Hør, har jeg nogensinde fortalt Dem historien om Frank Petersen fra Frederiksted, en søvnig flække på øen St. Croix i Caribien, en del af US Virgin Islands - og det sted på den anden side af Atlanten, vi her i landet kender som Dansk Vestindien?

De gamle slave- og sukkerøer, hvor mange gode, fine danske købmandsfirmaer og adelsslægter skabte sig kolossale formuer og hjemme i Danmark byggede fornemme huse og prangende palæer til sig selv, til arvingerne og til eftertiden?

Måske har jeg nævnt Frank Petersen før, måske ikke. Men skulle jeg have gjort det, så lad mig alligevel gentage, at jeg mødte Frank Petersen ved det lillebitte fiskerleje for enden af Fiskergade, dér hvor den kridhvide strand, Dorsch Beach, begynder i udkanten af Frederiksted og strækker sig mod syd.

Det var en formiddag i april for en lille håndfuld år siden, og sammen med en dansk videnskabsmand - vi var på farten med Galathea-ekspeditionen – stod jeg og talte med en lokal fisker, der var ved at rense en temmelig stor og grim barracuda. Han skulle have den med som gave til en venindes fødselsdag samme aften, stegt og indbydende, pyntet med citroner og noget grønt, forklarede han.

LÆS ARTIKELSå langt kan du rejse for dine efterlønspenge

»Husk, at barracudaen kan være giftig, så den må aldrig koges, den skal steges, ellers siver giften ud i al kødet«, fortalte den sorte fisker os, mens vi stod under et lille tag og beskyttede os mod den stærke sol, der konstant står på ’grill’ i dagtimerne på disse øer - hvis navne, St. Croix, St. Thomas og St. John, altid nævnes i forbindelse med forskellige paradisiske superlativer.

Mens vi stod og sludrede, kom en ældre sort mand med gråt hår og et lille overskæg op af havet. Og da han, dryppende af vand, nåede hen til os, stoppede han op og lyttede til vores snak.

»Danskere?«, spurgte han smilende på amerikansk. Og da vi svarede ja, sagde han, at han nok syntes, det lød sådan.

»Det er tonen«, forklarede han.

»Mit navn er Petersen«, sagde manden med overskægget og stak hånden frem, »Frank Petersen«.

Og så fik jeg ellers, dér i varmen og med det glitrende postkorthav som kulisse, den dengang 82-årige Petersens livshistorie i telegramstil - denne mand, der hver dag tog sig et formiddagsbad i det dragende krystalklare vand i havet ud for sin fødeby, Frederiksted.

Og som trods sit amerikanske sprog og sin meget mørke lød bar navn efter sin kødelige oldefar, danske menig Petersen fra København, der var vagtsoldat på Fort Frederik, scenen for guvernør von Scholtens ophævelse af slaveriet på de danske øer, og som giftede sig med en frigiven slave og grundlagde den tropiske gren af Petersen-slægten.

Da jeg sagde til Frank, at det ikke var nemt at se ’spor’ af menig Petersen i hans, Franks, Obama-agtige hudfarve, slog han en lille latter op.

»Jeg ved, at mine oldeforældres børn, mine bedstefar og hans søskende, var lidt lyse i huden, men da alle giftede sig med sorte og fik børn, gik farven tilbage«, fortalte han.

LÆS ARTIKEL Er det her din drømmerejse?

Frank Petersen var det 13. i rækken af Hugh Valdemar og Petrina Augustina Petersens i alt 14 børn - og to af hans søstre besøgte på et sent tidspunkt i deres liv København for at spore deres rødder.

»Det lykkedes ikke rigtig«, sagde Frank, »der var temmelig mange, der hed Petersen, og selv om optegnelserne om St. Croix er meget omfattende på det danske rigsarkiv, var der ikke mange oplysninger at hente om de menige soldater. Men mine søstre fik en skøn rejse«.

En værdig afslutning
Da jeg i det hedengangne år vendte tilbage til Frederiksted, sad jeg en varm eftermiddag under en parasol og nød en god portion salat - og faldt i snak med Frandelle Gerard, som leder det lokale turistkontor.

»Må jeg lige spørge om noget«, sagde jeg og tørrede mig om munden med min serviet, »er jeg mon så heldig, at jeg ...«, og så fortalte jeg fru Frandelle om mit møde med Frank Petersen. Hun slog først hænderne sammen, derefter lagde hun en hånd på min arm.

»Ohh«, sagde hun, »ohh, I’m so sorry, dejlige Frankie P. døde i februar. Han kunne ikke mere. Men jeg skal fortælle hans familie, at du har spurgt til ham. Men bliv lige siddende, jeg har noget, jeg skal vise dig«.

