Annonce
Annonce
Turen går til 11. aug. 2012 KL. 07.00

Her er storbyen, der er Europas store overraskelse

Billige skøndhedsbehandlinger, fremragende gastronomi og spændende nye kvarterer. Tag på weekend i Serbiens hovedstad Beograd.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

3 gode råd

Taxature
Der er brodne kar i alle brancher, vognmandsbranchen ingen undtagelse. For at undgå ubehagelige overraskelser skal man altid sørge for, at chaufføren har slået taxameteret til, og det er en god ide at spørge ved påstigning, hvad chaufføren regner med, turen vil koste. Ture i det centrale Beograd overstiger sjældent 600 dinar (35 kr.).

Skønhedspleje
Serbiske kvinder er forfængelige, og det vrimler med skønhedssaloner, hvis medarbejdere som regel er knusende dygtig, når det gælder pedicure, manicure, voksbehandling eller ansigtsbehandling. Bed hotellet om at anbefale et sted. Priserne ligger generelt på en femtedel af, hvad man giver i Danmark. Flere af byens spa-centre tilbyder også rigtig god massage.

Badeliv
I sommerhalvåret kan man på øen Ada solbade og få sig en dukkert på Beograds meget populære bystrand, der ligger blot fire km fra centrum.

Den store Kalemegdan-fæstning er samlingspunkt for Beograds indbyggere og byens mest kanoniserede seværdighed.

ARTIKLEN FORTSÆTTER HER

Beograd stjæler sjældent store overskrifter i rejsesektioner eller livsstilsmagasiner.

Vestlige medier er talstærkest til stede, når nyheder om politisk ustabilitet og konflikter på Balkan skal bekræfte billedet af Serbien som et lidt farligt og tilbagestående land i Europas yderkant.

Men det er ikke et retvisende billede.

LÆS OGSÅ Kender du landene der ikke fandtes for 20 år siden?

Meget er sket, siden hovedstaden i 1999 blev bombet af Nato under krisen i Kosova, og siden det serbiske folk året efter tvang Milosevic fra magten. Entreprenører har sparket liv i slumrende industrikvarterer, og rottereder er omdannet til beværtninger og klubber, som de fleste europæiske storbyer vil misunde.

Idealistiske restauratører har revitaliseret det nationale køkken, som man ser det overalt i Europa i disse år, og viser, at serbisk mad er andet end populære grillretter som cevapcici og pljeskavica.

Og hvor Bulevar Kralja Aleksandra og andre af byens store boulevarder stråler med nyklassicistisk arkitektur og centraleuropæisk elegance, kan man i Novi Beograd opleve den kommunistiske æstetik, som ofte forbindes med det gamle Østberlin.

LÆS OGSÅ Syv trippede ture i kommunismens fodspor

Med cirka to millioner indbyggere er Beograd en af Sydøsteuropas største byer, og med flere tusind års historie også en af de ældste. Beliggenheden ved floderne Donau og Savas sammenløb har gjort byen til et populært stop for både imperialister og plyndringsfolk – fra romere til osmannere.

Byen blev tæppebombet under Anden Verdenskrig, men blev siden politisk og kulturelt centrum i Jugoslavien.

Byen, der folder sig stærkest ud langs Sava-flodens højre bred, er trods tumultariske år og økonomisk krise vågnet til dåd. Senere års knopskydning af internationale hotelkæder viser, at Beograd betragtes som en spændende ny by at holde weekendferie i, og med Norwegians nyåbnede, direkte rute fra København til Serbiens hovedstad tager det kun to timer at flyve dertil.

Fredag

Kl. 16: Tjek ind på strøget
Der findes tre rigtig gode boutiquehoteller i Beograd: det designprisbelønnede Townhouse 27, der ligger centralt i en rolig sidegade, Square Nine, der er eksklusivt udstyret med skandinaviske vintagemøbler, og Belgrade Art Hotel på byens hovedstrøg, Knez Mihailova. Tjek ind her, hvis du vil være helt tæt på en række af byens bedste gallerier, mest sprudlende cafeliv og travleste shoppinggader.

