Den lille indianerdreng fortsatte op gennem de tågeklædte tætbevoksede bjerge på grænsen mellem Perus højland og Amazonas-regnskoven.

Følget anført af den amerikanske lykkejæger, Hiram Bingham, fulgte stakåndet efter. Var de ved at gøre århundredets arkæologiske opdagelse, tænkte Hiram Bingham, mens en kondor majestætisk cirklede over dem i Andes-bjergenes varme opdrifte.

To år tidligere havde Hiram Bingham smidt alt, hvad han havde i hænderne for at tage til Perus hellige dal. Missionen var at finde den mytiske forsvundne Inka-hovedstad, der ifølge lige så mange teorier og mislykkede ekspeditioner igennem århundreder var udråbt til alt fra et religiøst center, en fæstning, en uddannelsesinstitution eller skjulestedet for de sidste inka-konger efter spaniernes invasion i 1500-tallet.

LÆS ARTIKELPerus vidunder fejrer 100-års jubilæum

Den 35-årige Hawaii-fødte Hiram Bingham havde denne morgen den 24. juli 1911, ifølge hans dagbøger, bandet Andes-bjergene og sin tiltagende højdesyge langt væk.

Fandt det, ingen tidligere havde fundet
Tanken om at droppe ekspeditionen og tage tilbage og undervise på Yale University havde strejfet ham mere end en gang. Men den quechua-talende indianerdreng, der to dage tidligere havde stået foran hans telt og påstået at kende til den forsvundne inka-hovedstad, fortsatte let som en bjergged med at lede ekspeditionen opad.

Næsten oppe ved skyerne, hvor den brusende Urumbamba-flod langt nede i dalen slår et slag ind mod Amazonas i øst, kom de op på et plateau. Ifølge Hiram Binghams dagbogsnotater fik han lige her en slags åbenbarende ud-af-kroppen oplevelse.

Der var noget helt særligt heroppe, kunne han mærke. Noget spirituelt, unikt. Indianerdrengen ledte Hiram Bingham hen til noget, der lignede en lille bakke med planter. Det viste sig at være selveste soltemplet, hvor solguden Inti og den almægtige skaber Viracocha var blevet tilbedt og hyldet under sommer- og vintersolhverv (årets længste og korteste dag, red.).

LÆS ARTIKEL Verdensarv kan lukke for turister

Efter få timers intense undersøgelser, hvor Hiram Bingham ifølge senere vidneberetninger nærmest var i ekstase, stod det klart, at ekspeditionen havde fundet det, som ingen hvid mand tidligere havde fundet: Machu Picchu.

Der var gået fire århundreder, siden de sidste inka-konger i hastværk på flugt fra spaniernes invasion havde opholdt sig en kortere årrække her for sandsynligvis at søge endnu længere ind i regnskoven til et eller flere lignende bygningsværker. Skjulesteder der stadig venter på at blive opdaget. Men det er en anden historie.

Starten på en guldfeber
FOTO:  Rune V. HarritshøjHiram Binghams opdagelse dén julidag i 1911 blev starten på en decideret guldfeber, hvor autoriserede som uautoriserede arkæologer og simple skatterøvere valfartede til den hellige dal.

Machu Picchu blev i årene efter overrendt og delvist strippet for nogle af dens igennem fire århundreder så velbevarede skatte. Ikke for ingenting gik den vilde jagt nu mod den hellige dal, fordi en inka-legende fra 1500-tallet sagde, at da spanierne havde inkakongen Atahualpa fanget, havde han under et forhør væltet en krukke med majskorn og taget ét enkelt majskorn og sagt:

»Dette er, hvad I har og vil få af vores guld. Resten er gemt inde i junglen, under bjergene og floderne«.

LÆS ARTIKELAntikt mesterværk i fare for at styrte sammen

Frem til i dag graver arkæologer og skattejægere efter det guld, der prydede inka-elitens templer, tøj og endda våben. Sammen med det gamle Egypten er inka-imperiet det mest storslåede imperium udi det for inkaerne guddommelige ædelmetal.

Civilisationens vugge
Hiram Bingham var overbevist om, at dette arkitektoniske pragtværk, bygningsværket Machu Picchu, måtte være et af de religiøse og spirituelle knudepunkter for det daværende enorme inka-imperium.

