Det er tidlig morgen, da jeepen endelig kører ind i saltørkenen Salar de Uyuni. Lyset fra det lille hotel, der på grund af mangel på almindelige byggematerialer er bygget næsten udelukkende af store saltblokke, forsvinder bag os, da vores chauffør Carlos fortæller os, at vi nu befinder os i verdens største saltørken. Med 10.582 kvadratkilometer er Salar de Uyuni på størrelse med Sjælland.

Det har taget tre hele dage og tre hele nætter at nå hertil. Om natten har vi overnattet på sparsomme hoteller og om dagen har v i siddet i jeepen. Carlos har kørt hurtigt på de små kringlede bjergveje, hvor et enkelt forkert sving vil sende enhver bil ud over klipperne. Men Carlos, der er en fyr midt i 30’erne, er vant til den slags kørsel.

LÆS ARTIKELFantastisk naturfænomen flammer ekstra stærkt i år

Ørkenen er et imponerende syn. De foregående ugers regn gør, at Salar de Uyuni er dækket er omkring fem centimeter vand, og solens tidlige stråler forvandler ørkenen til et gigantisk spejl. Carlos kører langsomt ud i ørkenen, da det salte vand er hårdt for hans bil.

Område for aktiv ferie
Men turen er begyndt et helt andet sted. I det sydlige Bolivia, i regionen Potosi, der er omringet af enestående regnbuefarvede bjerge, kaktusser og en flod, som den livgivende nerve til mange af byens praktiske gøremål. Her findes Sud Chicas-provinsens hovedstad, Tupiza, der er en stille by i 2.950 meters højde med omkring 23.000 indbyggere.

Efterhånden som flere og flere turister, gringos, fra hele verden, har opdaget den stille bys fortræffeligheder og muligheder, er Tupiza begyndt at vågne. Byen giver nogle helt unikke muligheder for trekking, mountainbiking og hesteridning i Bolivias rå natur, og så er den vores start-destination for en fire dage lang tur ud i Bolivias skiftende landskaber.

LÆS ARTIKELOplev en af verdens smukkeste togstrækninger

Undervejs har vi oplevet Bolivias vilde natur, der er endnu mere overvældende, end hvad jeg nogensinde havde forestillet mig. De storslåede bjerge fylder horisonten, og jo længere man begiver sig op, jo mindre fylder træerne og kaktusserne, hvor det kun er lavtgroende planter, der kan overleve i de barske vilkår.

FOTO:  René Løkkegaard Jepsen Af og til passerer vi fritgående lamaer. Dem findes der cirka tre millioner af i hele Bolivia, og selvom man nemt kan få den idé, at de lever vildt i bjergene, langt fra alting og uden et menneske i miles omkreds, har de dog en ejer. Et lille stykke garn, der er syet ind i deres pels, signalerer, hvem de tilhører.

Turisterne begynder at komme
Carlos og hans mor Esperanza, der bare helst vil kaldes Mama, har levet i Bolivias ødeland de første 17 år af Carlos’ liv. Her hjalp hele familien til med at opdrætte lamaer, og om vinteren rejste de ind til byerne for at sælge familiens produkter. Den slags foregik til fods. Dengang var der ingen biler eller lignende til transport, og Carlos husker, at han først så en bil i området i 1980’erne.

Siden har de arbejdet sig op. Mama har i alt syv børn, og to af dem går på universitetet - en uddannelse alle i familien er med til at betale til. Carlos fungerer også som guide på turen, og Mama er med som madmor. Hun sidder ved siden af sin søn og småsludrer om vind og vejr med sin klassiske bolivianske hat lidt på skrå og lidt lysegrøn pynt i slutningen af sine lange fletninger.

LÆS ARTIKELTag på sightseeing dybt i Jordens indre

I dag er Carlos og Mama flyttet til Tupiza og lever af de turister, der kommer til byen. Hvert eneste år er der kommet et stadig større og større antal turister til. Den stigende turisme kan godt mærkes blandt de handlende, der hver torsdag ankommer til byens store marked tæt ved busstationen. Her sælges der alt fra tøj og elektronik til mad, hjemmelavede snacks og cocablade.

FOTO:  René Løkkegaard Jepsen Det er særligt den enestående natur, der trækker turister til Bolivia fra hele verden, og ingen tager til Tupiza uden at tage på en jeeptur i det sydlige Bolivias ødeland på mindst fire dage, hvor den helt store attraktion uden tvivl er Salar de Uyuni.

Ind til midten af ørkenen
Ørkenen er kridhvid. Den er dækket af et par meter salt og helt flad. Faktisk med en variation på kun omkring en meters højde for hele arealet. Det er et resultat af en transformation mellem flere forhistoriske floder. Ørkenen alene tiltrækker turister fra hele verden, og da ørkenen er langt fra byerne, er der bygget hoteller ved kanten af ørkenen.

Mens vi kører ind mod midten af saltørkenen, varmer morgensolens stråler jeepen op. Der bliver koldt om natten, og oftest falder temperaturen til et godt stykke under nul grader.

LÆS ARTIKELDøden lurer i USAs smukke nationalparker

I midten af saltørkenen står nogle få 'øer', som er resultatet af forhistoriske vulkaner, der har givet øerne en helt usædvanlig smuk og skrøbelig næsten korallignende struktur. Den ø Carlos har kurs mod ligger lige i midten og hedder Inkahuasi, som betyder 'Inkahus'. Øen har et lille turistcenter, men mest interessant er den lille gåtur rundt på øen, der går forbi nogle helt særlige kæmpekaktusser og giver en god udsigt ud over ørkenen.

FOTO:  René Løkkegaard Jepsen Der er hvidt næsten så langt øjet rækker. Længst ude i horisonten rammer blikket de bjerge, der omkranser saltørkenen, og som kan ses i det saltede vand, der efterhånden, som solen varmer, fordamper og efterlader en særpræget kantet struktur. Mens vi går rundt på øen, forbereder Mama det sidste måltid, og som turens afsluttende højdepunkt har hun, til sin søns store tilfredshed, lavet en klassisk boliviansk lagkage.

Bagefter kører jeepen ud af saltørkenen til den byen Uyuni, hvor turen slutter. Her kan man selv fortsætte sin rejse videre mod nord ved at tage med bus fra byens busstation. Med kurs mod flere af Bolivias helt unikke naturoplevelser.

ARTIKLEN FORTSÆTTER HER
Side 2: Sådan oplever du verdens største saltørken