»Én af bogens bidragydere skriver, at det at rejse ikke bare er et spørgsmål om at leve, sådan som H.C. Andersen hævdede, men et spørgsmål om at overleve. Det kan næppe siges mere præcist, og måske er det bedste ved at rejse i virkeligheden at komme hjem. Især hvis turen gik ad helvede til«.

Sådan indledes bogen 'Turen går ad helvede til', der har samlet en række rejseberetninger fra danskere, hvis rejser er gået helt galt. Det er blevet til en perlerække af underholdende historier, som hovedforfatterne Jakob Vølver og Martin Gylling har bundet sammen i bogen. Turengårtil.dk bringer her et uddrag af de morsomme oplevelser.

På næste side kan du teste dig selv, om du er flypassagereren fra helvede.

Når kokken i Kina også fixer toiletterne

Da jeg for et par år siden var på vej jorden rundt med min kæreste, kom vi forbi Sanya på Hainanhalvøen i det sydligste Kina – et sted, der gik for at være det kinesiske svar på Hawaii. Eller en »lille bid af paradis«”, som brochurerne kaldte stedet.

Da vi kom frem, var halvøen pakket med brandstive og brovtende russiske turister, der nød godt af den stadig tætte forbrødring mellem de gamle koldkrigsfrænder i Moskva og Beijing. Alle de andre turister var kinesere, der – uden undtagelse – paraderede rundt i flok iført kortærmede skjorter, bermudashorts og bredskyggede solhatte med matchende spraglede tropemotiver.

Vi havde indlogeret os på et billigt gæstgiveri ikke langt fra stranden, og ved første flygtige øjekast virkede alt godt. Og i modsætning til mange af de hoteller, vi havde boet på i Afrika og Indien, virkede toiletfaciliteterne fine, nye og lyse. Ikke en uvæsentlig observation, da den ene af os stadig døjede med efterdønningerne fra en grum maveforgiftning.

Men ak. Allerede efter første besøg på toilettet var den gal. I stedet for at skylle ud fyldtes kummen til bristepunktet med en tæt, ildelugtende masse. Vi ringede fluks til receptionen, mens vi tænkte, at vi godt nok var uheldige at møde et stoppet toilet på vores første nat. For det er aldrig rart – som det første – at bede hotelpersonalet om at håndtere et overfyldt toilet, som man lige har benyttet.

LÆS ARTIKELDit valg af ferie afslører, hvem du er

Næste morgen ladede vi op til dagens strabadser med lidt røræg, bacon og te i hotellets lille hyggelige restaurant. Efter morgenmaden strejkede toilettet på ny og gentog sin mørkmudrede malstrøm. Hastigt opkald til en receptionist, der lovede at få det fikset, mens vi skyndte os væk fra værelset. Samme eftermiddag gentog sceneriet sig. Og nok en gang samme aften (besøgenes frekvens var høj på grund af forgiftningen). Og igen den følgende morgen før morgenmaden. Det var næsten, så man kviede sig ved at bruge det af frygt for at sætte gang i en brun tsunami. Men vores maver fik det ikke bedre, så vi var ganske enkelt tvunget til det. Vi havde temmelig ondt af den stakkel, der igen og igen måtte fikse problemet og flygtede derfor skamfuldt fra værelset hver gang.

Vores sidste morgen på hotellet fejrede toilettet med endnu en gang at gå over sine bredder, og vi ringede til receptionen og søgte derefter ly i restauranten, hvor kokken var i færd med at tilberede morgenmaden. Han undskyldte, at kaffen ikke var klar, og forklarede, at der havde været »så meget at ordne på hotellet«. Vi forstod ikke, hvad han mente, men smilede og slog det hen. Da vi tre kvarter senere gik tilbage til værelset, stod toilettet stadig fuldstændig tilstoppet, og vi ringede atter til receptionen, der lovede at sende altmuligmanden op med det samme.

