Beverly Hills domineres af store palæer bag mandshøje mure med overvågningskameraer og pigtråd eller elektrisk hegn på toppen. Bag murene sørger havemænd for, at ikke en sten ligger forkert.

Denne Beverly Hills ligger imidlertid ikke i Los Angeles, men derimod i Orlando West i den sorte township Soweto sydvest for den sydafrikanske metropol Johannesburg.

Advokater, læger, forfattere, professorer, sportsstjerner og sorte diamanter – øgenavn for sorte yuppier – bebor luksusvillaerne i den sorte bydel, og det samme gør Nelson Mandelas tidligere hustru Winnie Madikizela-Mandela alias ’Nationens Moder’.

To modtagere af Nobels fredspris på samme vej
Under langt mere beskedne forhold ikke langt derfra boede Winnie og Nelson Mandela i nummer 8115 på Vilakazi-gaden, som er den eneste vej, hvor to modtagere af Nobels Fredspris har haft bopæl – foruden Nelson Mandela er det ærkebiskop Desmond Tutu.

Tutu og hustruen Leah opholder sig dog sjældent i huset, for parret har en kontrovers med naboen, restauranten Sakhumzi. De mener, at Sakhumzis kunder støjer og parkerer deres biler i Tutus indkørsel.

LÆS OGSÅAfrikas rå hovedstad rejser sig igen

Mandela bor heller ikke længere i Vilakazi-gaden.

FOTO:  Poul Husted
Det lille typiske Soweto-tændstikæskehus, blev bygget i 1945, og året efter flyttede Mandela ind sammen med sin første hustru, Evelyn. Da Mandela i februar 1990 blev løsladt efter 27 års fængsel, rykkede han ind i nummer 8115, men nåede kun at tilbringe 11 nætter i huset, fortæller guiden Ernest Marobe.

Den lille gade kunne ganske enkelt ikke rumme alle de medier, som strømmede til for at filme og interviewe den løsladte nationalhelt.

Mandela House museet
Vilakazi nummer 8115 er i dag omdannet til museum under navnet Mandela House, og Mandelas seneste besøg fandt sted i 2006 i forbindelse med et interview.

»Madiba (Mandelas kælenavn, red.) sad i den dybe lænestol, som kun han må sidde i, fordi den er skrøbelig. Her i soveværelset er det ikke Mandelas seng, men en seng magen til dem hans døtre, Zindzi og Zenani, sov i. Døtrene boede i soveværelset efter Mandelas fængsling«, siger Marobe, mens han viser rundt i det lille hus.

FOTO:  Poul Husted

Huset er fyldt med priser og gaver til Mandelaerne som et verdensmesterskabsbælte, som Mandela har fået af den amerikanske bokser Sugar Ray Leonard.

Nelson Mandelas tredje hustru, Graça Machel, har aldrig boet i det lille hus, og Ernest Marobe spøger med, at »Graça Machel er den eneste kvinde i verden, som har været gift med to præsidenter fra to forskellige lande. Først Mozambiques Samora Machel og siden Nelson Mandela. Jeg bliver nummer tre, for jeg agter at stille op til næste præsidentvalg«.

Flere turister end i Kruger Nationalpark
I Soweto begynder rejsen for alvor til Sydafrikas sjæl eller måske endda Afrikas - på godt og ondt. De første indbyggere kom hertil i 1921, fordi Johannesburg var et »europæisk område«, hvor der ikke var plads til et »overtal af indfødte«.

LÆS OGSÅKom helt ned i gear i afrikansk øparadis

I 1948 tvangsflyttede apartheidstyret de resterende sorte indbyggere fra hvide forstæder og centrum til Soweto, som står for South Western Township.

Under apartheid måtte hvide ikke slå sig ned i Soweto og kunne heller ikke besøge den sorte bydel uden tilladelse. I dag er Soweto og dets cirka tre millioner indbyggere blevet en stor turistattraktion, og bydelen tiltrækker ifølge lokale medier flere turister end den berømte Kruger Nationalpark med dens løver, elefanter, næsehorn, bøfler, leoparder og andre vilde dyr.

Soweto oprørets startskud
Sydafrikanernes humor slår igennem, når de kalder kvarterer for Beverly Hills eller Lille Hollywood, som de har døbt et andet velhaverkvarter, Diepkloof. Orlando West med Mandela House hører bestemt til i den bedre ende, og her kommer mange turister.

Ikke bare for at se Mandelas hus, men også for at se stedet, hvor den 12-årige Hector Pieterson blev dræbt af politiet 16. juni 1976, hvilket blev startskuddet til Soweto-opstanden.

LÆS OGSÅBesøg nationalparken med den blodige historie

Hector blev skudt på hjørnet af gaderne Vikalazi og Moema kun et stenkast fra Mandelas hus. En del kender tragedien fra billedet, hvor den 18-årige Mbuyisa Makhubo bærer den døende dreng bort, mens Hectors storesøster Antoinette Sithole på 17 år fortvivlet løber ved siden af.

