Annonce
Annonce
Turen går til 8. sep. 2008 KL. 15.57

Dykning, som du aldrig har prøvet det før

Dyk mellem hajer, isbjerge og japanske syltetøjsglas. Her er 10 fantastiske steder at dykke i hele verden.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Bølgende tangskove, glitrende fiskestimer, skræmmende hajer og kulørte koraller. Der findes en hel verden under havets overflade, som bare venter på at blive opdaget. Og oplevelserne vil næsten ingen ende tage: Fra historisk vragdykning til den helt særlige natur i Grønlands isfyldte farvande. Fra de mere overkommelige destinationer ved Egyptens Rødehavskyst til de mere eksotiske drømmemål som Salomon-øerne og Galapagos.

Dennis Vad, orlogskaptajn i søværnet, har blandt andet været med som kaptajn på den verdensomspændende Galathea-ekspedition og har gennem de seneste 14 år rejst verden tynd for at tage på eventyr iført sit dykkergrej. Her får du hans bedste bud på de 10 mest spektakulære dyk nogensinde.

Vi starter med Asien –

1. Similan-øerne, Thailand

Vil du dykke blandt søpølser, muræner, kuglefisk, havslanger, dragefisk og mange andre kulørte væsener, så er Similan-øerne et rigtig godt bud til en dykkerferie. Similan er en lille øgruppe på ni øer, der ligger i en marinenationalpark vest for Thailand, og som regnes for at være blandt de allerbedste dykkersteder i verden. Derudover er Similan-øerne efter sigende et af de bedste steder at opleve hvalhajer.

Ikke kun dyrene gør Similan-øerne til en stor oplevelse. Også de store klippeformationer under vandet er utroligt smukke. Til gengæld er stedet ikke for begyndere:

”Sværhedsgraden er lidt over middel. Der kan være meget strøm og nogle understrømme, som er meget kolde i vandet, der ellers normalt er lækkert lunt. Så man skal vide, hvad man gør, når man pludselig bliver ramt af iskoldt vand, og sigtbarheden måske svigter.”

Du kan også snorkle ved Ko Samuis smukke, slanke strande – se mere i vores guide til Sydthailand

2. Lombok, Indonesien

Dyk med skildpadder, forskellige arter rokker og hajer – blandt andet hvalhajer – og utallige kulørte fisk eller tag en afslappende dag på de kridhvide sandstrande. Øerne Gili Air og Gili Trawagan ved Lombok i Indonesien byder på storslåede oplevelser.

”Der er ikke så mange udbydere på de to øer, men til gengæld er dem, som er her, virkelig entusiaster, som strækker sig langt for at hjælpe og sikre, at du får de bedste dyk. Der er virkelig tale om et dykker-community.”

Der venter massage på stranden ved Sanur – klik her for vores guide til Bali

3. Vraget af Rainbow Warrior, Paihia, New Zealand

”Det er ikke altid det, man ser, som gør et dyk spændende,” siger Dennis Vad, og han har derfor valgt at tage dykning ved vraget af Greenpeace-skibet Rainbow Warrier med på listen.

”Dykningen her er egentlig ikke specielt smuk. Den minder meget om dykningen i Danmark, for der er ikke en fantastisk sigtbarhed og heller ikke særlig mange fisk. Til gengæld er det et fedt dyk, når man kender til skibets historie, og det er superspændende at grave i fortiden og se ting, som ikke alle har set.”

Rainbow Warrier blev sænket af den franske efterretningstjeneste i 1985, mens det lå fortøjet i Auckland Waitemata Havn. Skibet var i Stillehavet i forbindelse med Greenpeaces vedvarende kamp for et atomfrit Stillehav – en kamp, som især koncentrerede sig om de franske atomprøvesprængninger ved Mururoa i Fransk Polynesien. Skibet blev sænket med to sprængladninger, der kostede en portugisisk fotograf livet.

Rainbow Warrior er siden blev flyttet til en lokation øst for Paihia, hvor man nu kan dykke på det.

