To ton menneskehår til brug i bl.a. tekstilbranchen - hovedbunden og resten af ejerne er for længst brændt. Stakkevis af briller til genbrug - ejermændene blev gasset ihjel. Kunstige lemmer hevet af deres ejermænd for at undersøge, om der var skjulte værdier i dem - de handikappede blev ført direkte i gaskamrene. Tusinder af sko i store bunker - ejerne gik barfodede i døden. En stor bunke kufferter - også her blev lejren endestation for kufferternes ejere.

Koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau eller Oswiecim-Brzezinka, som den hedder på polsk, var Nazitysklands største udryddelseslejr og blev et symbol på holocaust. Kz-lejren i det sydlige Polen 30 km vest for byen Krakow bestod af tre enheder: Auschwitz, Birkenau og Monowitz også kendt som Buna-Monowitz samt 45 satellitlejre eller udekommandoer, hvis fanger ydede tvangsarbejde i omegnen.

Jøder, romaer, homoseksuelle, krigsfanger og politiske modstander blev i hundredtusindtal transporteret til Auschwitz og myrdet. Lejrens første kommandant, Rudolf Höss, tilstod ved Nürnberg-processerne, at op mod tre millioner døde i Auschwitz, men siden er tallet blevet nedjusteret. Ifølge lejrens egne tal anno 2012 blev 1,3 millioner transporteret hertil, hvoraf 1,1 million døde i Auschwitz.

Folkemord skal personificeres
Uanset nedjusteringen er tallene chokerende, men det er nu snart 67 år siden, Anden Verdenskrig sluttede, og for at få fat på de nye generationer er det nødvendigt at fortælle historien om folkemordet på moderne vis, forklarer Beate Klos fra Auschwitz-Birkenau Statsmuseum:

»Folkemordet skal personificeres, fordi det er nemmere at identificere sig med én person end med en gruppe eller hundredtusinder af ofre. Selv er jeg også med i museets forlagsgruppe, og vi arbejder bl.a. med tegneserier med titler som 'Episoder fra Auschwitz', hvor vi griber fat i forskellige personer og fortæller deres historie. Den gamle udstilling går helt tilbage til 1950'erne. Dengang var mange overlevende stadig i live, og de kendte alle baggrunden for Auschwitz. De fokuserede på omfanget og tallene og ønskede at undertrykke pinslerne. De unge kender ikke historien godt nok, og de nye udstillinger skal i højere grad vise, hvordan folkemordet var muligt via personhistorier. Det skal handle mere om uddannelse end det at mindes«.

DØDSRIGE.  De fleste som gik ind ad 'Arbeit macht frei'-porten til Auschwitz, genvandt aldrig friheden, men mødte døden i form af sult, tortur og umenneskelighed. FOTO: MORTEN LANGKILDE
Museumsdirektør Piotr Cywinski forventer, at den nye udstilling først åbner i 2015 og kommer til at koste omkring 165 millioner kroner. Kommende besøgende skal dog ikke forvente masser af computere med touchscreens og voldsomme lydbilleder. For det første er der alt for mange besøgende - sidste år besøgte 1,4 millioner Auschwitz - og for det andet er Auschwitz også Polens største kirkegård.

Sara og Israel i stedet for 'jøde'
Besøgende kan derfor om få år måske følge Klara Sara Goldsteins skæbne eller wieneren Klara Sara Fochtmanns skæbne. Deres navne er skrevet med kridt på et par af de kufferter, som de medbragte til lejren, fordi de havde fået at vide, at de skulle genbosættes østpå.

Valget kan også falde på Jonas Siegfried Israel fra Wien, som står i nazisternes minutiøse optegnelser og blev indsat i Auschwitz, fordi han var medlem af det østrigske socialdemokrati. Og så var der lige en ekstra årsag, fortæller Beate Klos.

»Jonas var jøde, men i stedet for at opføre jøder som jøder fik mændene tilføjet navnet Israel og kvinderne Sara«.

Bente Klos har også selv haft det personlige tæt inde på livet i sin egen familie:

»Min grandonkel blev arresteret af nazisterne i marts 1943. Han var kun 17 år, og hans forbrydelse bestod i, at han var ude efter spærretiden. Først tilbragte han tre uger i fængsel, derefter tre uger i Auschwitz, inden han blev overført til kz-lejren Mauthausen nær Linz i Østrig. Han blev befriet af de allierede i maj 1945. Min grandonkel talte aldrig om sit ophold i lejrene. Endnu et stort slag fik han, da hans svigersøn udvandrede til netop Tyskland. Svigersønnen var medlem af fagbevægelsen Solidaritet«.