For enden af Moema-gaden ligger i dag Hector Pieterson Mindesmærke og Museum, hvor Antoinette i dag arbejder som guide.

Hildas blikskur
Hverken Beverly Hills eller Lille Hollywood er typiske for Soweto. Det er de små tændstikæskehuse med et par værelser og bliktag som Mandelas. Soweto har mange ansigter: Den pæne facade i middel- og overklassekvartererne og så blikskurekvarterne og herbergerne, hvor enlige mænd typisk minearbejdere fra landdistrikterne blev stuvet sammen i uhumske blokke.

LÆS OGSÅ Ny app guider dig uden om storbyens farlige kvarterer

Snart 18 år efter indførelsen af flertalsstyre findes herbergerne fortsat, men nu har arbejderne fået lov til, at deres familier også kan flytte ind. De fleste herberger har dog stadig ikke toiletter eller rindende vand, og beboerne må klare sig med petroleum.

På guidet tur i et blikhus
Det samme gælder 66-årige Hilda Nkanti, som bor i et blikskur i Elias Motsoaledi Informal Settlement på hjørnet af gaderne East og Axel. Hun er ikke alene. 25.000 andre bor i blikskurbyen, som er opkaldt efter frihedshelten Elias Motsoaledi, som sad i fængsel i 26 år sammen med Mandela, og døde samme dag som Mandela blev indsat som præsident i maj 1994.

»Jeg stammer fra Eastern Cape og kom til Johannesburg som 35-årig for at søge arbejde. I 20 år arbejdede jeg som stuepige. Nu er jeg pensionist og får 700 rand (525 kroner, red.) om måneden. Jeg drømmer om at flytte hjem til Eastern Cape om to-tre år,« fortæller Hilda Nkanti.

GUIDEOplevelser i Sydafrika

Nkanti har med naboers hjælp bygget to små blikskure. Hun bor selv i det ene, hvor der er en seng, køkkenbord og ovn. I det andet bor hendes to døtre, Thembakazi på 29 og 37-årige Zindisiswa, sammen med deres tre børn på otte, fem og næsten to år. Begge døtre er arbejdsløse, men leder efter job.

Glade for turisterne
Hilda Nkanti får 50 rand eller 37 kroner for at åbne sit hjem for turister. Det går på skift blandt beboerne, fortæller guiden Rampai Talakgale, som viser os rundt for 100 rand eller 75 kroner, hvoraf han selv får den ene halvdel, mens den anden går til fællesskabet.

FOTO:  Poul Husted
»Vi er glade for turisternes besøg, for så får I chancen for at se, hvad der sker bag kulisserne i Sydafrika, samtidig med at vi tjener lidt penge. Efter 46 år med apartheid fik vi mulighed for at forbedre vores liv. Folk blev lovet rigtige huse, men vi venter stadig, og mange er vrede og frustrerede«, fortæller Talakgale.

LÆS OGSÅTag på sightseeing blandt fattige og kriminelle

I forbindelse med verdensmesterskaberne i fodbold i 2010 indså regeringen, at bebyggelsen mindede for meget om apartheid-tiden. Derfor fik beboerne 1.500 tørklosetter og 66 vandhaner – til 25.000 mennesker.

»Regeringen satte også lygtepæle op, men de virker ikke, fordi beboerne tog gratis el, og det gik ud over det nærliggende hospital og Coca Cola-selskabet«, griner Talakgale.

Sowetos fattige kan ikke vente på regeringen, siger Rampai Talakgale, og derfor har de selv etableret børnehaver, skolegang og vagtværn i Elias Motsoaledi Informal Settlement. De overlever ved småjob som at nedsætte sig som mekanikere i vejkanten eller sælge frugt eller kunsthåndværk.

Stolte indbyggere
»Abelungu, abelungu, abelungu«, råber skolebørnene, og den 10-årige Ayakha fortæller velvilligt, at ’abelungu’ betyder ’hvide’. Hun og de andre børn flokkes om os, og de små vil hele tiden holde i hånd, mens de lidt større drenge lægger op til at spille fodbold.

FOTO:  POul Husted

På trods af en hård og fattig tilværelse møder hovedparten af Sydafrikas fattige udefrakommende med et åbent og venligt sind. De vil gerne fortælle om deres tilværelse og forhåbninger til fremtiden, og selv om de er fattige, er de stolte over deres land og også over at bo i Soweto.

LÆS OGSÅ5 stjernestunder i Cape Town

Det var Nelson Mandela også. Da han flyttede tilbage til nummer 8115 på Vilakazi efter sit lange fængselsophold, skrev han efterfølgende i sin selvbiografi ’Vejen til frihed’:

»Den aften tog jeg sammen med Winnie tilbage til Orlando West 8115. Det var først da, jeg forstod i mit hjerte, at jeg var sluppet ud af fængslet. For mig var 8115 centrum i min verden, det sted, der var markeret med et kryds i min indre geografi«.

Politiken var inviteret af Air France KLM og Springbok Atlas.