Hvad er det, der ser ud, som om det har fire arme og fire ben og ikke i synderlig grad har styr på nogen af dem?

Svaret er selvfølgelig en dansk nybegynder på norske langrendsski. Et eller andet sted dybt inde i Kjell Ove Oftedals toptrimmede skiløberbryst må det sukke afmægtigt, da et hold danske novicer på ben så stive som stylter prøver at holde balancen. På vej ned ad en drabelig skråning, der nøgternt betragtet er en blid hældning i det kridhvide landskab lige uden for Røros Hotels bagdør.

LÆS ARTIKELHer er byen et levende museum

At træne danskere med vildt fægtende skistave kunne ligne en slem deroute for den vævre og senede mand i den tætsiddende, super proffe røde skidragt.

Kjell Ove Oftedal har nemlig ikke blot haft sin plads i skiskytternes absolutte verdenselite, men kunne i sine to år som landstræner for de norske skiskytter notere sig for en høst på ikke mindre end fem af otte mulige guldmedaljer.

LÆS ARTIKELNy på ski: Her skal du hen i Norge

Men Oftedal lader sig ikke mærke med noget. Der er vældig flink skamros til alle på dagens danske hold, der spænder fra absolutte amatører til en enkelt veteran med alt det rigtige grej i rygsækken. Selv befinder jeg mig et sted midt i feltet med min møjsommeligt oparbejdede rutine og absolut hjemmestrikkede teknik. Cirka 90 procent ihærdighed og 10 procent rytmesans.

Oftedal er ikke længere landstræner, men er stadig en mand med en mission. Den første del af missionen består i at få forlystelsessyge udlændinge til at forstå, at langrend er et seriøst alternativ til de mere tivoliprægede alpine udskejelser. At denne skisport au naturel er mindst lige så tiltrækkende som at styrte sig hovedkulds ned ad en stejl alp med fødderne støbt i plastikklodser.

LÆS ARTIKELDerfor vil danskerne pludselig på skiskole

’Det eksotiske alternativ’ kalder Oftedal langrend med et udtryk, der lyder, som om det er godt og grundigt indøvet. Langrend er ski classic.

Man kører måske ikke med 110 km/t, men man får verdens bedste motion i naturskønne omgivelser, tonsvis af frisk luft og en seriøs udfordring af sine motoriske koordineringsevner. Står man alpint, skal man sådan set bare holde balancen. På langrend skal man have arme og ben til at arbejde sammen, og det er ikke så let, som det lyder. Man er tæt på naturen og helt tæt på sine egne begrænsninger, når man løber langrend og lufter samtlige store muskelgrupper i karsk fjeldluft.

Den anden del af Oftedals mission er mere konkret. Han er slet og ret blevet hyret af Røros Hotel til at sætte lokal langrend på landkortet uden for Norges grænser. Sagen er nemlig den, at mange nordmænd hvert år valfarter til Røros for at knokle rundt på de 120 km løjper rundt om byen. Tager man hele området med, kommer man op på mere end 500 km løjper.

En norsk hemmelighed
Men at Røros er et langrendsmekka, er en ganske velbevaret norsk hemmelighed. Mindst 80 procent af langrendsturisterne i området er således nordmænd. Det er kun om sommeren, udlændingene sætter sit stærke præg på Røros. Langt størstedelen af de omkring 1 million turister, der hvert år besøger Røros, kommer nemlig om sommeren, og de kommer fordi den idylliske lille træby er på Unescos liste over verdens fælles kulturarv.

Røros Hotel er byens store hotel og har besluttet sig for at gå i spidsen for at få sat fut i langrend. Interessen går helt til tops i hotellets infrastruktur. Hotellets bestyrelsesformand løb således sidste år Vasaloppets 90 km på godt seks timer. Hvilket er en ret intimiderende oplysning, når man nu selv med opbydelsen af alle sine kræfter kan nå en tophastighed på cirka seks km i timen.

LÆS ARTIKEL Når skituren går opad

For at kunne tage imod de langrendsturister, man håber vil materialisere sig i den nærmeste fremtid, har Røros Hotel indrettet en ny skistald, købt splinternye ski og støvler af topkvalitet og ikke mindst sørget for at opgradere skiltningen på løjperne. Nordmænd behøver ikke den slags pjat. De har tilsyneladende indbygget gps i skistavene.

