag fra 63 nationer.

Det åbnede sidste år. Museet under jorden skulle have være åbnet 11. september i år, men er blevet forsinket på grund af økonomiske uoverensstemmelser mellem Port Authority, der har ansvaret for byggeriet, og organisationen bag museet.

Tilbage til World Trade-området
Og det er altså ikke alle pårørende, der er tilfredse med planerne. 11. september 2001 mistede Sally Regenhard sin 28-årige søn, Christian, der var en af de mange brandmænd, der døde. Hun repræsenterer en af de 17 familier. Hun vil ikke have sin søns rester placeret under jorden. Og hun ønsker aldrig at vende tilbage til området igen.

»De eneste mennesker, der vil komme dernede, er turister. Hvem ser man, når man er inde på Times Square i New York City? Kun turister. Det bliver det samme dernede. Det er et turistmål, og familierne er knuste over det«.

LÆS ARTIKELTurister valfarter til 11. september-mindesmærker

Sally Regenhard er fortørnet over, at de pårørende ifølge hende ikke har været taget nok med på råd. Ifølge de museumsansvarlige har der imidlertid været en lang proces, hvor organisationen Lower Manhattan Development Corporation, der stod bag planlægningen af museet og selve designprocessen, har været i dialog med de pårørende i alle faser af projektet.

Andre af de pårørende er da også mere tilfredse. En af dem er Charles G. Wolf, der under terrorangrebet mistede sin kone. Han har været med i processen og fortæller, at hele ideen om at få menneskeresterne under jorden på Ground Zero er noget, en del af de pårørende har kæmpet for.

»Det er rigtigt, at de på grund af arkitektonisk nødvendighed er placeret ved siden af museets vægge, men det er ikke selve museet«, siger han.

»Vi ønskede, at det skulle være nede under jorden ved klippegrunden. Da tårnene faldt, var det der, alle menneskene endte«.

LÆS ARTIKELTårerne flyder frit ved 9/11-mindesmærket

»Vi følte, at vi ville bringe dem tilbage. På mange måder ser vi på området som en kirkegård. Vi ved ikke, hvem der er iblandt de uidentificerede menneskerester, så derfor har vi sikret os, at de er placeret midt imellem, hvor de to tårne har stået. Det er derfor, de er, hvor de er. Vores ønske er blevet opfyldt«, siger Charles G. Wolf.

Sally Regenhard fortæller til gengæld, at hun bruger al sin tid på at kæmpe.

»Mit håb er, at det her en dag vil ende i USA’s højesteret i Washington«.