Min første rejse ...
Der var ikke meget rejseri, da jeg var 17 år. En af mine venners far havde en blomsterforretning på Vesterbrogade, og hans forældre og et andet par skulle for første gang køre til Marokko. Pludselig fik jeg tilbud om at tage med på den betingelse, at jeg ville arbejde som bud i forretningen den følgende jul.

Så kørte vi fra Vesterbrogade til Rabat i en gammel Volvo stationcar. Det var i 1958, og ingen turister rejste til Marokko på det tidspunkt.

LÆS ARTIKELThomas Bo Larsen: Las Vegas var ved at give mig nervesammenbrud

Den rejse fik utrolig betydning for mig. Da vi kom til Marokko, kom vi til at bo og spise hos de marokkanske familier rundt omkring via en marokkansk ven. Jeg kunne ikke snakke fransk med de voksne, men til gengæld kunne jeg spillede fodbold med drengene, og via det begyndte jeg at tale fransk, og det har fulgt mig siden.

Min bedste rejse ...
var til Paris i 1964 som nygift med min elskede Nina. Det blev en lang rejse, der kom til at vare i fem år. Jeg fik etableret mig som freelancejournalist og føl hos en fransk filminstruktør.

Det startede meget romantisk med, at vi boede på et lille beskedent hotel ved Gare du Nord. Nina havde blandt andet taget stearinlys med. Så vi sad i et støvet, snavset hotelværelse, og så linede hun op med små stearinlys rundt omkring – det var fantastisk romantisk.

LÆS ARTIKEL Soulshock: »New York er stedet, hvor dine drømme kan gå i opfyldelse«

Min værste rejse …
var i 1969, hvor Nina blev dræbt i en bilulykke i London. Den værste rejse var, da jeg med min svigerfar drog af sted for at identificeret hende. Ikke nok med at man mister en, man elsker, så skal man også stå og sige, at »Ja, det er hende, der ligger der«.

Min favoritrejsepartner ...
Sammen med Ole Vinding lavede jeg nogle radioudsendelser, På sporet af Honoré de Balzac, hvor vi to mand høj tog ti dage til Loiredalen i Frankrig.

Vinding var frankofil, utroligt inspirerende og en meget underholdende fortæller. Vi rejste rundt til den ene perle efter den anden af slotte, hvor man kunne få husly gratis. Vinding kendte historierne og anekdoterne, og franskmændene var imponerede over den store runde dansker, som var så fremragende en kender af deres kultur – franskmænd kan ikke stå for, at man kender deres historie og kultur.

Det dummeste, jeg har gjort på en rejse, er ...
at lade mig bestjæle under en af filmfestivalerne i Cannes. Jeg er på vej til mit hotel, det er forår, det er varmt, man er i de lette gevandter. Vi bliver standset af en udenlandsk herre, som på strålende fransk siger »Hvor er det dejligt, at I er kommet til Cannes« og omfavner mig.

LÆS ARTIKEL Christian Stadil fik en pistol i nakken i Dallas

Jeg går nogle skridt videre og kan så mærke, at jeg er blevet lettere og tænker, at der mangler et og andet, og slår mig så på lommen – og tegnebogen er væk. Jeg drejer 180 grader. Der står libaneseren så 100 meter bagude og vinker grinende med min tegnebog. Han ville bare vise mig, at han kunne – det var et mesterværk af trylleri.

Den mest interessante person, jeg har mødt på en rejse, er …
Anthony Hopkins var et af mine store møder, da han spillede Picasso. Ikke så meget på grund af filmen, eller at han er en stor skuespiller, men fordi han har været et forbillede for mig for det, der hedder den ædru alkoholiker – han er ældre alkoholiker, og har ikke lagt skjul på det.

Så da jeg havde lavet interviewet, tænkte jeg på, hvordan jeg skulle komme ind på det – jeg havde brug for hans eksempel, den personlige erfaring. Jeg havde brug for hans karma til mig selv – hvilket så senere er kommet andre til gode. Jeg havde brug for at høre, hvordan han havde det med det. Så jeg sagde til ham »Er der ikke noget om, at vi har et skjult fællesskab? Du er AA (Anonyme Alkoholikere red.), og jeg er AA«. Han havde da været ædru alkoholiker i 20 år og spurgte, hvor længe jeg havde været det. Det var relativt få år på det tidspunkt.

Det var en inspiration for mig at møde ham. At være ædru alkoholiker er så stilfærdigt og anonymt, så derfor var det dejligt at møde en mand, der siger, »Jeg hører til den gruppe«. Det, at møde en person, som er en del af det her fællesskab, og som står ved det, og som samtidig er en gudbenådet karakterskuespiller, var interessant.

LÆS ARTIKEL Christian Jungersen: »Alle på hotellet troede, jeg var gigolo«