Og så forsvandt Frandelle Gerard ind i en uanselig kirkebygning på det lille torv.

Et par minutter senere vendte hun tilbage med en ’booklet’, et hæfte, der var lavet i forbindelse med Frank Petersens død og begravelse. Heri var der billeder af hans otte døtre og eneste søn, der var et væld af mindeord, bl.a. fra øernes amerikanske guvernør, fra det lokale sygehus, hvor han arbejdede som radiolog, og der var en meget rørende tekst fra øernes eneste medlem af kongressen i Washington, demokraten Donna Marie Christian-Christensen.

»Frankie fik en god afslutning på sin tid på jorden, et år inden sin død blev han gift med sin ekskone, der var hans store kærlighed gennem hele livet«, fortalte Frandelle Gerard.

Med Frank Petersens død blev de gamle danske øer en Petersen fattigere. Men der er stadig mange af dem, Petersen, Larsen, Jensen og Hansen - efterkommere af de soldater og funktionærer, af de embedsmænd og håndværkere, der rejste ud fra Danmark, opførte bysamfund i dansk byggestil med mursten fra bl.a. Rønne og Flensburg, som også på den tid var en del af riget, og som altså drev hele det bureaukratiske ’serviceværk’ bag de slavebårne og indbringende sukkerrørsplantager på de tre smukke øer i Caribien.

Fælles for disse mange efterkommere med de danske navne er, at de alle er sorte – som en slags vidnesbyrd om den brutale slavetid. I dag er øerne amerikanske, det har de været siden 25 millioner dollar-salget i 1917, hvor de blev optaget som et ’territorium’ i De Forenede Stater, hvilket i praksis betyder, at U.S. Virgin Islands selv her snart 100 år senere ikke er nogen egentlig og selvstændig stat med en stjerne i det amerikanske flag. Øerne har deres egen guvernør, men er under økonomisk administration i Washington - og de cirka 110.000 beboere har på grund af territoriestatussen ikke stemmeret ved det næste præsidentvalg.

LÆS ARTIKEL Top 10: Verdens vildeste vulkaner

I dag er der ikke længere nogen sukkerrørsproduktion på øerne, men der er stadig en betragtelig produktion af den - hvis man altså som jeg bryder sig om den mørke caribiske rom - helt vidunderlige Cruzan Rum. 50 mio. liter rom laves der årligt på St. Croix, som også huser den vestlige verdens største olieraffinaderi. Det er en virksomhed med mange arbejdspladser, cirka 5.000, og dem er der brug for på øerne, der i areal udgør cirka det halve af Bornholm, men som tæller dobbelt så mange beboere, og hvor arbejdsløsheden ligger på omkring 8,5 procent.

Og så er der ellers turismen - et oplagt erhverv på de blomstersmykkede øer, der tæller et par af verdens 10 bedste strande, og som foruden et skønt helårsklima har en fantastisk spændende, voldsom og dramatisk historie. En historie, der ikke mindst gør det dragende for os danskere at ’vende tilbage’ for at se, hvad vore forfædre, ja vore familiemedlemmer, udrettede på St. Croix, St. Thomas og St. John i de omkring 250 år, Dannebrog blafrede i den aldrig hvilende brise, der heldigvis mindsker den konstante varme.

Dansk kulturarv fastholdes
Der er dem, der mener, at vi med tanke på vores uhyggelige slavefortid - den grove bortførelse og udnyttelse af de tilfangetagne stammefolk på den afrikanske vestkyst, kaldet Guldkysten (Ghana), som danske købmænd sejlede til plantagerne og til videresalg, ca. 200.000 i alt – skal bøje hovederne i skam, når vi bevæger os rundt på de tre øer. Men der er også dem, der synes, at det er fortid. At verden så anderledes ud på den tid, at uvidenheden herskede. Og at slaveejernes efterkommere ikke skal bøde for det, nu mange generationer senere.

»Vi skal aldrig glemme fortiden, og vi skal heller ikke forsøge på det«, siger Gregory R. Francis en aften i Government House i Kongens Gade i Christiansted, hovedbyen på St. Croix. Det er et smukt bygningsværk, ganske som man kan opleve officielle 1700-tals bygninger rundt omkring i de danske provinsbyer og i det gamle København. Det er gulkalket, har rødt tegltag, og ved gavlen af den meget store regeringsbygning står tre flagstænger med de blafrende symboler på de tre nationer, der har sat de tydeligste spor på øerne - US Virgin Islands, USA og Danmark.

