Hvad gør den rejsende med begrænset tid i det sydlige Afrika, når en trang kalender eller et pakket program udelukker den store fotosafari med overnatning på savannen og daglange udflugter i bushen? De par strudse, vortesvin og kuduer, man ser fra vinduet i bussen på gennemrejse, skærper bare behovet for mere.

Et strålende bud er at tage til Victoria Falls, Victoria-vandfaldene, det storslåede, buldrende knudepunkt på Zambezi-floden ved grænsen mellem Zambia og Zimbabwe og ikke langt fra Botswana. Jeg landede i Victoria Falls’ lufthavn i Zimbabwe en onsdag eftermiddag fra Johannesburg og rejste videre til Harare halvandet døgn senere. Og hvilket halvandet døgn.

I lufthavnen allierede jeg mig med en venlig taxichauffør, Jabulani, der gerne kørte mig til hotellet – for sydafrikanske rand, amerikanske dollar, botswana pula, euro, britiske pund. Hvad som helst – blot ikke Zimbabwe-dollaren, der gik i opløsning forrige år efter massiv inflation med udstedelse af sedler på op til en billion Zimbabwe-dollar. Jabulani og jeg aftalte 250 rand, og at han ville køre mig retur til lufthavnen to dage senere.

Den betændte politiske situation i Zimbabwe er hård ved turismen, og selv om sikkerheden er fin ved Victoria Falls, er folk i turistindustrien sultne. Et bizart udslag af den sammensunkne økonomi er, at der på grund af manglende møntfod ikke står beløb på frimærkerne. I mit tilfælde stod der bare ’E’, hvilket jeg formoder står for Europa.

Aftentur med båd og krokodiller
På forhånd har jeg via omfattende korrespondance på nettet booket en elefantridetur i solopgangen næste morgen.

Jabulani stikker mig et krøllet A4-ark med forskellige andre ture. Jeg falder for en aftentur på Zambezi i solnedgangen. Og vupti står jeg med glødende kreditkort hos en turarrangør og booker aftenens tur, inden Jabulani kører mig til hotellet, hvor en flot mand i nødtørftigt lændeklæde af plettet pels, en lille tromme og brændende øjne byder mig velkommen.

Præsident Robert Mugabe smiler ulveagtigt fra et stort portræt i lobbyen mellem imponerende portrætter af hhv. en hun- og en hanløve. En messingplade proklamerer, at Robert Mugabe, denne præsident og løvernes konge, indviede hotellet i august 1999.

Jeg når lige at tjekke ind og skifte, inden jeg bliver hentet og kørt til anløbsbroen ved floden til bedårende aftensejlads på udflugtsbåd med den smukkeste solnedgang over Zambezi – skyllet ned med vederkvægende kølig, sydafrikansk Chardonnay og de lækreste snacks, alt sammen en del af turen og selvfølgelig en udelt fornøjelse.

Foto:  Mette Holm Men den største fornøjelse er dyrene og floden: Skestorke, der snart begiver sig til vore egne himmelstrøg, farvestrålende fugle, som jeg aldrig tidligere har set og end ikke kender navnene på. Og sleske krokodiller med ondskabsfulde smil og umærkelige bevægelser. Giraffer, flodheste, ikke the Big Five, men dog en vældig oplevelse at flyde stille langs bredden og opleve dyrene på tæt hold uden filter.

LÆS ARTIKELSafari: Her får du savannen for dig selv

Victoria Falls byder ikke på det store natteliv; jeg er flad og tørner hurtigt ind, så jeg kan være frisk til min ’Sunrise Safari on elephantback’ følgende morgen.

Formiddag med elefanter
Her bliver jeg atter hentet i minibus og kørt et godt stykke ud i bushen i Victoria Falls' nationalpark, hvor elefanterne lever frit. Vi er ni turister i bussen – man kan ikke have det hele for sig selv. Det gør nu ikke noget. Vi er ude i samme ærinde – en mageløs stund her i den begyndende regntid med saftigt græs og løv.

Først møder vi elefanterne, som afkoder os med deres snabler: nusser, snuser og puffer. Og jeg, der altid har hørt, at afrikanske elefanter er for aggressive til, at mennesker kan omgås dem – for slet ikke at tale om at ride på dem. Den antagelse bliver øjeblikkeligt gjort til skamme, da elefanten Emily og jeg knytter bånd på stedet.

FOTO:  Mette Holm Foran mig sidder elefantføreren Dumi, en fortræffelig herre, der efter flere års farligt arbejde blandt løver blev utryg og for otte år siden i stedet begyndte at arbejde med elefanter. Et godt valg, for samarbejdet emmer af gensidig ømhed, selv om Dumi fortæller, at til forskel fra kollegerne i Asien får elefantførerne her ikke lov at knytte sig til én elefant eller omvendt.

Dumi er et fyldigt elefantleksikon. Han fortæller, hvordan afrikanske elefanters store ører tjener som vifte. Emilys blafrer, mens hun adstadigt bringer os fremad. Han viser mig det fine net af blodkar, der får hendes øre til at ligne et stort blad – og tjener til at svale blodet, inden det løber tilbage i den store krop og svaler den.