Dannelsesrejse til helvede
Selv har Beate Klos arbejdet i Auschwitz-Birkenau i 11 år, og hun fortæller, at »det er ikke så nemt at guide i Auschwitz som i Krakow, men det er vigtigt. De fleste arbejder her, fordi de som mig har en personlig forbindelse til stedet i andet eller tredje led. Jeg er her både på grund af min grandonkel og min interesse for historie. Jeg var oprindelig lærer, men kom til Auschwitz efter en barselsorlov og besluttede at undervise på museet i stedet for i skolen. Her er det bare en anden type elever«.

Klos' dannelsesrejse til helvede begynder allerede ved indgangsporten med de famøse ord 'Arbeit Macht Frei'. Det originale skilt sidder imidlertid ikke længere over indgangen. Det blev stjålet 18. december 2009 på ordre af en svensk nynazist, Anders Högström, som muligvis kun var mellemmand. Högström er siden idømt to år og otte måneders fængsel, og fem polske hjælpere er ligeledes idømt fængselsstraffe.

»Skiltet blev senere fundet skåret op i tre dele i en skov 600 km herfra. Skiltet I ser nu, er en kopi. Det originale er samlet igen, men bliver ikke opsat. Originalskiltet bliver hængt op i museet, når der er skabt faciliteter til det«, oplyser Klos.

Når fangerne ankom til Auschwitz første gang eller forlod lejren om morgenen på vej til tvangsarbejde og kom tilbage 12 timer senere, blev de modtaget af lejrorkestret, som spillede marchmusik lige uden for køkkenregionerne ved porten. I dag er her ikke noget orkester, men et stort, smukt og skyggefuldt træ. Alt ånder fred og ro, men alligevel gribes de fleste besøgende af uhyggestemningen, uanset om der er tale om israelske skolebørn, unge tyskere, jøder fra alle verdensdele, overlevende fanger, slægtninge til tidligere fanger, som nummer 36377 der har anbragt en rød blomst med sløjfe i porten, eller os turister.

Holocaustbenægtere  har intet at gøre i Auschwitz-Birkenau, for beviserne på nazisternes masseudryddelse hober sig op overalt. FOTO: MORTEN LANGKILDE
Nutidens indmarch er uden musikledsagelse og uden fare, men selv optællingen var den rene tortur for de indsatte i Auschwitz. Fangerne blev talt to gange - først på vej ud af lejren til 10-12 timers tvangsarbejde og på tilbagevejen om aftenen. Nogle gange kunne optællingen vare op til 18 -19 timer. Fanger, som døde udenfor lejren af udmattelse eller underernæring, skulle bæres tilbage og tælles med, så nazisterne kunne sikre sig, at ingen var flygtet. Fangerne risikerede også at blive skudt, selv om de ikke havde overtrådt de strenge regler, siger Beate Klos:

»SS-vagterne kunne finde på at smide deres kasket på jorden og beordre en fange til at løbe hen og samle den op, hvorefter SS-vagten skød fangen. Hvis SS-vagten fortalte sine overordnede, at fangen var skudt under flugt, blev vagten bevilget tre dages orlov«.

Gaskamrenes funktion
Lejren havde to funktioner. Først var den en koncentrationslejr, men fra 1942 blev den en decideret masseudryddelseslejr for europæiske jøder, da gaskamrene trådte i funktion. Museet har også to funktioner: For det første skal det dokumentere massemordet på jøderne, og for det andet beskrive fangernes liv i lejren.

Selve Auschwitz bestod af 28 toetagers blokke med plads til omkring 15.000 fanger, men på et tidspunkt i 1942 nåede tallet helt op på 20.000. Det betød ikke, at alle fanger blev indsat i lejren. 75 procent af jøderne røg direkte i gaskamrene. Børn, ældre og handikappede kom også direkte i gaskamrene, fordi de ikke blev fundet egnet til slavearbejde. De henrettede fanger blev ikke begravet, men brændt. Nazisternes bureaukrati betyder, at vi har et stort kendskab til lejrlivet.

