MERE UNESCO

Læs mere om alle stederne på: whc.unesco.org

Flere på vej?

Der er nok af historiske epoker at holde styr på, når man besøger verdenskulturarvens vigtigste steder i Tyrkiet.

Og formodentlig kommer der flere til efterhånden.

For Tyrkiet har over 35 steder på UNESCO’s liste over steder, som måske med tiden vil blive anerkendt som verdenskulturarv.

FOTO: Malene Fenger-Grøndahl

Det gælder blandt andet Tyrkiets nok mest berømte antikke ruinby Efesus, citadellet og bymurene i den kurdiske hovedby Diyarbakir, millionbyen Konya, der engang var hovedstad for den seljukkiske civilisation (seljukkerne var de første, der samlede et område svarende til nutidens Tyrkiet under ét styre), Ishak Pasa-paladset nær Araratbjerget ved grænsen til Iran og den gamle armenske hovedstad Ani (foto), som ligger ved grænsen til Armenien.

I 1985 blev tre steder i Tyrkiet udpeget som Verdenskulturarv: Istanbuls historiske kvarterer, en moske og et hospital i byen Divrigi i det østlige Anatolien samt klippeformationerne og nationalparken i Göreme i Kappadokien.

Dermed kom Tyrkiet for alvor på verdenskulturarvens officielle verdenskort – og det blev klart, at Tyrkiet er andet og mere end en charterdestination med gode sandstrande og billige drinks. Det er også et enormt land med en lang og spændende historie, som har sat sig fascinerende spor i landskabet.

LÆS OGSÅHer er fem oplevelser, du ikke må gå glip af på ferien i Tyrkiet

I løbet af 1980’erne kom flere steder på UNESCO’s prestigefyldte liste, og i år fik Tyrkiet så sin udnævnelse nummer 11, da et af verdens formodet første bysamfund, Catalhöyük i det centrale Anatolien, kom med på listen.

Tilhører os alle
Når stederne bliver udpeget til verdenskulturarv af FN’s komite for uddannelse, videnskab og kultur, er der gået en grundig proces forud, og er stedet kommet med på listen, er det et udtryk for, at det ifølge FN-organisationen har en unik værdi for menneskeheden.

Dermed tilhører stedet ikke blot det land, det er placeret i, men alle både nuværende og kommende generationer. Derfor er lande, der har fået et eller flere steder optaget på listen, også forpligtet til at gøre dem tilgængelige for besøgende, men samtidig bevare og beskytte dem, så de ikke forsvinder for eftertiden.

Turisternes to-see-liste
I Tyrkiet har nogle af stederne været på turisternes to-see-liste i en årrække og er i risiko for at blive slidt ned. Men andre ligger så langt fra almindelige turistområder, at du kan være heldig at have dem helt for dig selv.

Læs med og lad dig inspirere til anderledes kulturoplevelser i Tyrkiet. Attraktionerne er nævnt efter geografisk beliggenhed for at give en idé om, hvilket steder man kan besøge på samme rejse. Men Tyrkiet ér et stort land, så alle 11 på én rejse er nok mere, end de fleste har ferieuger til på én gang.

Istanbuls historiske kvarterer (1985)

FOTO:  Wikipedia Commons

Istanbul har været hovedstad i Det Byzantinske Rige i omkring 1000 år og hovedby i Det Osmanniske Rige i næsten 500 år, og byen bærer præg af de politiske, religiøse og kunstneriske begivenheder, som har udspillet sig der i over 2000 år.

I de historiske kvarterer ligger resterne af kejser Konstantins hippodrom, den enorme kirke Hagia Sophia fra 500-tallet og et af den muslimske verdens arkitektoniske mesterværker, Süleymaniye-moskeen, opført i 1500-tallet til den største osmanniske sultan af alle, Süleyman den Prægtige, af den største hofarkitekt af dem alle, Sinan.

LÆS OGSÅSpis dig gennem Istanbul

Mange andre historiske bygninger ligger inden for de byzantinske landmure, og de er udsat for massivt pres fra de mange nybyggerier, forurening fra industrien og den stærke befolkningstilvækst. Istanbul rummer et eksplosivt møde mellem gammelt og nyt.