Han skyndte sig hjem til Yale Universitet og fik de næste fire år et sponsorat af Yale og the National Geographic Society til at udgrave Machu Picchu. I 1913 afsatte National Geographic Society hele april-nummeret til Machu Picchu.

At stedet og dets herligheder skulle gå hen og blive anerkendt som et ’civilisationens vugge’ og symbol på inka-imperiets struktur og niveau, og at det skulle blive et af Sydamerikas mest besøgte attraktioner, samtidig med at teorierne om inka-imperiets storhed og fald fik helt nye kapitler skrevet med denne opdagelse, vidste den unge Hiram Bingham ikke den juli-dag, da han ledt opad i terrænet søgte der, hvor ingen anden hvid mand og opdagelsesrejsende havde søgt før.

LÆS ARTIKELHer er verdens 25 nye vidundere

I dag 100 år efter er Machu Picchu udråbt af UNESCO som verdensarv – siden 1983 – og det ypperste eksempel på, hvordan inka-indianernes velstrukturerede og sofistikerede civilisation med hovedstad i Cuzco kun 130 kilometer nordpå var og stadig er et smukt vidnesbyrd om Amerikas mest avancerede og største imperium.

I 2007 blev det udpeget til et af verdens syv vidundere i en global internet-afstemning.

Kamera, vandrestav og vandflaske
Når man som turist følger i Hiram Binghams fodspor ned gennem Urubamba-dalen, virker det som et rent lykketræf, at han fandt Machu Picchu. I dag kører den smalsporede togbane samme vej nedad i højderne fra Cuzcos 3.300 meter over havet mod Machu Picchus en kilometer længere nede.

De udenlandske turister har kamera, vandrestav og vandflaske. Alle har en bredskygget hat eller ’Andes-ørehue’ på. Toget, Hiram Bingham express, snørkler sig nedad mod subtropisk klima. Urubamba-floden bruser kraftigt ved siden af – og på visse strækninger, under toget.

Togturen på et par timer er et indblik i, hvor dygtige inkaerne var til at dyrke forskellige afgrøder på selv de stejleste bjergsider og i meget forskellige klimaer. Formålet: At brødføde et imperiums ambition om en fortsat ekspansion mod nord og syd.

LÆS ARTIKELGigantisk nationalpark åbner i Afrika

Fra dets ydmyge begyndelse som en lille indianerstamme omkring Cuzco i 1100-tallet til dets storhedstid omkring år 1450 strakte inka-imperiet sig 5.000 kilometer fra Colombia i nord til Argentina/Chile i syd.

Vi står af midtvejs i byen Ollantaytambo, hvor inkaerne som flere strategiske steder i deres udstrakte imperium kunne ’vende’ deres avancerede kunstvanding af bjergterrasserne mod fjenden – og oversvømme dem.

Oppe på fæstningen er udsigten bjergtagende. Spanierne kom her til og ikke længere, da deres kongelige udsendte, Francisco Pizarro, i 1532, ankom til og på få år underlagde sig Peru. Den gang var Machu Picchu den østlige grænse for inka-imperiet, men i århundreder forsøgte at udvide sig den mægtige og for dem kaotiske Amazonas-regnskov østpå.

Bingham fortsatte med at komme tilbage
Togturen fortsætter mod endestationen, Aguas Calientes, for foden af Machu Picchu. Her hvor Hiram Bingham i månederne frem til opdagelsen den 24. juli 1911 kom forbi flere gange – godt træt af at lede forgæves.

Ifølge dagbogsnotaterne stillede Hiram Bingham sig det spørgsmål, som arkæologerne stadig stiller: Hvorfor havde ingen anden opdagelsesrejsende fundet Machu Picchu før? Hvorfor havde spanierne aldrig fundet dette vidunder?

Det spurgte Hiram Bingham sig selv om flere gange i eftertiden. Og hans kolleger indenfor arkæologi og lykke- eller skattejægeri det samme.

LÆS ARTIKEL Er disse verdens syv naturvidundere?

Det lå ellers ikke i kortene, at Hiram Bingham, født i 1875 på Hawaii i en amerikansk overklasse-familie, skulle blive opdageren af Sydamerikas og et af verdens vigtigste fund i det 20. århundrede.

Efter opdagelsen fortsatte Hiram Bingham med at komme tilbage til Machu Picchu indtil sin død i 1956 i Washington. Selv fra poster som guvernør i Connecticut og republikansk senator i den amerikanske kongres tog han sig tid til at tale Machu Picchus sag.