Lysende grønne øer med spruttende vulkaner og sprøjtende gejsere – tag med til New Zealand her

4. Great Barrier Reef, Australien

Ikke overraskende er verdens største koralrev også en af verdens største dykkeroplevelser. Great Barrier Reef strækker sig 2000 km parallelt med Australiens nordøstkyst og byder på et væld af fiskearter i alle regnbuens farver og de smukkeste koraller. Netop fordi Great Barrier Reef byder på så mange oplevelser, er en oplagt måde at udforske det at booke sig ombord på en dykkerbåd og tilbringe flere dage på vandet med dyk på forskellige af revets destinationer.

”Jeg var selv på havet i 10 dage og sejlede hele vejen langs revet til Fraser Island med dyk undervejs, hvorfra jeg så fløj tilbage. Det var en kæmpe oplevelse – både dykkene, men også derefter at flyve lavt henover de steder, jeg netop havde oplevet under vandet.”

Alt om Australien – klik her for vores guide

5. Sharm el-Sheikh, Egypten

Et af verdens flotteste koralrev, et rigt marineliv, lækre strande og et varmt og solrigt klima året rundt har været med til at gøre Sharm el-Sheikh til en særdeles populær dykkerdestination. Stedets popularitet betyder desuden, at der er et stort og varieret udbud samt god konkurrence på priserne, så der er nogle fantastiske dykkeroplevelser til fornuftige penge i vente. Oplev blandt andet nationalparken Ras Muhammed – Muhammeds Hoved – der strækker sig langs Sinai-halvøens kyst og blandt andet byder på nogle fantastiske koralrev.

En anden oplevelse, man heller ikke bør snyde sig selv for, er Thistlegorm – vraget af et engelsk fragtskib, der blev sænket af en tysk bomber i 1941. Skibet er spækket med militært isenkram fra Anden Verdenskrig som pansrede mandskabsvogne, motorcykler, geværer, kanoner og meget andet. Et vrag, som man skal være hurtig for at opleve at dykke på. Det bliver nemlig muligvis snart lukket, fordi de mange luftbobler fra stedets dykkere får vraget til at ruste og blive farligt at opholde sig ved.

De fem bedste strande ved Sharm el-Sheikh – du finder dem her

6. Hurghada, Egypten

Rødehavet er en fantastisk dykkerdestination for danske turister: Klimaet er varmt året rundt, afstanden er overkommelig, transportmulighederne mange og priserne overkommelige. Samtidig har Rødehavet rigtig meget at byde på for alle.

Umiddelbart minder Hurghada meget om Sharm el-Sheikh, men Hurghada adskiller sig alligevel, for området har mange øer i et farvand, som er svært at sejle i, og dermed er der også mange vrag at dykke på.

”Historisk set er det et rigtigt spændende sted at dykke, for der er mange vrag, så der er rigeligt at vælge imellem. Desuden er Hurghada også et fedt sted at lave drift dives, hvor man bare hopper i og lader sig føre med strømmen uden at skulle bruge kræfter på at bevæge sig. Det er virkelig en stor oplevelse på den måde at blive båret gennem vandmasserne.”

Et autentisk, egyptisk feriekaos – klik her for vores guide til Hurghada

7. Ghizo, Salomon-øerne

Salomon-øerne er en øgruppe i Stillehavet, som ifølge Dennis Vad byder på ganske exceptionelle dykkeroplevelser. Området var et af de steder, hvor USA og Japan kæmpede under Anden Verdenskrig, og derfor ligger der ud for Ghizo mange vrag på havbunden af blandt andet japanske og amerikanske flådefartøjer. De er ikke mindst interessante, fordi området er meget lidt besøgt, og vragene er ikke ’kannibaliserede’, som de kan være andre steder.

”Jeg har blandt andet dykket på vraget af et japansk handelsskib, som blev sænket af en torpedo, og det lå i samme stand, som da det blev sænket. Så når man trådte ind i skibet, så man syltetøjsglas, japanske tesæt og alle mulige andre ting. Meget fascinerende.”

Desuden byder Salomon-øerne på et unikt marineliv med mange hajarter og store rokker.

8. Galapagos-øerne, Ecuador

Naturreservatet Galapagos-øerne ligger i Stillehavet og er en fantastisk oplevelse – også for dykkere. Fordi bevarelsen af reservatets dyreliv har en så høj prioritet, er marinelivet noget ganske særligt. Desuden findes her mange dyrearter, som man ellers ikke ofte møder som dykker. En af dem, som virkelig fascinerede Dennis Vad, var søløverne:

”Det er fantastisk, for dyrene har ikke vænnet sig til at være bange for mennesker. Så du kan komme enormt tæt på dem og for eksempel ligge lige ved siden af en søløve, som bare glor nysgerrigt på dig og synes, at du er interessant.”