Læs mere om Istanbul her: english.istanbul.com og www.istanbulcityguide.com

Selimiye Camii, Edirne

Foto:  Wikipedia Commons Edirne var hovedstad for de osmanniske sultaner i en kort periode, indtil det lykkedes Mehmet Erobreren at indtage Konstantinopel (fra da af kaldet Istanbul) i 1453. Siden brugte sultanerne Edirne som en slags ferieby, hvor de kunne tage på jagt og holde lidt fri fra forpligtelserne i Istanbul. Sultan Selim d. 2. beordrede ligefrem sin hofarkitekt Sinan til at tegne en stor moské i sit navn, Selimiye Camii.

LÆS OGSÅHer er verdens 25 nye vidundere

Og som det var almindeligt dengang, blev der sammen med moskeen opført en række sociale institutioner, fx koranskoler, et overdækket marked og et bibliotek. På den måde blev moske-komplekset næsten en by i byen, hvor der var taget hensyn til religion, handel, socialforsorg, sundhed osv. Komplekset, som stod færdig i 1575, er desuden berømt for sin indendørs udsmykning med fliser og kakler.

Selimiye Camii var ifølge Sinan hans mest vellykkede bygning, og vil man se religiøs islamisk arkitektur på sit højdepunkt, er Edirne det rigtige sted at tage hen efter Istanbul.

* Edirne ligger i Thrakien i den vestligste del af Tyrkiet og kan nås med bus fra Istanbul cirka to en halv time

Troja

FOTO:  Wikipedia Commons

De fleste kender historien om grækerne, der gemte sig i en træhest og lod trojanerne tro, at de havde givet op. Den græske digter Homers episke fortælling Iliaden beskriver de sidste dage af en ti år lang krig mellem spartanere og trojanere.

Homer skrev sin fortælling for næsten 3.000 år siden, og for blot 100 år siden blev den af de fleste opfattet som ren fantasi. Men den tysk-amerikanske eventyrer Heinrich Schliemann (1822-90) var overbevist om, at Iliaden beskrev virkelige begivenheder, og han besluttede at finde Troja ved hjælp af Homers beskrivelse.

Ved nutidens Troy i den vestlige del af Tyrkiet fandt han en samling guldsmykker og var sikker på, at de ruiner, smykkerne lå i, var Homers Troja. Hans gæt var dog mindst 1.200 år galt; hans fund var fra cirka 2500 f.Kr. og stammede fra den by, arkæologerne siden døbte Troja 2.

LÆS OGSÅTop 10: Her er stederne, hvor tiden står stille

Arkæologerne har fundet i alt 9 lag ruiner i Troja, og nogle mener, at Homers beskrivelse handlede om Troja 6 (1700-1250 f.Kr.) eller Troja 7 (1250-1000 f.Kr.). Men Troja 6’s endeligt skyldtes et jordskælv, og nogle arkæologer mener, at det var naturkræfterne og ikke den trojanske hest, der hjalp grækerne med at indtage byen.

Fra Troja 6, som muligvis var den by, Homer beskrev, er der både rester af et palads og af fæstningsværker. Arkæologerne er enige om, at Troja dengang var en rig by, der med sine op mod 7.000 indbyggere var blandt de største handelsbyer i Lilleasien og Nærøsten.

Det kræver en del fantasi at se livet i byen for sig, når man går rundt i ruinerne. Måske hjælper det at (gen)se Hollywood-filmen Troja fra 2004, og ja, det er den med Brad Pitt i hovedrollen som Achilleus.

* Ruinerne ligger ved landsbyen Tevfikiye. For at komme dertil kan man tage med minibus eller på en arrangeret tur fra byen Çanakkale.

Hierapolis og Pamukkale

FOTO:  Wikipedia Commons Som en bomuldsblomst, der har sprængt sig vej ud gennem bjergsiden smykker Pamukkale det tørre landskab, og Pamukkale betyder da også bomuldsslot. De glitrende kalkterrasserer skabt gennem årtusinder ved, at 35° grader varmt kalkholdigt vand er vældet op fra undergrunden, og når vandet kommer i kontakt med luftens ilt bliver kalken udfældet.

Kalkterrasserne breder sig ned over bjergsiden, og især i aften- og morgenlys glitrer stalaktit-formationerne, der hænger ned fra terrasserne og allerede romerne havde sans for stedets skønhed og kildernes helbredende effekt. Derfor byggede de oven for terrasserne kurstedet Hierapolis, der står tilbage som en af Tyrkiets mest imponerende antikke byer.

