De franske kolonister kaldte byen for ’Orientens Perle’. Det var dengang i første halvdel af forrige århundrede, da Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, stadig kunne bryste sig af sine smukke brolagte promenader og raffinerede koloniarkitektur. Dengang udlændinge fra hele Indokina valfartede til byen for at rekreere sig i regionens mest tilbagelænede stemning.

Men fra 1960’erne gik det galt. Årtiers borgerkrig, kup og konflikt og ikke mindst De Røde Khmerers folkemorderiske regime reducerede Phnom Penh til et slumområde i storbystørrelse, og i mange år havde ingen hverken råd eller kræfter til at gøre noget ved det.

LÆS ARTIKELSnør vandrestøvlerne: Her er 10 fantastiske rejser til fods

I dag har Phnom Penh genvundet en stor del af sin tidligere charme. Gamle franske kolonivillaer sættes i stand og lyser op i gadebilledet. Parkerne har fået nye græsbelægninger og er blevet ryddet for bander og prostituerede. Nye restauranter og cafeer tiltrækker både udlændinge og den cambodjanske middelklasse, der så småt er ved at vokse frem.

Og selv om Phnom Penh i dag er en umådelig travl storby med sine tusindvis af store biler og endnu flere knallerter og motorcykler, er den tilbagelænede stemning også til stede.

GUIDEFar vild i Hanoi

Cambodjanerne er et tilbagelænet folkefærd, og de elsker deres form for hygge lige så meget, som vi elsker vores. Se bare de kvindelige sælgere på markederne, som midt i åbningstiden sætter sig i rundkreds uden for boderne og spiser morgenmad. Eller cyclo-chaufførerne, der samles under et frangipanitræ for at sove middagsheden væk.

De fleste udenlandske besøgende opholder sig kun få dage i Phnom Penh på deres vej videre til Angkor-templerne i den nordlige del af landet. Og mange når kun at se Kongepaladset og De Røde Khmerers gamle torturfængsel, Tuol Sleng, under besøget. Det er lidt synd, for de to attraktioner repræsenterer kun yderpunkterne i det moderne Cambodja – det allermest ophøjede og næsten guddommelige på den ene side og det allermørkeste og mest ondskabsfulde på den anden.

LÆS ARTIKELKrigen gør ikke længere ondt på vietnameserne

Fredag

Kl. 17: Cambodjansk hygge
’Dahleng’ hedder det, når den kvarte hovedstad strømmer ud i parker og på promenader for at fejre, at det er blevet fyraften. Fra lidt før solnedgang og et par timer frem myldrer cambodjanere i alle aldre og fra alle samfundslag ud i den kølige aftenbrise for at dahleng’e, og især flodpromenaden, Sisowath Quay, og parken foran Kongepaladset er fyldt til bristepunktet med familier, som spiser deres medbragte mad på en bambusmåtte, børn, der jagter duer, og kærestepar, som promenerer hånd i hånd, mens de nyder udsigten over floden. Der bliver spillet badminton og fodbold. Der bliver danset. Gadesælgere tilbyder alt fra farvestrålende balloner til kræmmerhus med ristede biller og larver.

Flodpromenanden Sisowath Quay

Kl. 18.30: Kolonistemning
Som en af byens ypperste påmindelser om kolonitidens storhed ligger Hotel Le Royal side om side med andre monumentale bygninger som Nationalbiblioteket og Finansministeriet. Med sine klassiske kolonigule bygninger fra 1930’erne er Le Royal ikke bare Phnom Penhs mest berømte hotel – det var for eksempel her, de udenlandske korrespondenter hang ud under borgerkrigen i 1970’erne – det er også et af de dyreste.

Men hver dag fra kl. 16 til 21 har helt almindelige mennesker mulighed for at snuse til den luksuriøse stemning. I det tidsrum holder en af hotellets barer, The Elephant Bar, nemlig happy hour, og så får man to drinks til en drinks pris.

Alene det at gå op ad hotellets hovedtrappe med den røde løber og forbi strygerkvartetten i lobbyen er en oplevelse, og så er det jo heller ikke hver dag, man kan nyde en perfekt mixet Singapore Sling i behagelig airconditioneret atmosfære med hyggepianist og høflig betjening til en pris af 20 kroner.

Hotel Le Royal, Street 92 mellem Monivong Boulevard og Street 61, www.raffles.com

Kl. 20: Amok med maner
Khmer Surin er en af Phnom Penhs ældste restauranter og i dag også et af de mest stemningsfulde thai-cambodjanske spisesteder. En let duft af røgelse og jasminer breder sig på restaurantens tre etager, hvor silke- og bambuslanterner står for belysningen sammen med blafrende stearinlys på alle borde.

Mørke mahogniskabe og bananpalmeblade i store vaser står i smuk kontrast til de okkerfarvede gulvklinker. Man kan vælge, om man vil spise på thai-cambodjansk maner siddende på hynder på gulvet, eller om man foretrækker at komme op i højden ved et almindeligt bord. Hvis man kommer tidligt, kan man få plads på øverste etage med udsigt til månen og byens tage.

Khmer Surin er navnet på et folk, der tidligere levede i grænselandet mellem Cambodja og Thailand, og menuen indeholder derfor både cambodjanske og thailandske specialiteter. Et perfekt sted at prøvesmage den cambodjanske klassiker ’amok’, som er fisk dampet i bananblade med mild rød karrypasta.

Restaurant Khmer Surin, Street 57 mellem Street 278 og Street 282

ARTIKLEN FORTSÆTTER HER
Side 2: Lørdag i Phnom Penh