Mens vi gik og pakkede, bankede det på døren. Vi åbnede og blev mødt af en smilende lille mand med en svupper og en klud i sine bare næver – uden handsker på. Det løb os koldt ned ad ryggen, og vi forstod, at vores maveproblemer måske var resultatet af en ond cirkel: Den handskeløse toiletrenser var nemlig ingen ringere end hotellets restaurantkok.

Aske Munck, København Ø

Tegning:  Philip Ytournel

Endeløs togtur i Senegal

Hvordan havner man med tunge kufferter og utålmodige unger i et overfyldt nattog på vej gennem Malis endeløse stenørken? Svaret er enkelt: I et anfald af ungdommelig eventyrlyst havde vi besluttet at tage toget de tusind kilometer fra Dakar til Bamako, og længe før lokomotivet havde forladt banegården på Avenue de L’Arsenal, burde vi have anet uråd. Vognene var ganske vist som snydt ud af min barndoms Tintin-album, men de snævre korridorer havde næppe set rengøringsmidler, siden Terry var hvalp, og man bør – memo til mig selv! – betragte det som et vink med en vognstang, når lokummet er stoppet, allerede inden det første afgangsfløjt har lydt.

Kupéen var for så vidt hyggelig nok i al sin bedårende forfaldsæstetik – gulvet var overstrøet med skrald fra tidligere beboere, gardinerne havde tydeligvis været brugt til forskellige former for personlig hygiejne, lamperne var svage som udbrændte Nefa-lygter og sæderne overtrukket med kraftig rød plastic, som klæbede til røven og gav et musikalsk svup, hver gang nogen rejste sig. Togets kølingssystem virkede naturligvis ikke, og i Bamako-ekspressen var det altid højsommer, lad os sige det sådan.

Det sneglede sig af sted gennem Senegals og Malis vidtstrakte, røde og brunlige landskaber, og når toget ikke gjorde timelange, umotiverede stop, kørte det så langsomt, at dets passagerer mageligt kunne føre samtaler gennem åbne vinduer med forbipasserende venner og slægtninge.

LÆS ARTIKELHvad siger dit badetøj om dig?

Nætterne var sorte, kulsorte. Og stinkende varme. Togets spisevogn var brændt ned til det bare karosseri, men kokken lod sig ikke mærke med det interimistiske interiør og sad midt i tomten og stegte kyllinger på et lille komfur. Med fare for liv og lemmer sprang man fra vogn til vogn for at komme frem til det sodede køkken, hvor man i muntert selskab og til lyden af Orchestra Baobab fra en skrattende kassettebåndoptager kunne nyde sin slowfood under Vestafrikas stjernestrøede himmel.

Man havde fortalt os, at turen ville tage halvandet døgn, men den endte med at vare knap tre. Ingen lod dog til at interessere sig synderligt for begrebet ’tid’ om bord på det tidløse fartøj, og også vi sank hurtigt ned i en døsig og veltilfreds indifferens, hvor man i timevis kunne betragte det monotone landskab eller være en eftermiddag om at fuldføre et slag Fisk.

Den eneste antydning af ydre virkelighed kom, da vi en sen nattetime blev vækket ved Malis grænse, og jeg som »chef de famille« måtte ud af toget og parlamentere på cirkusfransk med en skeptisk udseende tolder i plastictøfler og karmoisinrød baret. Han så strengt på mig og spurgte, hvornår jeg sidst havde siddet i fængsel. »Jamais«, svarede jeg og håbede, at det betød, hvad jeg troede.

På tredjedagen mærkede man pludselig en vis forventningsfuld uro blandt togets passagerer, og uden yderligere varsel rullede vi ind på banegården i Bamako. Her havde alle tilsyneladende en fætter eller en længselsfuldt ventet frille, og før vi havde fået pakket vores Barbie-dukker og sammenfoldelige tekrus, var den før så myldrende Bamako-ekspres bogstavelig talt tømt for liv. Snart stod også vi på perronen, fortumlede med stive lemmer og sure tæer. Vi var omsider fremme. Og længtes allerede efter vores kupé.