Fredag eftermiddag er gaden tæt pakket af fyraftensfolk, studerende, kærestepar, kaffetanter og gode venner, der promenerer, kigger på butikker, kigger på hinanden og slår sig ned på en af strøgets mange beværtninger for at drikke kaffe, cocktail eller øl.

Belgrade Art Hotel, Knez Mihailova 27.

Kl. 18: På toppede brosten
Et af Beograds mest berømte forlystelsesområder er Skadarlija, som med kulørte huse og toppede brostensgader markedsføres som Serbiens svar på Montmartre. Et mere lokalt alternativ er den stemningsmættede gade Kosancicev venac, der ligger for foden af byens fæstning, og som er blandt byens ældste. Langs den træklædte promenade ligger en række fine cafeer og spisesteder, hvor man kan møde langskæggede ortodokse præster, kronragede fyre og piger, der har fået sat håret hos frisøren. Prøv den lille, hyggelige Caffe Skica eller den mere fashionable Public Wine & Dine over for.

Public Wine & Dine, Kosancicev venac.

Kl. 20: Jazzmad i lagerhallen
Indtil arkitekten og entreprenøren Aleksandar Rodic for få år siden tog sagen i egen hånd, lå de rå betonlagerhaller langs Sava-floden neden for Kalemegdan-fæstningen øde hen. I dag huser området et par af Beograds mest interessante spisesteder. Et af dem er Rodics egen Iguana, der disker op med et lækkert fusionskøkken inspireret af både Europa, Sydamerika og Asien og live-jazz året rundt. Akustikken under de enormt høje lofter er formidabel, og flere af koncerterne optages da også i stedets specialdesignede lydstudie. Det befinder sig – som nogle af de bedste siddepladser – på første sal, hvor man har godt overblik over både band og det smukke lokale.

Iguana, Karadjordjeva 2-4.

Kl. 23: Svingom under broen
Bliv i nabolaget og gå langs Sava-floden til den 450 meter lange Brankov-bro, der forbinder den gamle bydel med Novi Beograd. Inde i selve broen har den næsten nyåbnede cocktailbar og klub Brankow slået dørene op for en rå, stemningsfuld festbule, hvor der alle ugens dage er live gigs og dj’s til kl. 4. Belysningen er dæmpet, indretningen industriel, og musikalsk bydes der på bl.a. house og jazz.

Brankow bar, Crnogorska 12.

ARTIKLEN FORTSÆTTER HER
Side 2: Lørdag og søndag i Beograd

Vi guider til gode rejsemål i Juni

Venedig

Venedig

Udenfor skodderne står Venedig op. Gadefejerne trækker trillebørene gennem...

Sharm el-Sheikh

Sharm el-Sheikh

Sol og varme året rundt, krystalklart vand og store oplevelser på de helt...

Kenya

Kenya

Tag på eventyr i Kenya og oplev løvebrøl, hyænesang og palmesus.

Krabi

Krabi

Krabi, Krabi, jeg overgiver mig. Du er for smuk og dejlig. Krabi er en...

Gran Canaria

Gran Canaria

Vil du have nærmest evig sommer, skal du tage til Gran Canaria. Her ruller...

Yucatán

At besøge Yucatán er at dykke ned i forhistorien mellem maya-ruiner og...

Phuket

Phuket er livsnydelse på højt plan. Et strejf af sommer året rundt og en...

Bangkok

Hvis Bangkok var en flaske vin, var der tale om en magnum. Og etiketten...

Goa

Goa ligger som en solmættet parentes mellem det enorme indiske...

Hurghada

Snorkeleventyr og beachparty på bare fødder. Sol, strand og vand om dagen...

Miami

Fuld fart på festen i Miami, oplevelsessamfundets epicenter i Orlando...

New Zealands Sydø

Paradis for aktive naturelskere

Cuba

Salsarytmer, høj cigarføring og smukke, solbrændte huse. Cruising i seje...

Dubai

Futuristiske og vanvittige Dubai pirrer, forundrer, forarger og sitrer i...

Tenerife

Sol, vand og vulkaner er Tenerifes tre top-attraktioner. Men...