På et dyk ved Galapagos-øerne kan man også være heldig at opleve et omfattende fugleliv, hvoraf flere arter jager deres føde under vandet.

Men stedet er ikke for nybegyndere. Vandet er koldt, så man skal tænke grundigt over sin påklædning, og der er meget strøm, man skal forholde sig til. Det rige dyreliv rummer desuden mange af haj-arterne – også af de farlige – så der er en risiko for at møde aggressive dyr på sine dyk.

9. Ivittuut, Grønland

Ofte når der er dykning på programmet, går tankerne mod lune, turkise vande, eksotiske dyr og kulørte koralrev. Men det behøver ikke at være varmt, for at man kan opleve spændende dyk, siger Dennis Vad, der har haft nogle storslåede oplevelser i Grønlands isfyldte farvande ved Ivittuut. At dykke ved Grønland hører til den slags oplevelser, som sætter gang i adrenalinets pumpen i kroppen, for det kan være temmelig farligt.

”Til gengæld er det en helt særlig oplevelse at forberede sit dyk ved at hugge hul i isen. Og man kan være så heldig at se sæler og måske hvaler. Det oplever man ikke mange steder.”

Derudover byder den grønlandske kyst også på sin egen art koraller, som laver et helt landskab af planter, som ofte også kan ses fra overfladen, hvis vandet er for koldt til at friste til et dyk.

10. Sankt John, Dansk Vestindien

Sankt John er den mindste af de dansk-vestindiske øer og ikke et sted, hvor der bor mange mennesker, da det meste af øen er nationalpark. Det betyder til gengæld, at øen er en oplagt dykkerdestination, selvom den kan være lidt svær at finde vej til. For dens status som naturpark betyder, at marinelivet bliver godt beskyttet.

Det er ikke de store dyr, man skal regne med at møde, til gengæld er mikromarinelivet i særklasse. Mød for eksempel søheste, spændende snegle og en myriade af mindre fisk.

Netop fordi 60 % af øen er nationalpark, bør man heller ikke snyde sig selv for at drage på opdagelse på landjorden, for på Sankt John findes nogle af Caribiens smukkeste sandstrande, mens et gammelt fort og masser af ruiner fra de gamle, danske sukkerplantager er håndgribelige vidnesbyrd om vores fortid på øen.

Vi guider til gode rejsemål i Maj

Yucatán

Yucatán

At besøge Yucatán er at dykke ned i forhistorien mellem maya-ruiner og...

Sharm el-Sheikh

Sharm el-Sheikh

Sol og varme året rundt, krystalklart vand og store oplevelser på de helt...

Bangkok

Bangkok

Hvis Bangkok var en flaske vin, var der tale om en magnum. Og etiketten...

Kenya

Kenya

Tag på eventyr i Kenya og oplev løvebrøl, hyænesang og palmesus.

Krabi

Krabi

Krabi, Krabi, jeg overgiver mig. Du er for smuk og dejlig. Krabi er en...

Miami

Fuld fart på festen i Miami, oplevelsessamfundets epicenter i Orlando...

Gran Canaria

Vil du have nærmest evig sommer, skal du tage til Gran Canaria. Her ruller...

New Zealands Sydø

Paradis for aktive naturelskere

Goa

Goa ligger som en solmættet parentes mellem det enorme indiske...

Dubai

Futuristiske og vanvittige Dubai pirrer, forundrer, forarger og sitrer i...

Phuket

Phuket er livsnydelse på højt plan. Et strejf af sommer året rundt og en...

Tenerife

Sol, vand og vulkaner er Tenerifes tre top-attraktioner. Men...

Hurghada

Snorkeleventyr og beachparty på bare fødder. Sol, strand og vand om dagen...

Venedig

Udenfor skodderne står Venedig op. Gadefejerne trækker trillebørene gennem...

Cuba

Salsarytmer, høj cigarføring og smukke, solbrændte huse. Cruising i seje...