Den flimrende, brændende varme holder den store åbne plads i Trujillo i et jerngreb. Kun få bevæger sig i skyggerne mellem de ældgamle paladser og palæer. Og gør de det, gør de det i slowmotion. Ingen orker at gå midt ind i den glødende grill på pladsen ... bare for at se på en statue henne foran kirken.

Men gør det nu alligevel. Også selv om det er midt i siestaens nådesløses ild.

Statuen og stedet rummer nemlig en essens af Spaniens ekstreme provins, Extremadura. Hvis manden på hesten virkelig kunne lægge det halve af Latinamerika for sine fødder efter overvindelse af alverdens strabadser, så kan turisten vel også lige daffe forbi med solhat og cola og værdige manden et blik.

Se hans hjelm med de flagrende fjer, der danser af vilje, dynamik og brutalitet. Er dette kriger-ikon virkelig en af denne bondske regions sønner, som overvandt inkaerne og grundlagde Perus hovedstad Lima?

LÆS ARTIKEL Oplev Spanien med 300 km/t

Ja, det er Francisco Pizarro, den spanske conquistador, der rejste sig fra en opvækst som en soldats horeunge i de sidste årtier af 1400-tallet til at blive en af Spaniens mest frygtede og respekterede mænd. Oven i købet grandfætter til Spaniens anden store Amerika-erobrer, Hernan Cortez, også fra Extremaduras ydmyge kår, som underlagde sig aztekernes rige. Fra Extremadura kom også Francisco de Orellana, der udforskede Amazonas som den første europæer.

Den dynamiske trio og alle de andre erobrere fra området har måske andre steder i verden et blakket rygte for at have ødelagt nogle af de største indianske civilisationer, men her i Extremadura ranker man ryggen over, at en fattig egn kan fostre så viljestærke mænd, der kan føre det så vidt.

Måske er det netop områdets vildskab, som mændene ikke bare ville væk fra, men en vildskab de også bar med sig over havet, og som netop gjorde dem i stand til at fuldføre deres missioner?

LÆS ARTIKEL Gå på opdagelse i Spaniens hemmelige storby

I dag er den extremenske vildskab stadig til at spore i form af de store naturområder i en egn med kun 25 indbyggere per kvadratkilometer. For hele Spanien er tallet 85, og for Danmark 125, bare for sammenligningens skyld.

Sletter og bjerge, korkskove og buskland og en fauna med masser af sjældne dyr og fugle (blandt andet med Europas tætteste storkebestand) gør Extremadura, der er på størrelse med Danmark, til et naturelskerparadis.

Det kan også siges kort: Extremadura er især for besøgende, der elsker historie stablet i granit og natur helt ud til horisonten.

Inkaprinsessen
Når man kører ind i provinsen nordfra fra Madrid, skifter landskabet fra flad højslette til noget mere bjergpræget, og efterhånden bliver der langt mellem byerne. Og gør man stop i Trujillo med den trodsige rytterfigur, kan man næsten mærke områdets upolerethed.

LÆS ARTIKELGuide: Tapas, drinks og kunst i Madrid

I modsætning til mange andre middelalderbyer i Spanien er Trujillo nemlig, trods sin rige historie, en by præget af et vist (malerisk) slid, en slags majestætisk forladthed. en by der bestemt ikke er gået Nyhavn i.

FOTO:  Flemming Christensen På byens torv knejser ikke bare Pizarros statue, men også familiens palads sammen med mange andre statelige bygninger. På hjørnet kan man se Pizarros-familiens våbenskjold, og den gamle Amerika-farer selv ses i relief sammen med sin hustru, inkaprinsessen, som han tog med sig hjem og fik en datter med.

Tag dig et køligt glas på plazaen, gerne sammen med den karakteristiske lokale gedefriskost og den cremede kolde salmorejo-suppe, fætter til tomatsuppen gazpacho, og sno dig derefter op til fæstningen øverst oppe over Trujillo. Her fortæller de tunge middelalderbygninger historien om de mange, der forlod netop denne by i hjertet af Extremadura og vendte hjem med glødende guld, sære krydderier og smukke indianske kvinder. Og blod på hænderne.

Så er det riddertid
Kun 50 kilometer fra conquistador-byen Trujilio finder man en by med endnu mere historie – og det i helt overvældende grad.