Men mange af os danskere har nu engang et sentimentalt forhold til det at finde hjem igen. Og synes grundlæggende, at alt, der er større end Rådhuspladsen og tyndere befolket, i betænkelig grad minder om en faretruende ødemark. Der skal i hvert fald ikke falde mange snefnug, før jeg føler mig som Knud Rasmussen på indlandsisen eller hovedpersonen Hans Castorp i Thomas Manns ’Trolddomsbjerget’, der på en fredelig eftermiddagsskitur uden for Davos var tæt på at fryse ihjel i en pludselig snestorm.

Men den filosofisk-tuberkuløse Hans Castorp fra de åndfulde alpetinder havde altså heller ikke de velafmærkede Røros-løjper at holde sig til. Det er så snildt indrettet, at løjperne begynder lige uden for hotellets hoveddør.

Snildt er det også, at området omkring Røros er perfekt for begyndere, pensionister og danskere i almindelighed. Højsletten i 600-800 meters højde er et blødt kuperet snelandskab. Det er med andre ord mere indrettet til motion end adrenalin. Til gengæld er motionen forrygende. Alle de store muskelgrupper og blæsebælgen kommer på hårdt arbejde. Det er en win-win-situation. Det er nemlig skøn motion, hvis teknikken er fin. Men er teknikken elendig, er det på en måde endnu bedre motion, når man gennemvædet af sved og ribbet for enhver motorisk værdighed strider sig vej igennem frost og sne.

Det kan såmænd hurtigt blive spændende nok. At bjerge og bakker omkring Røros er fredsommelige, er bestemt ingen hindring for, at man ikke pludselig befinder sig med hovedet og det meste af overkroppen begravet i en snedrive på bedste Anders And-maner. Især hvis man løber lige i hælene på en dansker, der er endnu mere nybegynder, end man selv er, konstaterer jeg med munden fuld af sne. De lynhurtige reaktioner fra de alpine styrtløb kan man godt glemme alt om på langrend. Hold dig i sporet, og du vil fortryde det, hold dig væk fra sporet, og du vil fortryde det.

Sne er der masser af i Røros, der er et af Norges to koldeste steder. I dagene inden vores ankomst var temperaturerne nede på minus 35 og ugen før helt nede på minus 42 grader. Men det kan hurtigt ændre sig. I Røros kan man opleve temperaturforandringer på 18 grader – på en time.

LÆS ARTIKEL Tag på højskole i 3.330 meters højde

I en tid hvor klimaforandringerne allerede er godt i gang med at gøre enhver form for snegaranti guldrandet, er Røros noget af det tætteste, man kommer på en stensikker investering i sne. Her ligger sneen så fast fra begyndelsen af november til maj, at indbyggerne i Røros hellere klarer deres ærinder og indkøb med sparkstøtting end med bil.

Stor lykkefølelse
Men allerhelst står de på ski. Med og uden hunde og i et tempo, der røber, at ingen af de tilhørende ritualer er mysterier for dem. De kender forskellen på blå og lilla voks, og hvordan man smører det på skiene, så de glider bedst muligt. De ved alt om, hvordan man undgår, at sneen klamper (det vil sige klumper) under skiene. De ved, hvordan man overlever på en streng diæt af appelsiner og Freyas Kvikklunch. De kan veksle mellem diagonalteknik og skøjteteknik og i det hele taget se ud, som om man kun kan falde på ski, hvis man skulle blive ramt af et lyn eller et slagtilfælde.

Det er ikke tilfældet, skulle jeg hilse at sige. Med slet skjult misundelse ser jeg dem alle sammen fise af sted: Verdensklasseløberen Kjell Ove og den rødmossede skolelærer Ivar, der på trods af sit kridhvide hår suser af sted som en yngling. For slet ikke at tale om hotellets bestyrelsesformand, der efter vores fælles ’opvarmning’ lige vil snuppe 30 km på et par timer. Altså i roligt tempo, som han forklarer.

LÆS ARTIKELSå hurtigt kan dine børn lære at stå på ski

Selv føler jeg mig en anelse klumpedumpet i alt for tyk sweater, for korte lange underbukser, min søns anorak og min kones skibukser. Men jeg skal vise dem, skal jeg. Man må nemlig finde sin indre Bambi frem – og overvinde ham.

Og ærlig talt – uanset miserable stilkarakterer, så er lykkefølelsen ved at trampe rundt i de norske fjelde på ski med frostluft i lunger og ubeboede vidder for sine øjne svær at stikke, hvis man med livskvalitet mener solide udfordringer kombineret med ukompliceret fysisk lykkefølelse. Måske oven i købet rundet af med en sludder med en håndfuld nøgne norske langrendsmænd i badstuen. Så er det selv for en dansk klodsmajor tæt på at være eksistentiel topkvalitet.

Politiken var inviteret af Innovasjon Norge