Mine næsehår har forvandlet sig til istapper, og mine ører er koldere end en pose frosne hindbær. Minus 16 står der med rødt på termometret på restaurantens ydermur. Men jeg fryser ikke, selv om jeg befinder mig 2.225 meter over havets overflade i hjertet af de italienske Dolomitter uden tøj på. For vandet i jacuzzien i det fri ved restauranten Refugio Scoiattoli, hvor jeg sidder sammen med otte andre, er 41 grader varmt.

Krystalformede snefnug på størrelse med små vatrondeller daler ned over os fra en kulsort himmel. De opløses i det øjeblik, de rammer den boblende champagne i de slanke glas, som en tjener har serveret for os på kanten af det dampende spabad.

»Det var deroppe, Sylvester Stallone klatrede«, siger Alessandro, en af Cortinas lokale turistguider, og peger op mod Cinque Torri – De Fem Tårne – som italienerne kalder de høje og stejle klippeformationer, der tårner sig op som en gigantisk femtrinnet trappe bag os. Dog var det en stuntmand, der udførte Stallones arbejde i filmen ’Cliffhanger’.

LÆS ARTIKELLæserne: Her er de endnu uopdagede skisteder

I vintermånederne er de brede røde og blå pister rundt om Cinque Torri nogle af de mest populære i Cortina d’Ampezzo.

Da tjeneren vender tilbage til jacuzzien og fortæller, at middagen er serveret indenfor i restauranten, føler jeg mig et kort sekund som en kendt filmstjerne. Ikke mindst, da han lægger et varmt tæppe omkring mig, i det øjeblik jeg træder op af jacuzzien.

Min krop damper lige så meget som de varme egnsretter, der venter os inde ved bordene, da jeg løber barfodet ind mod varmen over den knitrende sne.

Dampede boller
»Det er en specialitet i d’Ampezzo«, fortæller min sidemand, da vi får serveret knödel fyldt med hakkede løg og prosciutto. At de ’dampede boller’, som mange nok vil associere med østrigske Tyrol, har sneget sig ind blandt egnsretterne i de norditalienske bjerge, hænger sammen med Cortina d’Ampezzos historie.

»Før Første Verdenskrig var Cortina under østrigsk herredømme«, fortæller lokalhistorikeren Paolo Giacomel, da jeg dagen efter møder ham på det lille skimuseum, som kan besøges i centrum af byen.

Den 56-årige lokalhistoriker har indsamlet 40 dagbøger fra nogle af de mange hundrede fædre og sønner, der under Første Verdenskrig kæmpede forgæves mod italienernes overtagelse af Cortina d’Ampezzo, der dengang tilhørte Østrig. I flere år kunne de ikke vende hjem til deres familier i Cortina og overlevede i små hytter og huler i bjergene.

LÆS ARTIKELHer får du de mest unikke skioplevelser

En af soldaterne, Luigi Migueles, dagbog indeholder historiens første beskrivelser af den særegne orangerøde farve, ’color rosadira’, som klippevæggene omkring Cortina er kendt for, fortæller Paolo Giacomel.

Da jeg næste eftermiddag sidder i stoleliften, som fører mig op mod en af de bjergtoppe, der giver udsigt til bjerget Croda Rossa d’Ampezzo, forstår jeg, hvad lokalhistorikeren mener med ’color rosadira’.

Udsigten til bjerget er så overvældende og orangerød, at jeg for nogle få minutter glemmer at bevæge tæerne i skistøvlerne og gnubbe fingrene mod hinanden i lufferne for at holde varmen i de 17 graders frost.

Vært for vinter-OL
Cortina d’Ampezzos eksklusive ry er kun blevet styrket af, at byen i 1956 var vært for vinter-OL og siden adskillige internationale vintersportskonkurrencer.

»Det er her, World Cup i styrtløb for kvinder bliver afholdt«, fortæller den kvindelige skiguide og peger fra stoleliften ned mod den nypræparerede piste i Tofana, det ene af fire skiområder i Cortina d’Ampezzo, hvor hun om formiddagen samme dag viser rundt på det store udbud af røde og sorte pister i området.

Næste formiddag kører jeg med Cortina d’Ampezzos snowkiteguide Michele mod Passo Giau i 226 meters højde. For fire år siden begyndte han at undervise i den relativt nye sportsgren snowkiting, hvor snowboardere og skiløbere kører eller flyver hen over pisterne, drevet frem af den samme type drage, som kitesurfere drøner hen over vandet med.

Ligesom kitesurferne er snowkiterne afhængig af de rette vindforhold. Men de er desværre ikke optimale i dag. Det lykkedes os kun at holde dragen i luften i 15 sekunder ad gangen, og vi vælger at bruge dagen på skiløb i stedet.

Selv om adrenalinen pumper gennem kroppen, da jeg kører efter Michele igennem den dybe pulversne, er jeg klar over, at jeg ikke er i nærheden af at mærke det rush, som han oplever, når han under de rette vindforhold flyver 15 meter over de flormelisdækkede bjerge – med ski under fødderne og en seks meter bred drage over sig.

LÆS ARTIKELKom på ski før alle andre

Ud over de tyrolske egnsretter har Cortina d’Ampezzo ikke meget tilfælles med kulturen i flere af østrigske skisportsområder, hvor danske gymnasieelever valfarter til i vintermånederne for at stå på ski og snowboard og dyrke den folkelige og løsslupne afterskiing kultur.

I Cortina d’Ampezzo er afterskiing en vigtig del af kulturen, men her kunne ingen drømme om at gå i byen med uglet hår, svedige skiundertrøjer eller at danse med skistøvler på bordene. Dem har de stillet fra sig på hotellet, før de begiver sig ud og drikker dyre cocktail og farvestrålende aperitiffer.

Hvis man ikke har råd til at spise en flerrettersmenu på byens enmichelinstjernede restaurant ’Tivoli’ eller en anden af Cortina d’Ampezzos dyre restauranter, er det ikke svært at finde et pizzeria, hvor en pizza koster otte euro (cirka 70 kroner), og en fadøl to euro (15 kroner) . Eller at finde en trerettersmenu for 50 euro (380 kroner) på en af byens almindelige restauranter og dele en flaske rødvin for 20 euro (150 kroner).

Hotelværelser og lejligheder kan også findes i et overkommeligt prisleje for en dansk familie med en gennemsnitsindkomst.

Politiken var inviteret af Turismo de Cortina