Maxim sidder ved vinduet og kigger ud på perronens menneskemylder, da vi kommer ind i den lille firemandskupe. Hans rolige facon står i skærende kontrast til min kærestes og min buldrende ankomst i et virvar af togbilletter, rygsække og et utal af poser med kaffe, frugt, chokolade og farveriger nudler.

Han smiler til min kæreste og mig. Måske på grund af mængden af proviant eller måske, fordi han er glad for at få selskab i de 24 timer, det varer, inden vi når hans hjemby. Maxim er russer, 31 år og bor i byen Perm, som er første stop på vores halvanden måneds rejse gennem Rusland og Mongoliet.

LÆS ARTIKELOplev en af verdens smukkeste togstrækninger

Som en smutsten over blikstille hav kører toget af sted. Moskva forsvinder bag os, og udenfor skifter landskabet til åbne vidder og vinkende børn i haverne langs skinnerne. Der er langt fra landskabet her til hovedstadens prangende arkitektur, dyre biler og travle russere, der ikke ænsede os, og efter en rum tid ses kun biler af ældre dato på grusvejene.

Ved  Den Røde Plads i Moskva er Vasilij-katedralens farverige kupler og Lenins Mausoleum, hvor Lenins balsamerede krop ligger til offenlig fremvisning. Foto: Henrik Møller NielsenSmå klynger af farverige træer skyder op på marker, og livlige floder snor sig langs togskinnerne. Her er smukt, og naturen har en nærmest beroligende virkning på os.

Som toget smyger sig af sted, reduceres begrebet tid til en by i Rusland. Jernbanens ubekymrede fremdrift gør tiden til en flygtig størrelse. Vi spiser, når maven knurrer. Redder op til natten, når øjenlågene bliver tunge. Og når solens stråler overmander mørket i vores kupe, står vi op. Klokken, som vi ynder at hænge os i, eksisterer ganske enkelt ikke her på skinnerne.

Hvor mennesker mødes
Den transmongolske jernbane blev bygget mellem 1891 og 1916 og er med sine knap 9.200 kilometer udstrakt jern verdens længste af sin slags. Rejsen fra Moskva til Perm tager et døgn, og her på anden klasse er kupeerne som små dagligstuer, hvor mennesker mødes.

LÆS ARTIKEL Nu kan du blive turist i verdens mest lukkede land

Som vores nye rejsefælle Maxim sidder der på den anden side af det lille bord ved vinduet, ligner han på ingen måde de tillukkede russere, der hastede forbi os i Moskvas gader. Han er afslappet klædt i løse jeans og marineblå T-shirt.

Hans engelske flyder ubesværet med en karakteristisk russisk efterklang. På gulvet foran ham ligger et par hjemmesko, som fødderne konsekvent smutter i, hver gang han rejser sig. Han bevæger sig hjemmevant rundt på de få kvadratmeter.

LÆS ARTIKELSnør vandrestøvlerne: Her er 10 fantastiske rejser til fods

Det er ikke tilfældigt, at kupeen har en nærmest beroligende virkning på ham, for Maxim tilbragte mange af sine barndomstimer i en kupe som denne. Faren havde en høj rang i militæret, så hele familien måtte ofte rejse med toget og flytte adresse, hver gang jobbet krævede det. Det resulterede i, at Maxim syv gange måtte starte forfra på en ny skole i en ny by.

Langstrakt.  Den Transmongolske Jernbane strækker sig over 9.000 kilometer fra Skt. Petersborg til Beijing, og deler rute med den Transsibiriske Jernbane de første mange tusinde kilometer.

I dag har han slået sig ned med sin familie i Perm, hvor han arbejder som coach i et større firma. Han har lige været til møde i Moskva, og normalt ville han have fløjet hjem på to timer. Men et fuldt booket fly gør, at Maxim i dag deler kupe og livshistorie med os.

Velkommen om bord
Togsættene er indrettet spartansk, men fornuftigt. I mellemgangen står en beholder med kogende vand ad libitum, som vi flittigt benytter os af. Om morgenen står den på hjemmelavet havregrød, til middag koges der nudler, og om aftenen ... står den igen på nudler. Det kogende vand giver samtidig mulighed for friskbrygget kaffe dagen lang. En enkelt dag går vi ned i restaurantvognen, men menukortet er trist, og priserne ekstreme, og vi forstår, hvorfor de fleste selv medbringer mad.