Gregory R. Francis er øernes viceguvernør, og vi taler sammen ved et cocktailparty i regeringsbygningens meget fornemme repræsentationssal, der er pyntet med 12 spejle i hver side, og som har elegante sidegemakker – og hvor de to endevægge er prydet med malerier fra den danske tid: et af den danske guvernør Peter von Scholten, der frigav slaverne i 1848, og et af den danske konge, Frederik VII, som samme år tog initiativet til den danske grundlov, som blev vedtaget i 1849.

»Slaveriet og alt det, der skete i de mange år i danskertiden, er en betydende del af vores kulturarv. Den skal vi ikke skære bort, den skal vi tværtimod bevare. For den er en forudsætning for at forstå mange af de ting, der kan opleves på øerne i dag. Og det er også grunden til, at vi stadig hejser det danske flag - det er ikke noget, vi gør for turisternes skyld«, siger Mr. Francis til mig, kort tid efter at jeg har været ude på dansegulvet med en lokal mama, klædt i det smukkeste, nystrøgne køkkentern og med en kæk hvid ’servitricehat’ på hovedet, som vi kender dem fra film som ’Borte med blæsten’. Musikken var pragtfuld, en helt speciel blæserblanding med doven energi, hvis De forstår, hvad jeg mener.

LÆS ARTIKEL Maldivernes spa-bade forbydes efter muslimske protester

Og dét med kulturarven er også forklaringen på, at man i Charlotte Amalie på St. Thomas, som er øernes store turistby, og i Christiansted og Frederiksted på St. Croix fastholder de danske gadenavne som netop Kongens Gade, Dronningens Gade, Kronprinsens Gade, Vimmelskaftet, Dronningens Tværgade, Nørre Gade, Fiskergade m.m. Ganske vist er de samme gader også blevet forsynet med amerikanske navne, hvor det har været muligt at lave oversættelser, men de danske navne bruges stadig officielt.

»Sådan har de jo heddet i over 200 år, og det laver man ikke sådan om på«, mener viceguvernøren. Af samme grund kører man - som det eneste sted i USA - i venstre side på de tre øer. Nogle mener dog, at det skyldes englænderne, som under Napoleonskrigene besatte Dansk Vestindien, andre siger imidlertid, at venstrekørsel allerede eksisterede på øerne, inden englænderne kom. Højrekørsel på landsplan blev først påbudt i Danmark i 1793, så måske giver det mening med venstrekørsel på øerne.

Fløjlskys fra den nedgående sol
Hvor Charlotte Amalie, kongerigets næststørste by med 13.000 indbyggere tilbage i 1825, er lidt af en caribisk højpulsby, hvor det vrimler med smykkebutikker og turister nok til at gøre indhug i alt det toldfrie glimtende guld og de funklende ædelsten – omkring 700 krydstogtskibe lægger til i den dybe havn på St. Thomas og spyr deres passagerer ud i de mange danskbyggede handelshuse, hvor man før lagrede sukker og andre kolonialvarer – så er der mere stille og roligt i Christiansted på St. Croix.

»Det her er en slags frilandsmuseum«, siger danske Nina York, der har tilbragt næsten hele sit liv på St. Croix, hvor hun viser turister rundt. De fleste kommer fra USA og Canada, som ’flygter’ ned til øerne, når vinteren raser på det nordamerikanske fastland. Danmark bidrager med cirka 10.000 om året, men det tal ventes at stige med de kommende direkte flyforbindelser fra København og Aarhus.

Og rigtigt er det da, at Christiansted på St. Croix og ikke mindst Frederiksted har et søvnigt skær over sig. Men er man historisk interesseret, og vil man nysgerrigt se, hvor prægtigt, der kunne bygges af danske håndværkere ’i gamle dage’, så er byerne - og deres spændende kirkegårde med særlige danske hjørner – som en æske lækker fyldt chokolade at gnaske rundt i.

Og når man tilmed - ved at besøge alle tre øer - kan få strande, som kun optræder i drømme, køre i skygge på lange alleer under gamle mahognitræer, som plantageejerne fik plantet for nogle hundrede år siden, få fløjlskys fra den nedgående sol, dykke, snorkle og vandre på havbunden i det krystalklare vand, spise lækre fisk, læske sig med kølige romdrinks, gå tur i vandkanten - og møde en kvinde, der kalder sig netop Charlotte Amalie, og som tilgiver, at din eller min tipoldefar piskede hendes tipoldefar i sukkermarkerne under den brændende sol - ja, når man kan alt det, krydret med en tur i en eksotisk botanisk have, fjernt fra Danmark, og alligevel mindemæssigt så tæt på, så er man gæst på det sted, der blev et jordisk paradis for den sorte Frank Petersen.

Og oplevelsen er kolossal.

Politiken var inviteret til St. Croix, St. Thomas og St. John af Bravo Tours.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken