Der er ikke meget logik i at traske foroverbøjet og indædt op ad et stejlt og til tider delvist sneklædt bjerg et eller andet sted højt oppe på en bjergtinde i Schweiz blot for at drikke en velfortjent øl på terrassen foran et 180 år gammelt stenhotel.

Men faktisk er det netop den slags oplevelser, der måske på grund af sin enkle og meget naturnære karakter kommer til at føles som noget nær meningen med livet. Man klarede skærene. Man kan føle sig som bjergbestiger, selv om man aldrig før har sat sine fødder på en bjergvæg.

Og nu sidder man her på toppen og nyder frugten af sin egen præstation: 360-graders udsigt over sneklædte bjerge og turkisblå søer med en inderlig tilfredshed over at være i stand til at bestige bjerge på trods af, at det er år siden, man sidst var medlem af et fitnesscenter.

LÆS OGSÅ: Danskerne: Vi vil have sport på ferien

Man læner sig tilbage og kigger op på himlen, nøjagtigt som komponisten Mendelssohn-Bartholdy gjorde det som en af de første gæster tilbage i 1830, da stenhotellet Berghotel Faulhorn blev bygget. Ikke meget er ændret siden da. Selv sengene er de samme som dengang.

Øllen på udsigtsterrassen serveres af en sød og solbrændt Heidi med lyst hår og solbriller. Som alle andre af hotellets ansatte er hun vandret op i foråret og bliver oppe på hotellet, indtil det lukker ned om efteråret. For der findes ikke anden transport til og fra hotellet end de afmærkede vandrestier. Al mad og drikke er fløjet op med helikopter, og kaffen er brygget på opsamlet regnvand fra store trætønder.

Tempo som en svæveballon
Oplevelsen starter i bjergbyen Grindelwald, som man kan nå med bil eller tog fra Interlaken. Her køber man billet til en lift, som i nogenlunde samme tempo som en svæveballon fører en op til en enligt beliggende liftstation ved First, hvor der ikke findes andet end en lille café, stativer med postkort og en masse gule skilte med angivelse af navne og tider til de omkringliggende vandredestinationer med ruter af enhver sværhedsgrad.

Okay – så er man altså vandrer. Man ligner i hvert fald en vandrer med sin lille turrygsæk og sine solide vandresko, og man har ligesom alle andre medbragt en madpakke og en flaske vand, som man kan fylde op undervejs, når man kommer forbi de rene kilder med dejligt, koldt gletsjervand. ’Faulhorn to timer’ lader skiltene forstå.

Den første strækning er nem. Her kan alle være med. Man overhaler endda ældre mennesker med stok og almindelige travesko. Vidunderligt i grunden, at selv ældre mennesker kan vandre i 2.168 meters højde på en såkaldt præpareret vandrerute med ren bjergluft i lungerne og udsigt til sneklædte bjerge, som spejler sig i den krystalblå Bachalpsee, som for de fleste bekvemmelighedsvandrere er målet for dagen.

Et skønnere blik skal man da også lede længe efter. Søen fungerer som et spejl for de mange sneklædte tinder. 50 minutter hver vej kan de fleste klare. På bænken foran den spejlblanke sø sidder en lille 10-årig fyr og kigger helt alene. Det ser ud, som om han har glemt alt om både internet og mobilforbindelse. Heroppe er naturen noget, som rører ved sjælen helt inderst inde selv hos børnene.

I samme seng som komponisten
Det er først, når man fortsætter højre om søen og videre op mod bjergtinden Faulhorn, at dem med stokkene og de fornuftige travesko falder fra. Nu følges man med de lidt mere trænede modeller, som kan klare stigningen på de 400 meter fra Bachalpsee op til bjerghotellet på toppen af den trekantede tinde.

»Det er pænt anstrengende«, som pigen på turistbureauet fortalte inden turen.

Men stigningen opad er dog ikke værre, end at enhver, som er i bare nogenlunde god form, kan være med, hvis blot man tager turen i sit eget tempo. Ifølge de gule skilte tager det lidt over en time. Faktisk er der flere familier, som har mindre børn med sig op. De skynder ikke på børnene, men giver sig tid til at stoppe og kigge på sten og blomster undervejs.

Mange vandrere bærer på rygsække fyldt med tøj og grej til overnatning på hotellet, hvor roen sænker sig om aftenen, når kun de overnattende er blevet tilbage, og hotellet oplyses af stearinlys, alt imens middagen tilberedes. Dog sørger solceller for en smule elektrisk lys på værelserne, og når der ikke er frost, kan der pumpes lidt smeltevand op til vaskekummerne fra en nærliggende gletsjer.

LÆS OGSÅ10 skønne og uspolerede destinationer i Europa

Går man efter luksus, skal man ikke søge op mod Berghotel Faulhorn. Her er hygge og autentisk stemning i højsædet. Til gengæld koster et dobbeltværelse under 400 kroner. Ejeren har stadig en gammel regning liggende, fra dengang Mendelssohn-Bartholdy oplevede solopgangen i 2.681 meters højde som en af de første gæster efter en god nats søvn i de solide træsenge. Nøjagtigt som man kan i dag.

Ud over de seks dobbeltværelser byder hotellet på overnatningsmulighed i en træbeklædt sovesal, hvis man altså er frisk på at sove i små alkovelignende senge side om side med andre gæster. Her er overnatningen naturligvis en del billigere. I begge tilfælde er det nødvendigt at reservere overnatning på forhånd.

På opslagstavlen hænger en seddel, hvor man kan se, præcis hvornår solen står op den efterfølgende morgen. En oplevelse, det er værd at sætte vækkeuret efter. Når man sidder i sin sovepose ude på udsigtsperronen foran hovedbygningen, som består af grå bjergsten, kan man se bjergtinder og søer, så langt øjet rækker.

Ingen hegn eller skilte
Det er på samme perron, helikopteren lander et par gange om ugen, når den kommer med friske forsyninger og nyvasket sengetøj. Kommer man for tæt til kanten, kigger man lige lukt ned ad de stejle skrænter. Det her er ikke USA – der er ingen hegn eller skilte med »watch your step«. Her passer man på sig selv og sikrer sig, at man ikke tager rutsjeturen nonstop ned mod den turkise 300 meter dybe Brienzer See dybt nede ved bjergets fod.

Man kan blive i ugevis og nyde roen og freden, hvis man vil dyrke det enkle liv og tage på vandreture ud fra hotellet. Men mange vælger at vandre ned igen allerede næste dag. Eventuelt kan man vælge en anden vej ned, hvis man har mod på en lidt længere tur.

LÆS OGSÅLæsernes guide til gode vandreture i Danmark

Vejen ned til Schynige Platte tager omkring fem timer. Med en fantastisk udsigt ned mod Brienzer See undervejs. De angivne tider på de gule vejviserskilte kan tages for gode varer. Der er snarere lagt en lille smule ekstra til end det modsatte, og der findes gode vandrekort med højdeangivelser og vandretider, som stilles til rådighed fra de omkringliggende turistbureauer.

Blandt andet i byen Interlaken, hvor man om aftenen kan skifte vandrestøvlerne ud med stiletter og laksko. Her er det bylivet, der tæller. Med store hoteller, kasino og fine muligheder for shopping. Og hvis man har fået smag for vandrelivet, kan man erhverve sig et hav af bøger og vandrekort med beskrivelser af ture og overnatninger i hele bjergområdet. Tog- og busforbindelserne til alle udgangspunkter fungerer upåklageligt og altid til tiden. Der er vandreruter af enhver sværhedsgrad og mulighed for at tilmelde sig guidede ture, hvis man vil prøve sit mod og sine kræfter af i sikre hænder. Nogle har måske mod på guidet gletsjervandring, mens andre foretrækker en måneskinsvandring i fuldmånen.

Alt sammen muligt. Nu hvor man alligevel har erhvervet sig sit første par vandrestøvler.

Udforsk vores guides: Restauranter, seværdigheder og barer
StorbyNew York, San Francisco, Rom, Berlin, London, Buenos Aires
Sol & strandPhuket, Ko Samui, Gran Canaria, Australien