Min første rejse …
Jeg er ud af en skoleinspektør- og hjemmesygeplejerskefamilie, så vi ikke rejste specielt meget. Men når alle mine venner rejste til Mallorca og måtte få fri cola, rejste vi selvfølgelig til Norge.

Jeg husker en familietur, da jeg var 6 år. Det var en stor oplevelse at sejle og mærke fornemmelsen af frihed. Jeg kan huske hele den verden, der åbnede sig ved at opdage, at der fandtes bjerge – det var enormt stort for mig. Og på et tidspunkt boede vi på et lille hotel, hvor der var en indendørs swimmingpool – det var lige før, det var en ud af kroppen-oplevelse.

Men det var en skoleinspektørferie, hvor der blev manuduceret i bilen på vej op, mens han røg 30 cigarer. Dengang talte man om, at folk var køresyge, men det var vi jo ikke, vi var bare lukket inde i et lille rum med cerutter og cigarer.

Min Kofi Annan-storebror, Henrik, sad altid i midten på bagsædet af bilen, fordi Lars og jeg som de to yngste altid rykkede hovederne af hinanden, så der var fest på bagsædet af vores Fiat 127. Min mor var sådan en, der købte kongen af Danmark-bolsjer, så når vi blev urolige, fik vi tre af dem derom.

LÆS OGSÅ Peter Bellis rejseminder: Smadrede sit hoved og skulder i Thailand

Min bedste rejse ...
Jeg har ikke været i Guatemala og heller ikke set Inkariget ordentligt, men det kunne jeg godt tænke mig. Jeg har rejst relativt meget, men jeg er ikke sådan en paragliderturist – jeg skal ikke rafte og paraglide. For mig er det det med at indhalere det hele sammen med folk, der betyder noget for mig, som jeg leder efter.

Min storebror Lars, som jeg sloges med på bagsædet af bilen, har nu boet i Vancouver de sidste 20 år. Vi var ikke derovre i de første 5-6-7 år – han havde været i Danmark, men vi havde ikke været hos ham. Første gang vi som familie var ovre at besøge ham, gav det bare mening på alle måder at se ham i hans eget miljø, at opleve ham på hans 'home turf'.

Min værste rejse …
Vi holder tit ferie i store familieklumper, og for 3-4 år siden mente min ældste bror, Henrik, der er en rigtig gourmetdreng, at nu skulle vi fandengalemig til Alsace en uge. Han havde fundet et fint sted, hvor vi kunne sidde i en bjerghytte og så ellers dappe ned i den nærmeste by og fylde ost og vin op, og så ville han sidde i solen og dekantere og fortælle os, hvad det var, vi drak – så vi for os ...

Jeg, min familie og nogle af vores bedste venner tog med, så med unger var vi vel en 15 stykker. Vi kørte derned i høj-juli måned, og det viste sig, at Henrik ikke havde researchet ordentligt på det, for vi var på en bjergside, hvor der i den periode er stor risiko for regn og skyer. I ugen, vi var dernede, var der ikke over 11 grader – det var helt surrealistisk. Hver gang vi skulle i nærheden af noget sol, måtte vi køre en time ned af bjerget til Colmar, og så sad vi der på et torv i solen, hvorefter vi kørte tilbage på bjerget og ind i de sorte skyer. Vi var 12 voksne, der kun læste i den ferie, og kom hjem og lignede englændere, så blege var vi.

Det sjove er, at Henrik normalt har styr på alle de her ting, men han var lige kommet på den forkerte side af bjerget – og han vidste det godt, det øjeblik han begyndte at læse lidt. I dag griner vi ret meget af Colmar-konventionen.

LÆS OGSÅ Rejseminder: Krimiforfatter flygtede fra charterhelvede

Min favoritrejsepartner ...
Det er min familie i forskellige afskygninger. Jeg er så heldig, at jeg har et miks af pap- og biologiske børn på 22, 30 og 33 år, og de vil stadig gerne rejse med os, hvilket jeg troede ville stoppe, når de begyndte at få bumser, men det gjorde det ikke – tværtimod. Det er ikke, fordi vi har været på sindssygt strabadserende ture, hvor man på en eller anden bjergtop siger alt muligt eksistentielt til hinanden.

Nummer to favoritrejsepartner er en fotograf på DR, der hedder Peter Palm. Vi griner af de samme ting – det er også fedt at have fundet sådan en. Vi er enige om det at rejse og ikke bare at hænge ud på et hotelværelse.

Min seneste rejse ...
var ren træk stikket ud-ferie med familien og venner i Sydspanien. Vi var vist 16. Da vi lejede bil, blev vi anbefalet, at vi ikke skulle leje den mindste, for der var lidt bjergkørsel – og det havde de ret i. Der var en sindssyg opkørsel med nærmest 90-graders stigninger. Ingen af kvinderne turde køre ned til den nærmeste by, og det endte med, at vi stort set blev deroppe – der var pool, og hvad der skulle være, og vi sad på en bjergside, spillede bold – og kiggede ud over vandet.

