Jeg har aldrig stået på ski før. Jeg har ikke engang haft et par ski på før. Nogen sinde. Og nu har jeg kastet mig ud i et projekt med overskriften: »Lær at stå på ski på tre dage«.

Men kan en 31-årig, som er i rimelig, men langt fra prangende fysisk form, lære det? Gør det ondt at falde, kommer jeg hjem med benet i gips? Og hvor hurtigt kan jeg egentlig lære det?

»Jeg forventer, du kan klare den blå pist på fredag, at du kan køre langsomt ned uden at falde, hvis pisten er godt præpareret«, siger min skilærer Chris Riepl.

LÆS ARTIKEL Kan skiløb være vildt i Sverige?

Godt så. Jeg skal tage hvad der føles som et kvantespring fra aldrig at have haft ski på og til at kunne stå ned af den blå pist. Jeg befinder mig i på det legendariske skisportssted St. Anton am Arlberg, et af Østrigs bedste skiområder og stedet, hvor alpin skiløb startede for godt 100 år siden. Samtidig er Ski Club Arlberg en af de ældste i alperne, og derfor har St. Anton fået tilnavnet som stedet for 'skiløbets vugge'.

Læg dertil, at jeg skal undervises på Østrigs største og mest kendte skiskole, Skischule Arlberg, som har mere end 400 skilærer, så er jeg nok kommet til rette sted på min jomfrutur.

Dag 1: Kan Bambi komme op?
»Prøv at mærke, hvordan det føles«.

Jeg halvt løber og halvt kører rundt med én ski på ved siden af børneområdet. Det må se åndssvagt ud, men jeg skal gøre det for at for en fornemmelse af, hvordan det er at have ski på. Og på med den anden lidt efter.

Når man får brædde nummer to på, føler man sig noget fastlåst. Det er da ikke naturligt, at mennesker skal have sådan nogen på. Og så er der det med skistøvlerne. Det føles som om, man har beton op til knæene, og det er svært at slappe af i benene, hvilket jeg uden tvivl vil kunne mærke inden dagen er omme.

Start.  Man føler sig meget fastlåst i skiene for første gang. FOTO: Rasmus Meisler

Med stavene møver jeg mig frem og finder ud af, det glider helt godt. Skilærer Chris viser ploven, der skal vise sig at blive min rigtig gode ven de næste dage. Den er et omvendt V, og med den kan man justere fart og kontrol. Jo større V'et er, desto langsommere kører man.

LÆS ARTIKELDanskerne kommer markant mere til skade på pisten

Vi øver på en mini bakke, og skilæreren viser, hvordan vi kan dreje ved at lægge vægten på det ben, der er ned mod dalen. Vil man dreje til venstre, lægger man vægten på højre ben, og mod højre er det modsatte ben, man bruger. Det bliver lidt sværere end blot at køre lige ud, fordi man både skal dreje og kontrollere fart. Inden længe har jeg mit første styrt. Men hvordan kommer Bambi så op igen?

Det er ikke sådan lige til. Skilærer Chris kommer og viser teknikken, efter jeg har moslet rundt på uelegant vis og kampsvedt i noget tid. Bagen tæt på skiene, en stav på hver sin side og så op. Bortset fra, at skiene smutter fremad, når man får slidt sig halvt op med stængerne. Og så ligger man der igen.

Senere erfarer jeg, at skal man falde, så er det klart nemmest at komme op, når man står på en stejlere bakke.

Jeg er gået fra ingenting til alt

Øve  øve øve. Skilæreren fokuserer meget på at lære os at have den rette holdning og balance. FOTO: Rasmus Meisler
Det kommer vi til senere på eftermiddagen. Vi er et lille stykke oppe på bjerget, solen skinner, og synet af bjergene, der troner som mastodonter omkring os, er overvældende. Det er første gang, jeg får alvor forstår, hvorfor så mange er bidt af en gal skiløber.

Hen på eftermiddagen er første dag overstået. Jeg er meget overrasket over, hvor langt man kan nå på kun én dag (køre uden at falde hele tiden, dreje og for det meste kontrollere skiene). Min skilærer Chris Riepl forklarer det sådan her:

»De største fremskridt, du overhovedet gør, er sket i dag. Du er gået fra ingenting til alt, og det er et stort skridt«.