LÆS OGSÅ 15 af verdens mest usædvanlige destinationer

Tidligere var der op til 20.000 turister om dagen, som solede sig på terrasserne og svømmede i bassinerne. Med tiden blev kalken grå af sved, solcreme, sminke og støv, og i 1992 blev der lagt restriktioner på adgangen til bassinerne. Nu har turister kun adgang til afmærkede områder af terrasserne.

Bassinet er omgivet af en moderne med cafeer og restauranter, og det er ganske fornøjeligt at bade i vandet, mens man forestiller sig, hvordan gigtplagede senatorer og rige folk med hud- og øjensygdommen for århundreder siden tog hertil for at søge helbredelse i det varme vand.

* Kalkterrasser og ruinby ligger ved landsbyen Pamukkale. Herfra kan man komme med bus fra bl.a. Izmir, Selçuk, Kuadas, Bodrum, Marmaris, Fethiye, Antalya m.m. Turbureauer i nogle af disse byer arrangerer udflugter til Pamukkale, ofte kombineret m. fx Göreme i Kappadokien (se nedenfor).

Göreme, klippeformationerne og nationalparken

FOTO:  Malene Fenger-Grøndahl

Göreme ligger i Kappadokien, Tyrkiets nok mest fascinerende landskab. Her er tufstensformationer, som ligner alt fra fallossymboler til paddehatte, uhyrer og vafler med softice. Centralt i området ligger Göreme-dalen, hvoraf en del er omdannet til et open air-museum. Det afgrænsede område i dalen har den tætteste koncentration af klippekirker i hele Kappadokien.

Kirkerne er hugget ud i de bløde tufsten og falder i ét med landskabet, som blev dannet efter nogle voldsomme udbrud fra de tre vulkaner, der omkranser Kappadokien, og mange af kirkerne har stadig de oprindelige fyldt med farverige fresker. Under ikonoklasmen (726-843) var motiverne simple mønstre malet direkte på væggene. Da det igen blev tilladt at male levende væsner, udviklede kirkekunsten sig eksplosivt.

LÆS OGSÅUdforsk Tyrkiets eventyrland på egen hånd

Efter muslimernes ankomst forsvandt mange af munkene og nonnerne, og en del fresker blev ødelagt af vejr og vind eller af muslimer, der pga. Koranens billedforbud kradsede øjne eller ansigter væk. Men mange fresker er bevaret til i dag, også i kirker og kapeller i nogle af de andre dale i området.

* I Göreme Open-air Museum er der anlagt stier rundt til række kirker, kapeller og klostre, og der er skilte med information på engelsk, tysk og fransk. Göreme og resten af Kappadokien kan besøges på arrangerede ture fra kystbyer som Alanya og Marmaris. Men det er værd at bruge minimum 5 dage i området. Der går fly fra Istanbul til blandt andet Nevsehir og Kayseri i udkanten af Kappadokien, herfra lokale busser til Göreme.

Xanthos og Letoön

FOTO:  Malene Fenger-Grøndal

Lykierne har de færreste sikkert hørt om i historieundervisningen. Men deres måde at organisere sig på politisk er faktisk berømt som et forbillede. Den franske filosof Montesquieu (1689-1755), som spillede en stor rolle i den franske oplysningstid (og især er berømt for at have formuleret princippet om magtens tredeling), var begejstret for lykiernes måde at danne forbund mellem byer og holde rådsmøder med repræsentanter fra alle forbundets byer.

Lykierne slog sig ned på den brede halvø mellem Fethiye og Antalya ca. 1400 f.Kr., og trods angreb fra både persere, Alexander d. Store og romerne, lykkedes det lykierne at fastholde en stor grad af uafhængighed, bl.a. ved at holde tæt sammen i et forbund af op til 23 byer.

LÆS OGSÅHer gemmer Tyrkiets syv skønneste strande sig

Men i 43 e.Kr. indlemmede romerne Lykien i deres imperium, og den lokale lykiske kultur forsvandt. Tilbage er imidlertid adskillige velbarede ruinbyer, herunder Letoön, der er kendt som Lykiens ’religiøse hovedstad’ og Xanthos, som er berømt for en gravstele med den længste kendte inskription på lykisk. De lykiske ruinbyer er desuden kendt for deres særprægede gravmonumenter, fint udhuggede klippegrave og store stensarkofager, formet i stil med husenes arkitektur. Sådanne stensarkofager står også spredt i moderne byer i området, bl.a. Kag og Fethiye.

