Saftigt græs, skarp bjergluft og udsigt over alpetoppe og blå himmel.

Vi er på vandring i Kitzbüheler Alpen i Østrig. Og her går det op for undertegnede - der normalt kun bruger bjergsider til skiløb - hvorfor man engang har kunnet lave en populær operette med titlen 'Sommer i Tyrol'.

LÆS ARTIKEL Snør vandrestøvlerne: Her er 10 fantastiske rejser til fods

Man behøver ikke være en ekstrem outdoortype med pigge under støvlerne og isolerende materiale over hele kroppen. Her er også masser af muligheder for voksne mennesker og familier med børn. Det er let at få overblik over ruterne, når man går ned og henter et kort på turistkontoret.

Sværhedsgraden er altid angivet, og ude på fjeldet er ruterne afmærket for hver 20-30 meter med et rød-hvidt østrigsk flag. Og det er altid muligt at leje en guide eller at få en gratis introduktionstur.

Selv fik jeg en totimers smagsprøve med bjergguiden Regina Höckner, der viser vej fra Rotwand Alm i 1.597 meters højde over havet. Regina er ansat af turistkontoret i Brixen im Thale til at give nybegyndere et første kig ind i en ny verden. Og hun er rigtig tålmodig og grundig, så man hurtigt føler sig sikker.
Foto:  Per Munch
Hæl og små skridt
»Det første, I skal lære, er at sætte hælen i og derefter rulle frem over foden, så får I et godt 'vejgreb', uanset om det går op- eller nedad«, forklarer guiden.

Vi prøver metoden. Det virker faktisk. Man har kontrol med det samme. Især når det går nedad over en klippe eller skråning. Balancen er meget bedre, når man ruller over foden ved hvert skridt. Og så gælder det om at tage små skridt. Både op og ned ad bjerget.

Regina Höckners vigtigste pointe for bjergvandring er, at man skal kravle, før man kan gå. Start med små ture, og få en fornemmelse for det. Tag kabelbanen eller en bil op og ned. Få masser af lette succeser og gode ture, før du udfordrer dig selv for meget.

LÆS ARTIKELFantastisk naturfænomen flammer ekstra stærkt i år

»Især med børn er det vigtigt, at det ikke bliver en kamp og en præstation. Gå efter en legeplads på bjerget. Eller udsøg jer en god 'alm'«, siger Regina Höckner - altså en af de små bjerghytter med servering, som bønderne også bruger som station, når de skal op at se til deres kvæg og får.

Dagens mål er bjergtoppen Kröndlhorn i 2.440 meters højde. Og når vi endelig er kommet helt op, skal vi sige:

»Berg heil«.

For sådan gør man. Man hilser bjerget som en lille højtidelig gestus. En markering af, at de mange små skridt faktisk giver mening og fører til noget større. Og så er det måske også noget med overtro og respekt for naturens kræfter.

Bjerggeder og truende skyer
Vi er nået til et plateau, hvor får går i fredsommelighed. Et stykke oppe ad bjergskråningerne kan vi se en flok sky bjerggeder stå på hver deres tinde. I det fjerne kan vi nu se vores top, Kröndlhorn. Men desværre kan vi i samme retning også se en kulsort himmel, der trækker nærmere og nærmere.

»Kom. Vi skal ned. Ingen pauser. Bare gå«, Regina Höckner, der ellers har været så rolig og afslappet, genner os ned ad skråningen. Af sted, af sted. Vi småløber, men undrer os også lidt over postyret. Så kommer vinden og regnen, og det skifter fra blå himmel til skybrud på fire minutter.
Foto:  Per Munch
Min løbejakke er intet værd. Jeg er fuldkommen gennemblødt med det samme. Og mine nyindkøbte, østrigske vandrestøvler kan muligvis godt holde vandet ude, men regnen løber ned ad mine ben, så sokkerne bliver våde indefra. Og nu virker støvlerne som en plastikpose, der spærrer vandet inde.

Så kommer det første tordenskrald og derefter lynglimtet. Så kommer det, der er endnu værre. Tordenskrald og lyn samtidig.

LÆS ARTIEL Stik af fra storbyen – på vandretur

Vi pisker ned ad de opblødte stier og våde klipper, mens tordenen brager, og himlen glimter. Det er iskoldt og glat, også selv om man tager små skridt og sætter hælen først. Pludselig er det overstået, og varmen kommer bølgende. Tågen ligger som en dyne hen over os, så lyden også bliver sært dæmpet, ligesom man kender det fra vinterens første stille snefald i gaderne. Og så er det, jeg hører dem:

Klonk, klonk. Klon-ge-klong. Kling, klong-ge-klong.

Det er køerne, ikke langt fra vores udgangspunkt Rotwand Alm i 1.597 meters højde. Men jeg kan kun høre dem, ikke se dem.

LÆS ARTIKELOplev en af verdens smukkeste togstrækninger

Først da jeg er tre meter fra det store dyr, der står på tværs af stien, kan jeg se en nysgerrig ko vende siden af hovedet til mig, så den bedre kan stirre med sit enorme øje. Få hundrede meter længere fremme er tågen lettet. Nu er der blå himmel og høj sol. Vi kan se ned til vores alm. Og vi kan nu også se, hvorfor det var så vigtigt for vores guide at få os ned i en fart.

Bjerget er stort. Naturen hersker.

Så er det ellers tid til en weissbier. Og til tørre sokker.

Politiken var inviteret af Østrigs Turistbureau og Kitzbüheler Alpen, Brixen turistkontor.