Vi forsøger altid at få sneget fodbold ind, når vi er af sted, så drengene havde en udflugt til Granada for at se en kamp. Det var en fantastisk kamp, hvor Granada vandt 1-0, og formentlig sikrede sig eksistensen i den spanske Primera Divisón. På stadion sad men helt oppe i himlen og kiggede mod bjergene, mens man så fodbold i 20 graders varme i maj måned.

LÆS OGSÅ Jacob Riisings værste rejse: »De sprøjtede med kloakvand, så der stank af lort«

Mit bedste feriemåltid ...
var i Rio, hvor en af de lokale viste os ned til en restaurant med kantina-princippet, hvor man betaler mad efter vægt. Jeg vil aldrig kunne finde derned igen. Via to favelaer og tre mørke gyder nåede vi til en fuldstændig guddommelig fiskebaggård, hvor der var så meget skaldyr og fisk, at man nærmest kunne rygcrawle i det, og caipirinhaerne var på størrelse med Rundetårn. Samtidig vidste man også, at i det øjeblik man gik om bord i fisken, ville man komme til at sidde på tønden resten af aftenen. Og det gjorde jeg. Men det var ligesom prisen for grisen, og det var helt fantastisk.

Det dummeste, jeg har gjort på en rejse, er …
at tage til New York i halvandet døgn for at lave et interview her i januar. Det var jo fuldstændig tåbeligt, når jeg lige så godt kunne have arrangeret mit liv, så vi kunne være der i fem dage. Det var decideret spild af tid, og interviewet, jeg lavede, blev også presset for tid. Jeg fik mere flymad, end jeg fik mad i New York, og det i sig selv er jo sindssygt.

Jeg rejser altid tilbage til ...
To byer, som jeg gerne vil tilbage til, er Hanoi og New York.

Hanoi er så sindssyg – der er så meget knald på og så mange steder, man har lyst til at prøve at spise eller bare være en del af. Den er stressende, men ikke irriterende. Jeg har fornemmelsen af en by, der stadig lever med en underlig kolonibaggrund med en helt absurd rig overklasse, og samtidig et sted, der bare banker derudad. For 10 år siden var der cykler overalt, i dag er der scootere overalt, og lige om lidt er der biler overalt.

Jeg har været i New York 3-4 gange. Sidste år ved den her tid var min yngste og jeg derovre i 8 dage, bare os to. Vi tyrede byen igennem fra ende til anden og nåede jo ingenting alligevel. Vi boede i Brooklyn Heights og fik både Williamsburg og Brooklyn op under neglene. I Turen går til New York (Politikens Forlag) har Minna Skau ramt New York så fint helt ned til de små belgiske cafékæder med særligt godt bagerbrød og insisterer på, at man skal på MoMA, og man skal hænge ud i Central Park i to dage. Så det gjorde vi. Og det holdt 100.

LÆS OGSÅ Radiovært er en meget ambitiøs turist

Mit bedste tip til New York er ...
En af de gratis oplevelser i New York på den her tid af året er drive-in-bio på The Banks, på skråningen over mod Manhattans skyline. Der sad vi så i 30 grader på græs i en park og så en gammel klassisk Clark Gable-film med skylinen lige overfor. Det var fantastisk at se lyset falde over skylinen og samtidig være på afstand af den, og så havde vi den vildeste picnic.

Den mest interessante person, jeg har mødt på en rejse, er …
Ham, der har gjort størst indtryk på mig, var så anderledes. Der er en opalmineby i Australien, Coober Pedy, som er besværlig at komme til. Vi kom derud med et lille privatfly og kom til en by, jeg aldrig har set mage til. Det var ligesom at være med i en western, men det foregik bare i år 2000 – og sammen med Trine Sick, daværende vært på Tv-avisen.

De boede i huse under jorden, formentlig fordi der var så varmt. Byen var bygget op omkring gravning efter opaler, og der gik fantastiske cowboyhistorier om, hvordan man har generet hinandens miner ved at sprænge dem i luften.

Her mødte vi en gammel opaljæger, Greg, der var i slutningen af halvtredserne. Han tog os med ud i den mine, hvor han hver eneste dag gik og gravede for at finde en opal. Vi besøgte ham i hans hus under jorden og fik et tværsnit af et billede af en mand fra en anden planet, men han var så sjov og så meget til stede og anderledes end nogen, jeg har mødt før. Tænk sig at bo under jorden. Tænk sig at have et liv, hvor man går fra sit underjordiske hus til at arbejde i en mine under jorden, hvor man så går og graver og lottoagtigt håber på finde den store opal, som man kan få slået til mønt. Og så lignede Greg på en eller anden måde Skipper Skræk med en majspibe i kæften, oilskinstøj og skovhuggerskjorte.

Min næste rejse ...
Jeg gider ikke bilferier – uanset hvor meget H.C. Andersen taler om at få sjælen med. Den der transformation ned over Kasselbakken, hvor man har lyst til at skrive digte om storheden og fejende lyskegler i natten – det er altså stærkt overvurderet. Jeg vil rigtig gerne bare i en flyver og så derhen, og så kan man leje en bil der. Det er noget helt andet for mig at køre i bil i USA, og næste år tager vi nok turen op langs den amerikanske vestkyst for så at ende hos min storebror i Vancouver.

LÆS OGSÅ Rejseminder: Topviolinist røg i havnen i Svaneke