Hovedbyen i den nordlige del af Extremadura, Cáceres, har formentlig én af verdens mest intakte middelalderbykerner. Af samme grund er det også udnævnt til en del verdens naturarv af UNESCO. Masser af ridderfilm er skudt her, for her er der omgivelser nok at tage af, hvis man vil skildre livet, som det blev levet i 1300-1600-tallet.

LÆS ARTIKELMuseet, der reddede Bilbao

Det er en overvældende følelse at træde ind i en helt intakt 500-600 år gammel by. De massive mure overalt, de utilnærmelige fæstningstårne over hovedet på os (alene de mauriske tårne er der stadig 30 af), den komplette ro i labyrinten af tunge stenbelagte gader. Og gåsehuden, når en ensom flamencosanger har sat sig til at synge højt og klagende mellem de tusinder af tons sten – nok for at få ekstra rumklang på, men også for at tjene et par euro til musikstudierne.

PASODOBLE.  Ingen tyrefægtning uden pasodoble-orkester. Her i Montanchez. FOTO: Flemming Christensen Storkene flokkes på de rigtige tider af året i så stort antal på tage og tårne, at man tænker, at de da må være betalt for det af turistmyndighederne. Det er de ikke. I storkelandet Extremadura er Cáceres den ultimative storkeby.

I aftenmørket er det nærmest overnaturligt at færdes rundt i månelys på tyste pladser, hvor man slet ikke ville være forundret, hvis de få mennesker, man støder på, tiltalte én på shakespeare-engelsk eller deklamerede passager fra Don Quijote om skønne borgfruer og onde drager.

Første gang, man entrer denne bykerne med romanske, mauriske, gotiske og renæssancebygninger, som står trods krige og bomber, tænker man, at lige om lidt kommer der nok en løssluppen bar, en grim turistbod, et boligområde eller en billig restaurante og ødelægger hele sceneriet. Men det gør der ikke.

LÆS ARTIKELGuide: Find vej til Granadas hemmeligheder

Turistgejl er der næsten ikke noget af, boderne er få og gemt af vejen, og der bor kun få mennesker inden for de gamle bymure. Men selvfølgelig kan man købe udførlige guides, der ekstremt detaljeret fortæller om de fornemme paladsers historie, som har huset nogle af egnens hårde erobrere fra Amerika-togterne.

At turismen endnu ikke for alvor er skyllet ind i Extremadura, mærker man også på andre måder i Cáceres: Når man vil op i et tårn eller ind på et museum og køber en billet, bliver man næsten altid spurgt, hvor man er fra, og det noteres med sirlig pen og et smil, for i dette hjørne af Europa har blasertheden og ligegyldigheden ikke rigtig slået rod endnu. De vil så gerne have flere til at åbne øjnene for Spaniens Wild West.

Ekstremt seværdigt i Extremadura

1. Nationalparken Monfragüe på 500 kvadratkilometer er en særlig perle her, hvor naturen stadig virker vældig.

Vandreruter fører frem til enorme udsigter og til fugle i store og varierende mængder. Her er også vildsvin, los, hjort, odder og mange andre eksotiske dyr.

FOTO:  FLemming Christensen

2.Extremaduras centralt beliggende hovedstad Merida er et besøg værd for de mange romerske bygningsværker i den ellers ret moderne by. De står endnu, mere end 2.000 år efter at de blev opført her i provinsen med det latinske navn dengang: Lusitania.

Merida var dengang en af de vigtigste byer i imperiet. Et stort amfiteater, akvædukter, templer og villaer ligger strøet rundt med en tæthed, man ellers kun ser i Italien.

3.Byen Guadalupe er endnu et must med det imponerende kloster, der var et af Spaniens største i 400 år, og med den hellige jomfru af Guadalupe, som er et meget vigtigt klenodie i den katolske kirke.

4. Hervás er en bjerglandsby med nogle af Spaniens bedst bevarede jødiske kvarterer i et labyrintisk mønster. Her flygtede de forfulgte jøder til i tidlig middelalder, bl.a. fordi byen lå så afsides, og her opretholdt de deres ritualer.

5. I det nordlige Extremadura ligger landskabet Sierra de Gata og Las Hurdes, som er nogle af de fattigste områder i Spanien – men meget pittoresk med bjerge, gedehyrder og primitive landsbyer.

Området er kendt for sin honning og karakteristiske bistader, men også for Luis Buñuels film »Land uden brød«fra 1932, som blev forbudt under Franco og af samme grund blev et symbol på modstanden mod fascismen.