LÆS ARTIKEL Hobitten skal få turister til at strømme til New Zealand

På den lange, smalle fordelingsgang løber tætvævede tæpper, og på væggen hænger en indrammet oversigt over de byer, hvor toget gør stop.

Ved enkelte byer er der mulighed for at træde ud og indånde en halv times frisk landluft samt bytte en russisk rubel eller to mod en forfriskning fra en af de kvindelige sælgere. Med afrundede skosnuder og blomstrede forklæder lagt i små, fine mavefolder sælger kvinderne alt fra tørrede fisk, fyldte pandekager og souvenirs til smeltede chokoladekiks og is i opløst papir. Vi nøjes med en kold sodavand fra kassen og undrer os over, om der herude på landet virkelig er et marked for varme pelshuer og babusjkaer til langt over markedspris?

Små stykker kultur
Togets rolige tempo ligger som en konstant vugge under os. Grønne bjergsider skyder op og afløses af golde sletter og smukke søer. Utæmmede blomster og stædigt græs skyder op langs de udstrakte skinner og minder os om, hvem der var her først.

Som tro kopier af små danske kolonihavehuse ligger utallige små træhytter med tilhørende køkkenhaver langs jernbanen. Det er russiske dachas. Dacha betyder ’noget foræret’ og refererer til, at tsaren i tidernes morgen forærede de små huse til de mest loyale lensmand.

På  vej. Næsten halvdelen af Mongoliets befolkning lever i dag som nomader. En nomadefamilie kan flytte op til 20 gange på et år. Foto:Henrik Møller Nielsen

I dag er de allemandseje. Der findes over seks millioner spredt ud over Rusland, og flere tusinde af dem ligger placeret langs jernbanen. Med deres farverige træværk, detaljerige skodder og karakteristiske buede tage er de små vidner på, at der her i den storslåede og tilsyneladende uberørte natur færdes mennesker.

LÆS ARTIKEL Sådan oplever du verdens største saltørken

Maxims familie ejer også en dacha lidt uden for byen, hvor de bruger deres fritid. Han finder sin mobiltelefon frem og viser os stolt billeder af den. For Maxims familie er dachaen en uundværlig oase, hvor der er plads til at baske med armene modsat i lejligheden i Perm. Som han fortæller om sin dacha, er det svært for os præcis at forstå, hvorfor de fylder så meget i den russiske kultur. Det er et fænomen – en livsstil – vi først kommer til at forstå efter at have boet i en lejlighed i et betonbyggeri i centrum af Perm. Man har ganske simpelt behov for luftforandring.

Togets samlende kraft
I morgen når vi står op, skal vi sige farvel til Maxim. Han skal hjem til familien, og vi skal udforske vores første stop på turen. Som mørket sænker sig i kupeen, dysser samtalen hen, og lyden af skinnerne forstærkes.

Rejsende  ved jernbanen. Foto: Henrik Møller NielsenMaxim er i gang med en bog om vejen til at blive en effektiv coach. Han bruger dagens sidste timer på at blive bedre til sit arbejde. Jeg er i gang med fagbog af Politikenjournalisten Nils Thorsen. Som vi ligger der side om side i natlampens skær, er der flere ligheder mellem os end ting, der skiller os.

LÆS ARTIKELRejsebilleder: Her er nogle af klodens mest utrolige motiver

Maxim balancerer mellem at sætte familien højt og realisere sig selv gennem sit arbejde. Og det er måske lige præcis den oplevelse, der fylder mest fra rejsen – når alt kommer til alt, er vi meget ens – og toget har en finurlig, samlende effekt, der får én til at fokusere mere på ligheder end forskelle.

Mellem de rejsende om bord opstår der unikke og ærlige samtaler, som ikke efterlader plads til fordomme. De små dagligstuer på skinner lukker op for et kig ind bag Ruslands facade, som vi ikke fik ved at gå i Moskvas gader, besøge museerne og spise på restauranterne.

ARTIKLEN FORTSÆTTER HER
Side 2:5 nødvendige stop på den transmongolske jernbane