Allerede på gaden opdager vi en af de væsentligste grunde til, at de to skæve tårne i Bologna langt fra er så berømte som deres fætter i Pisa: Det er svært at tage et flot billede af dem.

Det handler ikke kun om, at de ikke er så fotogene som det perfekt runde og marmorhvide eksemplar i Pisa. Det er mere det der med, at du godt kan glemme alt om at tage det klassiske jeg holder tårnet så det ikke falder-foto, som man kan klovne med på den store åbne plads i Pisa.

De to skæve tårne i Bologna står midt i byen, klemt inde mellem bygninger, med sporvognsledninger i vejen for linsen og et størrelsesforhold og en hældning, der enten bliver helt fortegnet - eller det modsatte, så man dårligt kan se, at de er skæve.

LÆS ARTIKEL Læserne: Her får du den bedste is i Italien

En anden god grund til at Bologna-tårnene har langt fra så mange besøgende kunne være opstigningen til det højeste af dem, Asinelli - der godt kan lede tankerne hen på det modsatte: en nedstigning til helvede.

Den berømte italienske digter Dante nævnte faktisk Bologna-tårnene i ’Inferno’, og man skal hverken lide af klaustrofobi eller højdeskræk, hvis man vil op i dem uden mere heftig hjertebanken, end de 500 trin burde give. Allerede ved indgangen til Asinelli er der meget smalt, og trapperne er langt vanskeligere at forcere end den brede, Rundetårns-lignende opstigning i Pisa.

To  skæve. De to tårne i Bologna er svære at komme på skudhold af - blandt andet på grund af køreledninger til bybusser og andre bygninger. Asinelli-tårnet til højre er med sine 97 meter det højeste. Garisenda-tårnet til venstre måler nu 48 meter i højden. FOTO: Michael RothenbergNogle steder hælder trappen faretruende til venstre - ind mod det svimlende hul i tårnets midte - og det bliver ikke bedre af, at der kommer heftig blæst igennem nogle af skudhullerne, som om nogen eller noget vil puste dig ned i afgrunden. Man kan heller ikke lade være med at tænke over, at tårnet har stået her i næsten 1.000 år, og så gode ingeniører var de vel heller ikke dengang?

På den anden side var de gode nok til at bygge en fodgængerbro af træ, der forbandt de to tårne i 30 meters højde - indtil 1398, da den meget apropos forsvandt i et inferno af ild.

LÆS ARTIKELHold ferie ved Middelhavets uspolerede strande

Selve tårnene overlevede dog. Ligesom det høje Asinelli-tårn overlevede en lang række mindre brande frem mod 1824, hvor man endelig fik installeret en lynafleder.

Så har vi én bekymring mindre, men her er stadig ret mørkt og Hitchcock-agtigt, og det er nødvendigt at have blikket stift rettet mod trappetrinene. En 4-5-årig pige kommer til at kigge ud over kanten lidt for lang tid og begynder at græde. Hendes mor vil tage hende op, men faren gør opmærksom på, at tyngdepunktet for de to så vil ligge så højt, at det bliver farligt - rækværket er lavet til ret små italienere.

Rekordmange tårne
Det var netop små italienere med store egoer, der byggede de to tårne - og alle de andre tårne, der prydede skylinen i det middelalderlige Bologna. Det var velhavende familier, der ville prale af deres formuer, og jo højere man kunne bygge et tårn dengang i 1100-tallet, jo bedre.

1800-tals-historikeren Giovanni Gozzadini forsøgte at kalkulere, hvor mange tårne der havde været ved at gennemgå samtlige tårnhandler siden middelalderen. Han kom frem til tallet 180.

Senere undersøgelser tyder på, at Gozzadini var kommet til at tælle en hel del af tårnene to eller tre gange. Nu regner man med, at der var omkring det halve, men de cirka 90 styk var stadig langt mere end en hvilken som helst anden italiensk by - også den berømte tårnby San Gimignano nede i Toscana.

Udsigten  fra Asinelli-tårnet. FOTO: Michael Rothenborg

Tårnene i Bologna blev dog ofre for de skiftende modeluner, der stadig præger butikkerne nede i byens gader. Efterhånden blev det ufashionabelt at flashe sit tårn, og langt de fleste blev revet ned.

I dag står mindre end 20 tilbage. De to skæve naboer, Asinelli og Garisenda, er byens vartegn - og selv med bygninger og sporvognsledninger tæt på klart de mest spektakulære.

Garisenda var oprindelig cirka 60 meter højt, men som i Pisa havde man ikke gjort sig nok umage med fundamentet. Det betød, at man i 1300-tallet kappede toppen af, og siden har tårnet været 48 meter - 7 meter lavere end det skæve i Pisa - med en hældning på 3,2 meter, hvor den hvide fætter ude ved kysten kan prale med næsten 4 meter.