* Mange af de lykiske ruinbyer er svært at nå med kollektiv transport. Man kan tage på dagsudflugter med turbureauer fra Fethiye og Kag. Eller man kan leje en bil. Har man mod på et par lange vandreture, kan det anbefales at besøge et par af ruinbyerne ved at gå udvalgte dele af den 500 km lange rute The Lycian Way. Besøger man Xanthos og Letoön, er det værd også at besøge Patara, berømt for sin beliggenhed ved Tyrkiets længste sandstrand.

Çatalhöyuks neolitiske ruiner

FOTO:  Wikipedia Commons

Først i år er Çatalhöyük kommet med på UNESCO’s liste over verdenskulturarven. Men stedet er ikke nyt! Det består af to høje med over 20 lag af bebyggelse fra 7400 f.Kr. til 5.200 f.Kr. Men det er den østligste høj, som har 18 lag fra neolitisk tid, som er udpeget til verdenskulturarv.

Lagene i denne høj stammer fra beboelse af mennesker fra 7400-6200 f.Kr. Arkæologerne har fundet vægmalerier, relieffer, skulpturer og andre symbolske og kunstneriske elementer. Desuden kan arkæologerne ud fra murresterne se, at beboerne i Çatalhöyük som nogle af de første i verden er gået fra at bo i landsbysamfund til at bosætte sig i et organiseret bysamfund.

Byen har dog ikke lignet nutidens bysamfund, men har nærmere lignet en labyrint af boliger i en by uden gader, hvor boligerne lå ryg mod ryg og var forbundet med stiger.

LÆS OGSÅTyrkiet: Tag på eventyr uden for all inclusive-hegnet

Arkæologerne har rekonstrueret et næsten 10.000 år gammelt hus med lerklinede vægge, måtter af flettet rør på gulvet og et primitivt køkken med en lerovn. Huset har ingen vinduer, og den dør, man går ind igennem nu, er kun tilføjet for at gøre det nemmere for nutidens besøgendes skyld. De oprindelige beboere i huse af denne type brugte nemlig en åbning i taget og en stige af træ til at komme ind.

Man kan få udleveret audioguides, som hjælper til at sætte forestillingsevnen i sving. Det forklares, hvordan Çatalhöyüks indbyggere begravede deres døde under gulvet i deres boliger, hvordan de gik på jagt i det dengang frugtbare sletteland, og hvordan de samlede fugleæg og brænde ved bredderne af en flod, som dengang løb lige forbi bebyggelsen.

* Çatalhöyük ligger cirka 60 kilometer fra Konya ved landsbyen Kücükköy. Med kollektiv transport kan man komme med minibs til byen Cumra, derfra taxa de sidste cirka 20 kilometer, eller arrangerede ture fra Konya eller Ankara. Læs mere på www.catalhoyuk.com

Hattua – hittitte-hovedstaden

FOTO:  Wikipedia Commons

En stormagt i den Nære Orient. Det var hittitternes status gennem et halvt årtusinde fra ca. 1750 til 1200 f.Kr. Med udgangspunkt i deres hovedstad, Hattua, besejrede de babylonerne og rivaliserede med Egypten. Hittitte-kongen og den egyptiske farao sluttede dog fred – via verdens tidligste fredstraktat mellem to stater.

Hittitte-samfundet var reguleret af over 200 love og regler, som blev opbevaret på lertavler i kongens palads, og forholdet til de over 1.000 forskellige guder og gudinder blev reguleret via ritualer i byens mere end 20 templer og på kultstedet Yazilikaya. Ritualerne skulle sikre, at guderne hjalp kongerne og deres undersåtter og sikrede dem mod naturkatastrofer og fjendtlige angreb. Fjendtlige magter blev desuden holdt ude af de over 6 km lange bymure. Til slut blev hittitternes magt dog brudt af ‘havfolket’, som historikerne endnu ved meget lidt om.

LÆS OGSÅGuide: En weekend i kulturbyen Izmir

Stort set alle bygninger i hitttitternes hovedby bestod af stenfundamenter og træskeletter fyldt ud med mursten. Kun fundamenterne er tilbage, men de skilte med forklaringer om bygningernes funktion levendegør historien.

