En faldefærdig togvogn markerer indkørslen til KZ-lejren Mittelbau-Dora, godt gemt væk bag bløde bakker og efterårsfarvede bøge- og birketræer i udkanten af den tyske by Nordhausen.

Min autobahn-snuskede bil ruller langsomt forbi de jernbanemarkeringer, der ender i den rampe, hvor tusindvis af ulykkelige skæbner havde sidste stop mod slutningen af Anden Verdenskrig.

Bjerget Kohnstein lægger sig som en bratwurst af sten langs vejen udenfor bagruden, og på det sidste, snoede stykke vej mod Mittelbau-Doras moderne museum er det kun to diskrete indgange til mineskakter i Kohnstein, der antyder, at noget engang foregik i bjergets indre.

For det gjorde der.

LÆS OGSÅKom med bag facaden på Hitlers kolossale ferieanlæg

Kohnsteins huler blev kendt som 'Die Hölle von Dora' - Helvede i Dora - idet bjergets dyb fungerede som arbejdslejr for fanger, der under umenneskelige forhold skulle udbygge hulesystemet til at kunne rumme Nazitysklands produktion af de enorme V2-raketter, der skulle vende slagets gang i krigens sidste dage.

For en historie- og krigsinteresseret bliver det næsten ikke mere spændende end endelig at lade bilen rulle ind på et område med en af Nazitysklands bedst bevarede hemmeligheder og samtidig vide, at når historien herfra er snust ind, så er næste stop på roadtrippet et såkaldt panzermuseum længere nordpå ad autobahnen, hvor 150 panzerkøretøjer står klar til tekniknørden og er lige til at sparke larvefødder på.

Den totale krig
Mittelbau-Doras historie er grufuld, men som det er historisk interessant at få svar på spørgsmål omkring tilblivelsen af lejren og på egne ben bevæge sig ned i de klippegange, hvor fanger uden dagslysets livgivende kraft levede i op til fem måneder i arbejdslejr med en katastrofal dødelighed til følge.

Nazitysklands propagandaminister Goebbels er det første jeg hører i hall’en i det store museum og dokumentationscentrum om Mittelbau-Dora.

LÆS OGSÅRejsen der ændrer dig for livet

Fra sin sort-hvide talerstol på en stor fladskærm brøler han sin berømte og berygtede tale om 'Den Totalen Krieg' ud i rummet. Og sammenhængen bliver tydelig, fordi netop Mittelbau-Dora for mange tyskere står som et sørgeligt stillbillede på den totale krig, hvor alt blev aktiveret og destrueret.

Da Mittelbau-Dora blev grundlagt i sensommeren 1943, havde tyskerne stort set tabt krigen, men bildte befolkningen ind, at man ville vinde takket være et såkaldt 'WunderWaffe'. Et vidundervåben, der skulle monteres i hulerne i Kohnstein.

LÆS OGSÅTurister drages af helvedes port

Et voldsomt, britisk luftangreb den 17. og 18. august 1943 medførte, at Tyskland flyttede sin raketmontage fra Peenemünde ved Østersøen til de allerede krigsaktive depot-huler i Kohnstein, skjult for de allieredes bombefly.

28. august begyndte udbygningen af gangene, og arbejdet sluttede i marts 1944, hvorefter monteringen af V2-raketterne påbegyndtes.

I mellemtiden døde omkring 5.000 fanger som følge af grusomme forhold under udbygning af hulerne, hvor arbejderne også sov.

Rørende fortællinger
»Køjesenge i 4 etager. Nederst og i midten var der ikke plads. Kun øverst, og der sad fanger og spiste lus fra deres tøj. Lort på gulvet og døde overalt forhindrede fangerne i at gå i gangene«.

Et uddrag fra en dagbog er forstørret op og indgår som en del af udstillingen, der nøgternt og barskt beskriver rædslerne i arbejdslejrens dagligdag. Billeder af onde kommandanter står side om side med rekvisitter fra hulerne, tegninger, anekdoter og snesevis af iskolde facts om stedets forfærdelige historik.

LÆS OGSÅDerfor besøger vi de døde på rejsen

Men det mest rørende er ni interviews, hvor tyske, franske og russiske overlevende fra Doras Helvede fra tv-skærme fortæller om deres oplevelser.

Blandt andet fortæller Wladimir, hvordan han blev ført ned i gangene i november 1943, og først så dagslyset igen i april, efter i 12-timers skift at have udbygget gangene og sovet i de groteske, 4-etagers køjesenge, i sammenlangt et halvt år. Alt sammen i en konstant temperatur på otte grader, ved fakkelbelysning og iført stribet fangedragt.

Eller Albert der uden at fortrække en mine fortæller, hvordan han i fem måneder under jorden i sin lille bog skulle registrere døde og forsvundne, og til sidst lagde sig ned for at dø. Det er stærke sager at høre overleverne fortælle deres historie, når jeg ved, at det er foregået lige under mine fødder.

Begravet i beton
De ni interviews giver en god ballast til at tage med på en af de guidede ture, der hvert år følger Mittelbau-Doras 60.000 besøgende ned i hulerne i Kohnstein.

»Den originale indgang blev sprængt væk i 1947 af amerikanerne. I 1995 lavede man en ny indgang som del af vores Gedänkstätte, blandt andet fordi tidligere fanger gerne ville tilbage og opleve bjerget«, fortæller guiden, mens vi går i den nye gang, der er bygget ind til de oprindelige huler, hvor et lille museum med informative plancher samt en model af hele hulesystemet fra stålwirer i loftet byder velkommen.

LÆS OGSÅCambodjas blodige fortid går lige i hjertet

Til højre er en gang lukket med store sten og resterne af en rusten, velvoksen V2-raket for at give besøgende et førstehåndsindtryk af, hvor enorme de raketter var, der blev monteret i bjergets indre.

