Omkring 45.000 mennesker banker hænderne op mod himlen over den lille spanske bjerglandsby Buñol.

Med svømmebriller for øjnene. Iført alt fra bikini og boxershorts over klovnedragter til aflagte brudekjoler og hvide jakkesæt hopper de op og ned og brøler:

»Looohh lololololololo… Loooh!!! Loohh lolololololo looh!!!«

I det øjeblik lyder den kollektive optakt til en af Spaniens mest omtalte folkefester som opvarmningen til en rockkoncert.

FOTO:  APLængere nede ad gaden, hvor de råber »olé, olé, olé, olé, olé!«, er lydniveauet på højde med stemningen på publikumstribunerne sekundet efter, at en stjernematador har givet tyren dødsstødet i en tyrefægterarena. Eller Real Madrids fodboldstadion Santiago Bernabeu søndag aften.

LÆS OGSÅSyv steder, hvor du kan gå helt amok på ferien

Men det er hverken rockstjerner, tyrefægtere eller professionelle fodboldspiller, der får folk til at stimle tæt sammen i hovedgaden Calle del Cid og skabe bølgegang langt ud i de tilstødende gader.

Den kollektive begejstring skyldes de 120.000 kilo tomater, der er fordelt på ladet af fem store lastbiler, og som om lidt er hovedrolleindehaver i den verdensberømte madkrig, La Tomatina.

»Tomate, tomate, tomate!!!«, brøler de hoppende folkemasser, da de får øje på den første lastbil, som bevæger sig langsomt imod dem.

Da lastbilchaufføren hæver ladet næsten lodret op i luften, vælter pæretomaterne ud i gaden som en blodrød lavine. Brølende og hujende kaster folk sig ned og fylder hænderne med tomater.

Nu er det til at forstå, hvorfor de fleste af deltagerne købte et sæt svømmebriller til to euro hos de kinesere, senegalesere og spaniere, der har opstillet småboder ved indgangen til byen. Eller hvorfor flere har dækket deres hår med badehætter.

Splat, splat, splaaat fra højre. Og venstre. Slam, slask, plask. Igen og igen. Bagfra og forfra. De udsplattede pæretomater fra lastbilen fyger igennem luften som forvildede flagermus.

Og nu kommer de røde kugler også flyvende ud af hænderne på de småbørn, unge og ældre, der hænger ud over balkonerne på de seks og syv etager høje bygninger på Calle del Cid og sidegaderne. De tomatkastende står side om side med de mange spanske og internationale tv-journalister, der igen i år transmitter live fra den ’røde festival’, som La Tomatina også kaldes.

Turister vælter ind i busser
Lyden af kvaste pæretomater, der slasker mod bare overkroppe og badehætter, blander sig med begejstrede tilråb, hvin og skrig og brøl. Og den syrlige eddikelignede lugt fra de overmodne tomater kvæler sveddunsten fra de tusindvis af mennesker, der kaster tomater i alle retninger.

FOTO:  Fernando Bustamante AP»Holy shiiiiit«, brøler 25-årige Kyle fra Australien, da to udsplattede tomater rammer ham i panden. Og i nakken. Samtidigt.

Ligesom 700 andre unge australiere bærer han en gul T-shirt, hvor der står Fanatics La Tomatina. De festglade australiere ankom til Buñol med en bus fra Valencia tidligt i morges.

Populær for backpackere
Ligesom flere andre engelske, amerikanske og australske rejsebureauer arrangerer det bureau, som Kyle rejser rundt i Spanien med, rundrejser, hvor hoveddestinationen er La Tomatina. Den 67 år gamle madkrig er et stadig mere populært udflugtssted for backpackere og turister fra hele verden.

LÆS OGSÅBesøg Spaniens vilde vesten

På bymuren lige bag Kyle står en indisk kvinde med dykkerbriller for øjnene og filmer med sit digitalkamera, der er indpakket i plastik.

»Det er det mest vanvittige, jeg nogensinde har set«, griner kvinden.

»Vi ville ikke undvære den røde festival«, siger hun på få meters afstand fra det blodrøde luftbombardement, som minder om en af de syv bibelske plager.