* Hattua ligger ved landsbyen Boazkale. Den kan nås med bus fra Ankara til Sungurlu og herfra minibus.

Nemrut Dag

FOTO:  Wikipedia Commons Nemrut Dag (Nemrut-bjerget) er med sine 2.150 m.o.h. et majestætisk syn, og det er ikke svært at forstå, at en lokal konge for over 2.000 år siden valgte denne bjergtop som sit begravelsessted – slet ikke, når man tager i betragtning, at han mente at nedstamme fra de græsk-persiske blandingsguder og forventede at få en plads i himlen ved siden af Zeus.

Kongen hed Antiochus og herskede over et strategisk vigtigt bjergområde, der fungerede som bufferzone mellem perserne i øst og romerne i vest.

Antiochus (70-36 f.Kr.) balancerede mellem øst og vest med stor succes, indtil han tog parti for perserne og blev afsat af romerne. Derefter blev bufferzonen omkring Nemrut regeret fra Rom. Men på bjergtoppen ligger stadig Antiochus’ gravmæle som et minde om den korte periode, hvor bufferzonen blev regeret af selvstændige konger.

LÆS OGSÅ Fem fortællinger fra en rejse til Bodrum

Øverst på bjerget er en 50 meter høj kunstig gravhøj bygget af skærver, og på øst- og vestsiden af højen er der rester af to ens tempelterrasser, hvor Antiochus fik rejst fem kæmpestatuer af sig selv og sine ‘venner’, Apollon, Fortuna, Zeus, kong Antiochus og Herkules.

Jordskælv har fået de 2 meter høje hoveder og det meste af kroppene til at falde sammen, men som de ligger der, ser de majestætiske ud.

* Der er ingen kollektiv transport til Nemrut Dag. Men turbureauer i Kahta, Adyaman og Sanliurfa arrangerer dagsudflugter hertil.

Den store moské og hospitalet i Divrigi

FOTO:  Wikipedia Commons

Stiliserede blomsterranker, fuglerelieffer, rosetter og geometriske mønstre vælder ud fra facaden. Indgangsportalerne til moskeen og det tilhørende psykiatriske hospital i Divrigi – en fjerntliggende provinsby i det østlige Anatolien – udgør ifølge UNESCO et unikt eksempel på dekorativt skulpturarbejde i sten. Derfor er dobbeltbygningen, som blev opført af en lokal emir i 1228-29, indskrevet på UNESCO’s liste over verdenskulturarven.

LÆS OGSÅFå ultimativ afslapning i den tyrkiske skærgård

Indgangsportalernes overdådighed af detaljer står i skarp kontrast til bygningens indre. Her har både moské og hospital nøgne stenmure og høje hvælvede lofter med ganske få dekorative elementer. I hospitalets centrale rum ses en fontæne, hvis spiralformede afløb gav en beroligende lyd, der skulle virke beroligende på de psykisk syge patienter.

* Divrigi ligger på hovedlinjen øst-vest gennem Anatolien, men er svær at nå med kollektiv transport. Der er få busser hertil fra Sivas (som i øvrigt også er berømt for sine smukke bygninger med stendekorationer)

Safranbolu

FOTO:  Wikipedia Commons

At tage bad i et skab lyder måske ikke særlig herskabeligt. Men det var og er en del af livsstilen i Safranbolu at tage bad i en kosteskabslignende konstruktion i soveværelset – og de huse, de specielle badeværelser er indrettet i, er netop herskabelige.

De fleste er over 100 år gamle og er opført af soltørrede mursten af ler, sten og bindingsværk. De tilhørte osmanniske købmænd, der skabte sig indtægter ved at handle med varer, som blev bragt ind fra Sortehavet. I dag er de på UNESCO’s liste over verdenskulturarven og tilhører os alle.

LÆS OGSÅ Derfor besøger vi de døde på rejsen

En del af de gamle huse i Safranbolu er åbnet som museer, så man kan se, hvordan husene var opdelt i selamlk (mændenes afdeling) og haremlk (kvindernes afdeling). Andre huse er indrettet som hoteller og pensionater

* Safranbolu kan nås med bus fra Ankara eller Istanbul til minebyen Karabük, hvorfra der er minibus de sidste cirka 10 kilometer