»Gangene er flere kilometer lange, og da der døde så mange hernede, og fangerne ikke havde kræfter til at bære ligene ud, så blev de ofte bare 'einbetoniert'«, siger guiden, og forklarer det iskolde, tyske ord med, at fangerne blev støbt ind i beton i gangene.

Hulesystemet er gemt væk i mørke, men guiden fører os til en trappe, der leder op til en gangbro, der få meter over hulernes gulv snor sig over grus, beton, klippestykker og forvredne jernbaneskinner.

LÆS OGSÅRejs i Adolf Hitlers fodspor

Hver gang gruppen gør stop, tænder guiden en kontakt, og oplyste områder dukker op omkring os, hvortil guiden fortæller historier om livet og arbejdet i minerne.

Gamle toiletter og bunker af rustent raketskrot passeres, og et sted oplyses en af de sidehuler, hvor de forfærdelige køjesenge havde været opsat. Jo længere vi trænger ind i bjerget, jo mere trænger spørgsmålet sig på, hvordan det har været menneskeligt muligt at bo, arbejde og overleve her i månedsvis?

LÆS OGSÅRejs ned i storbyens glemte undergrund

Gangbroen ender på en platform i en enorm klippehule, hvor raketproduktionen foregik i tre etager.

Under vores fødder har vand oversvømmet de gamle produktionsanlæg, der som en slumrende skrotkæmpe skuler op på besøgende fra den blikstille overflade, og stiller sin historie til frit skue for den tyste gruppe, der forstenet, forundret og forfærdet indsnuser en del af krigshistoriens mest forfærdelige kapitel.

Efter en afsluttende gåtur i de efterårspyntede rester af lejrens overjordiske arealer, fordøjes indtrykkene fra forsædet af min bil, hvor turen nu går til den nærliggende by Nordhausen, hvor et billigt jugendherberg lægger seng til, inden turen næste morgen går nordpå til byen Munster, hvor Deutsches Panzermuseum venter med sine mere end 150 kampvogne.

Panzer-kalas
Og lad det være sagt med det samme. Når først transporttogvognen med dagens første panzer ved indgangen er passeret, så er der fuldt udbytte for krigsinteresserede.

Hurtigt finder jeg ud af, at det er vigtigt at følge de røde streger rundt i de store, kølige udstillingshaller for at være sikker på at få hele historien med om kampvognenes udvikling, der starter ved den gigantiske A7V, der med kælenavnet Wotan var den første tyske panzer, der nogensinde blev fremstillet.

LÆS OGSÅVerdens længste bygning bliver til vandrehjem

Den kunne rumme hele 23 soldater, og blev kun produceret i 20 eksemplarer, da den nærmest ikke kunne bevæge sig, men Wotan er den perfekte startpanzer til at vise, hvor meget kampvognsteknikken har udviklet sig fra gamle, hestetrukne stridsvogne over larvefodsgiganten Wotan til nutidens toptunede kampvogne, som der ved at følge den råde tråd også findes masser af på Deutsches Panzermuseum.

Der er flotte udgaver af den tyske 'Panther', der var den måske bedst tank under Anden Verdenskrig, sovjetiske T34-modeller, britiske 'Sherman', 'Jagdpanther' og den myteomspundne 'Königstiger', som tyskerne så som deres rullende 'Wunderwaffe' mod de allierede tropper, men som kun blev bygget i 489 eksemplarer, hvilket ikke vendte den tyske krigslykke.

Bedstefar og barnebarn
Det er mest mænd, der tøffer rundt blandt den fantastiske samling af krigsmateriel, der udover kampvogne også rummer motorcykler, kanoner, mandskabsvogne samt sort/hvide, tyske propagandafilm og portrætter af de største panzerudviklere fra hele verden.

En bedstefar klapper med klaskende hånd en 'Panther' på siden og fortæller et lyttende barnebarn om fascinerende detaljer fra de plancher, der findes ved samtlige panzers om motorer, produktionsår, antal, gearskifte med mere.

LÆS OGSÅHitlers gigantiske ferieresort bliver nu til luksushotel

Og skulle der være et uafklaret spørgsmål for de virkelige nørder, så er guiderne på stedet villige og vidende. En ældre kustode så helt bedrøvet ud, da jeg spurgte, om der var noget, der manglede på museet for at samlingen var komplet?

»En Tiger 1 og en Panzer 4. De mangler. De to er så sjældne, at vi ikke har penge til at få dem hertil«, siger han, hvorefter jeg undlader at spørge ind til detaljerne, fordi han nok har luret, at jeg ikke ved så meget om kendetegn og særheder ved de to sjældne panzers.

Sammen med den lille udstilling om 5.000-års panzerudvikling, fortællinger om 'Månedens Panzer' og store glasmontrer med uniformer og våben, hvor der endda ligger rigtige eksemplarer, så børn kan prøve at holde dem, rummer Deutsches Panzermuseum alt, en krigsinteresseret kan ønske sig.

LÆS OGSÅNazisterne har fået eget museum i Berlin

Og faktisk mere til, for jeg er helt ør, da samtlige panzere er pløjet igennem, og jeg i den lille kiosk skal overveje, om det er bedst at købe kampvogns-samlesæt eller en polotrøje med et billede af sin yndlingspanzer på brystet med til hustruen derhjemme?

Med Mittelbau-Doras grusomme historie og Deutsches Panzermuseums tekniknørderi overstået på to dage med hjerneaktivitet i højeste gear, er det tid til stille fordøjelse af oplevelser på det sidste stykke autobahn. Kroppens krigsdepoter er fyldt op, og lige før grænsen runder kilometertælleren 900 km efter en budget-tur til Tysklands barske historie.