Vi sætter os ned med store ambitioner. Nu skal vi ind under huden på det sydkoreanske gadekøkken, som man ser eksempler på i hele Seoul.

Og de to furede kvinder bag disken her på Kwangjang-markedet vil os uden tvivl det bedste. De kan bare kun tale koreansk, og selv om de peger og gestikulerer, det bedste de kan, så ender vi alligevel med at bestille totalt i blinde. Det resulterer bl.a. i nogle meget fede skiver grisefod og et blandet assortiment af mere eller mindre genkendelige friturestegte stykker kød og grøntsager. Det er ikke dårligt, men heller ikke vildt lækkert.

LÆS ARTIKELHer er de lækreste gadekøkkener

Det går bedre, da vi et par dage senere, en fredag aften, vender tilbage til markedsstandene. Denne gang har vi dog også indkaldt hjælp i form af Daniel Gray, der står bag Korean Night Dining Tour. Han forlod ellers landet som 5-årigt adoptivbarn, men kom tilbage til Sydkorea for at lære sit ophav at kende.

For fem år siden begyndte han så at skrive om det koreanske køkken på bloggen Seoul Eats sideløbende med sit arbejde som madskribent for diverse magasiner. Bloggen blev hurtigt populær, og de mange læsere fra hele verden begyndte regelmæssigt at bede om råd til gode restauranter – og om han ikke ville tage med ud at spise, mod at de betalte. Mange af dem bad om hjælp lige præcis, fordi de ikke kunne kommunikere med tjenere og kokke i en ellers ekstremt spændende madverden.

LÆS GUIDEBangkoks bedste spisesteder

»På et tidspunkt slog det mig, at jeg ikke kunne bruge al min tid på det – men at jeg i stedet kunne gøre det til en del af min forretning«, fortæller Daniel Gray på en af aftenens gåture fra én madoplevelse til den næste.

Det gør han så godt, at hans ’Night Dining Tour’ i mange måneder har været den højest bedømte oplevelse i Seoul på Tripadvisor.com. Senest har hans virksomhed O’ngo Food føjet madkurser til programmet til de udlændinge, der ikke kun vil spise, men også tilberede koreansk mad. For begge veje gælder, at belønningen er det hele værd. Det koreanske køkken har det bedste fra det japanske og det kinesiske – og så lidt til.
FOTO:  Pelle Rink
Denne aften er vi ni på natteturen. Fire amerikanere, en kineser, to amerikansk-koreanere og to danskere. Vi mødes kl. 6 om aftenen på O’ngo Foods kontor og går ud i Seoul, hvor mørket så småt er ved at falde på. Aftenens første af i alt fire stop plus det løse er Bongchu Jjinddak i Insadong-kvarteret, der serverer en fuldstændig fantastisk kyllingegryde fra Anda-regionen i Sydkorea. Ligesom med de fleste andre koreanske retter er der brugt rigeligt med chili, men det hjælper, at gryden er akkompagneret af fermenteret kimchi-suppe og af cheungju, en klar risvin, der minder om sake.

LÆS GUIDEFem anderledes spiseoplevelser i Bangkok

Vi siger »camdei«, skål, og så introducerer Daniel Gray aftenens første koreanske drikkespil. Han snor en metaldel fra cheungju-flasken, og når den er helt stram, skal vi skiftes til at knipse til den. Naboerne til den, der knipser den af, skal drikke ud. Det er anderledes, men ikke langt fra de danske varianter.

FOTO:  Pelle Rink
Selv om snakken går lystigt, beder turguiden os allerede efter en god halv time om at gøre os klar til at gå. Vi har meget, vi skal nå at se og smage. Vi går ned af hovedgaden i Insadong, og efter to korte stop, hvor de modige først spiser en kogt silkeorm, og hvor alle dernæst måber over nogle meget underholdende gadesælgere, der fremstiller en slags kager, som består af 16.000-strengede honningtråde, dykker vi ind i en smal gyde.