LÆS ARTIKELOffpiste-løb gør skituren sjovere

Jeg vralter ned af trappen for at aflevere ski og støvler. Selv om jeg er træt ind i marven, er jeg utålmodig efter at lære mere, så jeg ikke længere bare er en af dem, der står med barnlig beundring og betragter dem, der kommer susende ned fra bjerget.

Dag 2: Ude af kontrol

Nedad.  St. Anton har blå, røde og sorte pister. Sværhedsgraden stiller krav til nybegynderen. FOTO: Rasmus Meisler
»Smid skistavene«. Befaler skilæreren os her i begyndelsen af dag to.

Vi skal arbejde med balancen og holdningen. Min skilærer kan da også umuligt være imponeret af min let krumbøjede stilling. Vi gør det for at øve kontrol. Når jeg føler, jeg mister kontrollen, skal jeg læne mig fremad og plove bredere, for ellers ender jeg med snuden i sneen.

Samtidig forsøger han gennem forskellige øvelser at lære mig og resten af holdet at have den rette holdning, når vi drejer. Det gør vi for eksempel ved at køre med hænderne i vejret og så sætte hænderne på det knæ, vægten skal lægges på, når man vil dreje. Når man igen kører lige ud, skal hænderne igen i vejret. På den måde kommer ankler, knæ og skuldre i rette stilling, når vi drejer.

LÆS ARTIKELSkiferie i Østrig: Pas på dyre privathospitaler

En anden øvelse er at køre med en lang blå stav, som holdes foran livet, og som skal holdes diagonalt uanset, om vi drejer eller ej. Igen, holdning og kontrol.

Det er total udstilling. At køre rundt med armene i vejret, mens rollinger på godt en tiendedel af min alder suser overlegent forbi. Men pyt. Det fylder mindre og mindre, som tiden går, og desuden er bakken så tilpas flad, at de fleste andre, der befinder sig samme sted også er begyndere.

Det er egentlig ganske simpel pædagogik. Men skilærer Chris bygger sten på sten, når han lærer os stå på ski. Først køre lige ud, så dreje. Køre ned ad flad bakke, derefter en lidt større bakke og så videre.

Dag 3: Ømt haleben og 12 blå mærker
På dag tre lærer jeg at glide sidelæns ned ad bakken. Det gør mig bedre til at kontrollere skiene, og så kan det også bruges som nødbremse, når modet svigter på en stejl bakke. Jeg lærer at løfte den inderste ski en smule, så jeg frem for at plove har skiene parallelt. Men det er frustrerende, at det ikke lykkes med det samme.

Det er nemlig lidt som om, jeg har glemt, det vi har lært indtil nu, og da mine med-elever har samme følelse, beder vores skilærer os om igen at smide stavene. Der er noget om det snusfornuftige udsagn om, at man skal lære at kravle, før man kan gå. Og måske har jeg været lidt for ivrig og for fokuseret på at gøre fremskridt og køre 'rigtigt' frem for at få teknikken ind i kroppen.

Men som dagen går, kommer det i glimtvis. Især når jeg drejer til højre, fungerer det. Og så kommer den der fornemmelse af, hvor fedt det egentlig er at stå på ski.

LÆS ARTIKELHer er de apps du skal have med på skituren

Jeg må indrømme, at jeg er helt bidt af det. Hver dag kører jeg, til pisterne lukker og mørket sænker sig, for at få maksimalt ud af turen. Det er ikke sjovt hele tiden, specielt når jeg falder, men det er glemt, når jeg suser ned af bjerget og alt andet bliver lukket ude.

På tre dage er jeg gået fra aldrig at have haft ski på før til at køre rimeligt sikkert, omend jeg stadig falder, ikke kører så stærkt eller har den store lyst til at prøve kræfter med St. Antons sværeste pister. Og det bekræfter, at man godt kan tage af sted på vinterferie uden at have prøvet det før.

Status er 12 blå mærker, to ømme knæ og et sindssygt ømt haleben. Men da dagen er omme, og jeg skal have betonklodserne af, vil jeg allerhelst beholde dem på lidt endnu. Jeg skal helt klart på ski igen til næste år.

LÆS ARTIKELNår pisten lukker starter festen

Rejser var inviteret af St. Anton Turistbureau og Cimber Sterling.