»Tyskerne lavede opgørelser over alting, men begyndte at ødelægge dem, da de kunne se, at de ville tabe krigen. 10 procent af registreringerne er dog bevaret. Protokollerne er meget detaljerede og blev lavet i 12 kopier, fordi der var 6 afdelinger, som hver skulle have 2 kopier. Nazisternes folkedrab er anderledes end eksempelvis folkemordet i Rwanda på grund af bureaukratiets dokumentation med detaljer om de myrdedes alder, uddannelse, udseende med mere«, siger Beate Klos.

15-20 minutter tog det at myrde 1.500 mennesker i gaskamrene, men helt op til 24 timer at tømme kamrene. Alligevel kunne krematorierne slet ikke følge med, og derfor brændte nazisterne også ligene i fri luft.

Skeletter med hud
Holocaust-benægtere får ikke et ben til jorden i Auschwitz. En SS-vagt, sandsynligvis Ernst Hoffmann eller Bernhard Walter, som var ansvarlige for fingeraftryk og fotos til identitetskort, gennemfotograferede lejren og dens funktioner. Billederne blev sat ind i et album og ved et tilfælde fandt den jødiske pige Lilly Jacob albummet i Dora-Mittelbau koncentrationslejren i Harzen, da hun kort før befrielsen ledte efter tøj og pludselig genkendte sin tante Taube, tre fætre og en kusine på et af billederne. Hun så aldrig sine familiemedlemmer igen, de døde samme dag, de ankom til Auschwitz, men albummet er bevaret og opbevares i dag på Yad Vashem holocaustmuseet i Jerusalem.

I sommeren 1944 lykkedes det også at smugle et kamera ind og ud af Auschwitz-Birkenau. Fotograferne fik taget syv billeder, hvoraf tre er bevaret for eftertiden og kan ses i Auschwitz.

Til gengæld er der bevaret 40.000 id-fotos, hvoraf en del hænger på en billedvæg i Blok 6. Mange fanger som Samuel Grünhut med fangenummer 25208 fik ikke lang levetid. Den 47-årige polske jøde blev deporteret til Auschwitz 24. februar 1942, og allerede en måned senere, 3. marts, var han død, selv om fangerne i Blok 6 var fundet egnet til at arbejde.

De stærke fanger overlevede imidlertid også sjældent, fordi sult og underernæring var væsentlige årsager til døden. De fleste fanger var stort set kun skeletter og hud. Morgenmaden bestod af urtete og grøntsagssuppe ofte med rådne ingredienser. 300 gram brød, lidt margarine og urtete udgjorde aftensmaden og det efter en 12 timers hård arbejdsdag, fortæller Beate Klos. Hvis det ikke lykkedes de arbejdende fanger at skaffe sig mad på anden vis, overlevede de sjældent i mere end tre måneder.

Ufattelige lidelser
Hvis turisten tror, at det ikke kan blive værre, bliver man endnu mere deprimeret under et besøg i Birkenaus træbarakker med lerstampede gulve. Om vinteren var her som i en fryseboks, og om sommeren drev varmen fangerne til vanvid. I latrinbarakken sad fangerne på rad og række på 250 huller, og de fik kun lov at bruge latrinen to gange om dagen og ofte kun i 40 sekunder. Toiletpapir og sæbe var ukendte begreber. Ikke desto mindre var det et privilegium at arbejde i latrinbarakken, for her kom SS-vagterne sjældent på grund af lugten, og her foregik en masse tuskhandler, og modstandsbevægelsen udvekslede ligeledes informationer på toilettet.

Lige så uhyggelig er samlingspladsen ved togskinnerne lidt længere nede mod krematorierne. Når fangerne kom ud af kreaturvognene valgte nazi-lægerne de fanger ud, som skulle dø øjeblikkeligt og dem, der blev fundet egnet til at arbejde, så længe deres krop kunne klare de ufattelige lidelser.

Henry Horn fra staten Maryland i USA kan næsten heller ikke klare opholdet i Auschwitz-Birkenau, selv om hans liv ikke er i fare. Den amerikanske computerekspert er i Polen for at dyrke sin hobby, damptog, men har en enkelt fridag og er taget til kz-lejren af en eneste årsag:

»Jeg er her på min kones og mine børns vegne. Jeg er ikke selv jøde, men min hustru er polsk jøde, og hun mistede mange slægtninge i Auschwitz-Birkenau. Det nøjagtige antal kender jeg ikke, men jeg er her for at mindes min kones familie. Besøget er en rystende oplevelse. Det er ufatteligt«.

www.en.auschwitz.org.pl/m
Politiken var inviteret af Polens Turistråd, flyselskabet Lot og Viviro.