Efter fem minutters gang ender vi i en lavloftet restaurant uden navn med en baseball-træningsbane som meget nær nabo. Her er kun én ret på menukortet: Grillede makreller. Det ville vi godt have kunnet genkende – men vi havde aldrig fundet stedet. Til at drikke får vi makgeolli, ufiltreret, sød risvin.

Og så er vi på farten igen. Vi finder vej tilbage til de større gader, men der går ikke længe, før vi sætter os på en decideret klassiker af en koreansk restaurant: En gogi gui – barbecuerestaurant. Dem finder man overalt, og de er kendetegnede ved de udsugningsrør, der hænger over alle borde. Ligesom med flere andre typer restauranter i Korea, skal man nemlig selv tilberede sin mad her.

FOTO:  Pelle Rink Vi har siddet på et par stykker af slagsen før denne aften, men det har igen været uden at kunne spørge om, hvad vi skulle gøre – hvorefter vores tjenere har gjort alt for os. I aften får vi en udførlig instruks af Daniel, mens der kommer bunker af galbi, marinerede okseribben, og bulgoggi, tynde marinerede okseskiver, på bordet.

Mens vi venter på, at kødet steger, mikser vor guide en besynderlig drink. Han hælder først cola i bunden af et stort glas, sætter så et shotglas fyldt til randen med soju, en slags sød vodka, ned i, og slutter af med forsigtigt at toppe det hele op med øl. Drinken hedder kkojing ga meh, ’sødt efter bittert’ og man skal drikke den i ét hug for at få oplevelsen, navnet hentyder til. Og øl, sød vodka og cola smager faktisk udmærket sammen. Man skal bare huske ikke at sluge shotglasset også.

Komave og blodpølse forude
Efter endnu et lækkert måltid, hvor alle glemmer at holde igen med tanke på, at der er endnu et sted tilbage, skal vi på farten igen. Vi går endnu en gang igennem en meget smal og meget lang gyde, hvor der er en hel masse spændende restauranter, som alle stort set har køkkenet ude på gaden.

»Prøv at lade være med ... at røre ved noget«, siger Daniel Gray med et skævt smil og sætter så det lange ben foran. Vi skal nemlig gå langt, før vi ankommer til vores blandede bekendtskab fra et par dage siden: Kwangjang-markedet.

Og når ret skal være ret, er det det mere udfordrende hjørne af det koreanske køkken, der regerer her. Man kan bestille komave, råt oksekød med æg og pære, råmarineret blæksprutte, blodpølse, grisenæser, meget mærkeligt udseende søpunge – og meget, meget mere.

Selv om klokken er halv ti, er der fuldt besat ved næsten alle de udendørs stande og indendørs restauranter.

»Det er fordi, de fleste arbejder til meget sent, og når de så har fri, går de ud og spiser – og drikker – med deres kolleger«, forklarer Daniel Gray, før han leder os indenfor på en restaurant, der har tre etager.

Vi får et bord i stueetagen, konstaterer, at vi ikke kan genkende noget af det, de andre gæster spiser, og venter så spændt på, hvad der kommer til os. Og vi skal have griselever, griselunge og griseindvolde med ris og blod samt sprøde mungbønnepandekager.

Daniel presser på. Han fortæller, at det faktisk er lækkert, at det er det traditionelle koreanske køkken, som man skal prøve, når man er i landet, og som for at sætte trumf på siger han, at lungestykkerne »er for de modige«. Det kan ingen af mændene i flokken naturligvis sidde overhørig. Og griselunge smager faktisk udmærket – konsistensen skal man dog lige overkomme.

Griseindvoldene med ris og blod er til gengæld bare lækre, og mungbønnepandekagerne er sikre vindere. Det hele bliver skyllet ned med soju og øl.

En halv time senere vælter vi ud på gaden igen. Efter fire restaurantbesøg er alle stopmætte og begejstrede. Madturneen med en kyndig guide har været sjov og har klædt os på til de kommende dages møder med sprogbarrierer på diverse barer, restauranter og gadekøkkener i den pulserende sydkoreanske hovedstad.