Christian Graugaard, København Ø

Flyrejse fra helvede

FOTO:  Philip Ytournel

Sendt af sted på en tredages reportagetur til Hollywood var der ikke meget tid at give af til uforudsete begivenheder, så da flyet til Frankfurt ikke står på tavlen i afgangshallen i København, begynder jeg at småsvede.

»Flyet kan ikke lette på grund af manglende strøm. Men det gør ikke noget, for på grund af snestormen i Frankfurt kan vi alligevel ikke lande i øjeblikket«, lyder beskeden i skranken.

Mit fly fra Frankfurt direkte til Los Angeles kl. 10 er allerede umuligt at nå, men »i Tyskland skal du bare tage et fly kl. 12.30 til Denver, hvorfra du flyver videre til L.A.«, forsikrer man mig.

Lidt før frokosttid sætter piloten næsehjulene på landingsbanen i Frankfurt. Snestorm er der ikke skyggen af, så jeg når flyet til Colorados pryd. No problem. Uvist af hvilken grund bliver flyet til Denver dog forsinket med en halv time over Atlanterhavet. Dertil kommer, at sikkerheden i de amerikanske lufthavne ikke kun er i top, men i alarmtilstand.

LÆS ARTIKELAmerikanske turister: Vi er de værste

Samtlige turister skal give fingeraftryk og stille op til fotografering af iris. Muligheden for at nå mit L.A.-fly tre kvarter senere er ved at smuldre. FUCK. Jeg er knap nok færdig med at bande, før det viser sig, at man som dansker får lov at gå igennem uden foto og forbrydersignatur. Håbet om at nå mit fly vokser en lille smule. Denver Lufthavn er både bred og lang. I hastigt løb med stor kuffert når jeg dog American Airlines 20 minutter i flyafgang. Nu storsveder jeg. »Don’t kill yourself«, lyder det beroligende fra den venlige mand bag skranken. »Hope you make it. Good luck«, siger han, mens han klæber et klistermærke med titlen ’Group 2’ på min kuffert. Jeg føler mig VIP-behandlet. I sikkerhedskontrollen ledes jeg uden om den ordinære kø og hen i en specialkø, og det lysner for alvor. Lys bliver dog til mørke, da det viser sig, at jeg er havnet i køen for indrejsende, der har opført sig mistænkeligt. Og som nu skal tjekkes en ekstra gang.

»Af med alt tøjet«, lyder ordren. Sur røv, hvis ikke det lige var for de underhylere, vi dog får lov til at beholde på. Ved siden af må en kvindelig rejsende aflevere sin neglefil, og jeg smiler overbærende. Indtil en bredskuldret mand, med en fortid som quarterback, prikker mig på skulderen og vil vise mig noget på en røntgenskærm.

»Er det din kniv?« lyder det med bestemt mine.

Gud hjælpe mig, om det ikke er konturerne af en mellemstor brødkniv i en sidelomme. Jeg sveder tran – og er fuldstændig tom i hovedet. Jeg får et syn af mig selv indespærret i en lufthavnskælder med en spand på hovedet og torturtonsende heavy rock for ørerne. Så kommer jeg i tanke om det. Den dag i februar, hvor familien var i Berlin, var brødkniven særdeles god at smøre madpakker med, men hvorfor har ingen fjernet den bagefter? FUCK og atter FUCK.

»Den får du ikke lov til at tage med om bord«, siger quarterbacken bøst. Jeg erklærer, at jeg ikke kan være mere enig, og får lov til at sjoske videre mod transitområdet. Jeg når ikke flyet og er først fremme i L.A. sent på aftenen lokal tid, men tidligt om morgenen på mit indre ur. Jeg ved dog, at jeg vil sove som et lille ubekymret barn, fordi jeg tog mit mareridt up front.

Jacob Wendt Jensen, Valby

ARTIKLEN FORTSÆTTER HER
Test dig selv: Er du medpassageren fra helvede?