Elefanter kommunikerer over store afstande med dybe lyde, der ikke opfattes af menneskeører. Men Dumi ved, når elefanterne kommunikerer:

»Når de lytter, rynker de panden i koncentration, og så ved jeg, de snakker sammen«, siger han.

Derfor findes elefantkirkegårde
Dumis fortælling vidner om stor kærlighed til Emily og hendes afkom – en lille ustyrlig fyr på under et år og en fireårig, som er ved at blive trænet til at ride på. Flere af elefanterne er forældreløse. De lever vildt, men trænes til netop disse rideture med mennesker. Når de har fri, går de omkring som deres vilde artsfæller. Indtægterne fra rideturene er med til at finansiere såvel forskning og værn om dyrenes velfærd som omsorgen for unger, hvis forældre er dræbt af krybskytter.

Dumi beretter, hvordan elefantmødre tager sig af hinandens unger, og hvis en moderelefant ikke har mælk, dier ungen hos andre med bedre forsyninger.

»Deres motto må være én for alle og alle for én«, siger Dumi og fortæller om elefantkirkegårdene, der måske ikke er så mystiske endda:

»Så vidt jeg ved, søger elefanterne, når de er omkring 60-65 år og ved at miste deres sjette og sidste sæt kindtænder, til sumpområder eller floddale, hvor der er saftig føde. Her kan de stadig spise, selv om de ikke længere får den fulde næring af maden. Den sørgelige sandhed er, at gamle elefanter dør af sult, fordi de ikke længere kan tygge. Derfor kan der være mange elefantskeletter i visse områder, og det er årsagen til mystikken om elefantkirkegårde«.

Når en elefant dør, sørger resten af flokken omkring den et par dage, inden den fortsætter. Matriarken, den modne hunelefant, der leder flokken, ved, at de må videre for at skaffe føde. Men den døde elefants unger bliver længere for at tage afsked med deres mor. Og når det omvendte er tilfældet, at en unge dør, er det meget svært for moderen at forlade den lille døde. Emily er heldigvis ung og stærk – i sin bedste alder.

Foto:  Mette Holm Inden, jeg forlader hende og Dumi helt, når jeg at hilse på endnu én af områdets beboere, Soweta, en 16 måneder gammel gepard, hvis mor blev dræbt, og hvis fire søskende døde, endnu inden de var to dage gamle. Soweta blev reddet. Første gang, hun åbnede øjnene, så hun en kat og mennesker, så hun er overordentligt venligtsindet og spinder, da jeg klapper hende, selv om reservatets ansatte prøver at oplære hende til tilværelsen i det fri blandt andet ved at trække store kødlunser rundt i en snor, som Soweta så skal fange.

LÆS ARTIKELHer kan du opleve verdens farligste dyr

Eftermiddag ved vandfaldene
Jeg er helt ør, og klokken er kun lige 12. Jeg begiver mig til fods til områdets største seværdighed, Victoria-vandfaldene, der tordner ned og kaster skyer af dråber højt op i himlen, så man kan se dem langvejs fra. Området er så vådt, at man bliver gennemblødt – med mindre man lejer et regnslag fra én af de pågående fyre med boder ved indgangen til området. Middagsheden er måske ikke det mest oplagte tidspunkt at iføre sig plastikregnslag, men det viser sig dog at være fint

LÆS ARTIKELTop 10: Her er verdens smukkeste vandfald

Foto:  Mette Holm Jeg er næsten alene på min vandring langs de dramatiske vandfald – bortset fra aberne, firbenene og fuglene i den evigt fugtige grønne jungle, hvor en statue af den skotske missionær og opdagelsesrejsende David Livingstone pludselig toner frem. Der er et par kilometer langs vandfaldene ned til broen over Zambezi til Zambia, hvor man ikke kan komme længere. Og først på hjemvejen møder jeg grupper af turister med veloplagte turistførere, som enten går med paraply eller er gennemblødte.

Solnedgang ved hotellet
Jeg har kun én ting mere på mit mentale program, og det er en ’sundowner’ på det fornemme gamle Hotel Victoria Falls, Zimbabwes ældste, opført af briterne med store grønne plæner, lotusbassiner, en formidabel udsigt over broen, hvor jeg var tidligere på dagen. Jeg drikker et glas kølig hvidvin, men trods al den overrestaurerede elegance og de velklædte modne turister er her kedeligt. Selv aberne og vortesvinene, der hopper omkring den velfriserede græsplæne ser humorforladte ud, og jeg spadserer tilbage til den støvede vej, som er hovedgaden i Victoria Falls by, og får mig en gang pasta med liv og sjæl.

Næste morgen er chauffør Jabulani forhindret og sender en kollega – jeg får endda rabat for gammelt venskabs skyld: 180 rand eller 25 US-dollar, 135 kroner. Jeg er nok snarere blevet taget ved næsen ved ankomsten, men det skal være dem vel ondt i en svær tid.