LÆS ARTIKEL Oplev Toscana med maven

Asinelli er 97 meter højt og kun overgået af tårnene i Cremona og Siena. Det kan man se på den tegning, man møder lige efter at have betalt damen i den trange billetboks 3 euro (cirka 23 kroner) for at komme ind.

Hældningen på Asinelli er 2,2 meter, og så skulle der ikke være fare for, at det får overbalance. Men det skal vi altså lige minde os selv om, da vi endelig står oppe på udsigtspunktet, og vinden hiver i både os og tårnet.

Den lærde, røde og fede
De fleste af dem, der har taget turen op i tårnet, ligner de studerende, der bidrager til, at byen stadig lever op til sit tilnavn la dotta - den lærde - næsten 1.000 år efter, at verdens første universitet blev åbnet her.

Det andet tilnavn kan man også sagtens få til at passe med overblikket heroppefra. La rossa hentyder primært til de mange terrakottarøde bygninger, der præger byen. Og byens kommunistiske fortid.

Bolognas  tredje tilnavn er 'La Grassa' den fede pga. den gode mad. FOTO: Michael Rothenborg

Derovre mod sydvest ligger kirken San Petronio, som blev påbegyndt i 1390, og som formentlig ville have været Italiens største, hvis ikke paven i Rom havde løftet en advarende pegefinger i 1659, da han kunne se, at en fuldførelse ville true Peterskirkens rekordstatus.

Murstensfacaden er helt nøgen, men Piazza Maggiore foran er alligevel fantastisk at sidde og nyde en dobbelt espresso på. Det er ganske vist til dobbelt pris af restauranterne i de listige sidegader, men det koster stadig kun 4 euro (30 kroner) at hænge ud på en plads, der med sine gotiske vinduer og skydeskår stort set er uforandret siden pavestatens dage.

LÆS ARTIKELSådan finder du storbyernes bedste madsteder

Og i modsætning til i sidegaderne sidder man meget ofte i sol og får tit også gademusik oven i prisen. Det er ikke altid en fordel; vi måtte tidligere på dagen døje med en lidt for energisk dansetrup, men endte dog med at kunne nyde en guitarist, der lød som om, hans instrument var opfundet her og ikke i Spanien.

Dernede lige før Piazza Maggiore kan man skimte de små gågader, hvor mortadellapølser, karljohansvampe og andre eksklusive specialiteter bare smager af mere og mere og er med til at give byen dens tredje tilnavn, la grassa - den fede.

Dobbelt verdensberømt is
I Via Drapperie og de andre delikatessegader kan priserne dog godt slå bunden ud af budgettet, så måske du hellere skulle gå lidt længere mod vest, ad Via Ugo Bassi til Mercato Delle Erbe, hvor man virkelig får kvalitet til prisen sammen med lokale mamaer. Vi fik fantastisk ost, skinke og solmodne syditalienske tomater, nok til en familiefrokost for fem til omkring en 50’er. Så gør det ikke så meget, at de ellers så madbevidste italienere mærkelig nok stadig holder krampagtigt fast i kedeligt hvidt brød.

LÆS OGSÅHold ferie ved Middelhavets uspolerede strande

I sydlig retning fra Asinelli-tårnet kan man se Via Castiglione dreje let op mod Giardini Margherita - Bolognas største park, som vi også har besøgt tidligere på dagen. Der er gode legepladser og en sø med små skildpadder.

Isen  er gemt under låg hos Sorbetteria Castiglione. FOTO: Michael Rothenborg

På vejen tilbage kan man snige sig ind i Sorbetteria Castiglione, der har produceret præmieret is i mere end 50 år, og som har anmeldelser fra New York Times og andre hæderkronede aviser fra hele kloden hængende.

Har du børn med, kan du dog godt komme til at fornemme, at succesen er steget forretningen lidt til hovedet, for isen er gemt under låg, og forventningsfuld overstadighed er tilsyneladende ikke velset.

Så er de langt mere børnevenlige og usnobbede i byens anden verdensberømte isbar, Gianni i Via Montegrappa mod syd. Der har man frit udsyn til herlighederne, så børnene og du selv kan se, hvordan isen ser ud, før I vælger.

Hos  Gianni har man fri udsigt til herlighederne. FOTO: Michael Rothenborg

Gianni scorer også priser på stribe og er i øvrigt meget besøgt af de lokale, ikke mindst forretningskvinder, der opfører sig som stamkunder, men vel dårligt kan være det med det slanke snit, de har i deres power suits.

En af de mest populære chokoladevariationer hedder faktisk le due torri (de to tårne), og når man først kommer til at tænke på den smag heroppe på toppen af Asinelli-tårnet, har man virkelig noget at glæde sig til, og så er vejen ned ikke så slem. Man skal bare passe på ikke at komme til at glide i sit mundvand.