FOTO:  FernandoBustamante AP
Klokken 13, da dagens andet pistolskud signalerer, at kampen officielt er ovre, når det gazpacho-lignende tomathav folk til knæene i Calle del Cid. Men selvom lastbilerne er tømt for overmodne pæretomater, som kommunen indkøber billigt hos tre tomatavlere i den andalusiske by Chilches, er kampen ikke slut for de mest fanatiske deltagere.

Unge mennesker fra hele verden svømmer, dykker og smider sig selv og hinanden rundt i den røde tomatsovs, der skvulper i gaderne.

Startede med et raserianfald
Da en ung mand i 1945 stjal en tomat fra en grønthandler og kastede den mod en papmachéfigur under et traditionelt folkeoptog i Buñol, var der ingen, der forestillede sig, at den lille bjerglandsby, 38 kilometer øst for Valencia, stadig hvert år ville blive indtaget af festglade og adrenalinkick-hungrende unge fra hele verden.

Ligesom mange andre spanske byer, arrangerede Buñol også det år et såkaldt cabezudos y gigantes-optog i forbindelse med en byfest. Med hver deres store hjemmelavede papfigurer og enorme menneskelignende statuer i papmaché og forskellige tekstiler indtager forskellige grupper og familier byens gader.

LÆS OGSÅOpdag det stille liv på Mallorcas ukendte naboø

Men i Buñol var der ikke plads til, at alle grupper kunne deltage det år. Den unge mand var vred over, at Buñols borgmester i 1945 havde fravalgt hans gruppes cabezudo.

Da optoget anført af et blæserorkester ankom til pladsen foran byens rådhus, stjal den utilfredse mand en tomat fra en grønthandler og kastede den direkte mod en af de store papmachéfigurer. Det samme gjorde en anden mand fra samme gruppe fra den anden side af pladsen.

To tomatskud var for meget af det gode for den gruppe, der bar den angrebne figur. De greb selv til tomaterne, og inden længe havde det fredelige optog udviklet sig til en tomatkamp, hvor politiet var nødt til at gribe ind.

LÆS OGSÅ Insiderguide: Her er Barcelonas bedste restauranter

Samme dag året efter mødtes de to rivaliserende grupper igen. Denne gang medbragte de selv det røde skyts. Politiet forsøgte igen at stoppe den røde grønsagskrig. Men opbakningen og den jubelglade feststemning, som kom til at dominere tomatkampen, var for stor. Lige siden har La Tomatina vokset sig større hvert eneste år.

FOTO:  Fernando BustamanteBortset fra år 1957, hvor Franco forbød tomatkampen, fordi den ikke havde noget religiøst formål. I protest klædte hele lokalbefolkningen sig i sort og arrangerede et decideret begravelsesoptog. Igennem byens gader bar de trækister fyldt med tomater og råbte: »Tomaten er død« og »Den rejser snart herfra«.

Opbakningen omkring begravelsen var så massiv, at tomatkampen blev legaliseret igen allerede året efter.

Den sidste onsdag i august bliver turister fra hele verden ved med at strømme til den valencianske bjerglandsby, der huser 104.000 indbyggere, mens det spanske stats-tv, RTV, transmitterer live fra madkrigen, som de har gjort det siden 1983.

Mindre end en time efter, at kampen er afblæst, er hele byens indbyggere i fuld gang med rengøringen. De hiver presenninger ned fra husfacaderne, og spuler vand overalt i gaderne. Og bag den lokale svømmehal står folk i lange køer for at få vasket tomatstykker ud af hår, ører og armhuler under åbne brusere på væggen.

En japansk kvinde med hår, øjne og ører fyldt med tomatstykker hopper op og ned, da en ældre kvindelig indbygger i blomstret forklæde overspuler hende med vand fra sin haveslange.

Men rengøringen betyder ikke, at festen er slut. Overalt på byens restauranter, barer og privat bliver der spist paella, drukket fadøl, rødvin, sangria og mojitos.

ARTIKLEN FORTSÆTTER HER
Side 2: Tomatkrigen er et gigantisk madspild