I en frodig dal, klemt inde mellem knejsende bjerge langt ude i Georgiens Svaneti-provins, rejser utallige stentårne sig pludselig ud af ingenting.

Synet er mageløst. Vi er helt ude på kanten af Europa, hvor civilisationen endnu ikke vundet over naturen. I en lille minibus har vi skrumlet langsomt af sted på den hullede grusvej, som forbinder de to byer. Men synet, der møder os, er hele den 70 kilometer og tre en halv times lange kørsel i adstadigt tempo fra den nærmeste by, Mestia, værd.

Vi befinder os i Ushguli for at se stedets berømte tårne, der er bygget i op til fem etagers højde, men som ved siden af byens små, lidt duknakkede stenhuse virker endnu højere.

LÆS ARTIKELBesøg en af verdens mest mytiske oldtidsbyer

Og med tanken om, at de fleste tårne er bygget mellem det 9. og 12. århundrede, er det svært ikke at blive imponeret over, hvad datidens indbyggere har præsteret med særdeles begrænsede midler. Ikke overraskende har området for længst fået plads på UNESCOs liste over bevaringsværdig verdensarv.

Unikt forsvarssystem
Ushguli er Europas højstbeliggende beboede landsby, men det er især de imponerende stentårne, som området er kendt for. De blev bygget i den tidlige Middelalder som led i et unikt forsvarssystem mod angribende fjender og naturkatastrofer. Når fjender angreb, søgte landsbyboerne herop og havde dermed en stor fordel i at kunne skyde pile og hælde kogende olie efter deres modstandere.

LÆS ARTIKEL Her er de 21 nye på UNESCOs verdensarvsliste

Men også i fredeligere tider tjente tårnene et væsentligt formål. Ikke mindst om vinteren, hvor heftige laviner på kort tid kunne begrave dele af landsbyerne. Også her flygtede beboerne i sikkerhed i højderne - hvilket de iøvrigt fortsat gør den dag i dag, for snefaldet i bjergene er betydeligt, og ofte er Ushguli afskåret fra omverdenen i askillige måneder hver vinter. Nogle år endda op til 6 måneder.

HØJT.  Tårnene er op til fem etager høje. FOTO: Stine Daugaard De nok mest berømte tårne i Ushguli er de to, hvor den berømte georgiske dronning Tamar siges at have boet i slutningen af det 12. og begyndelsen af det 13. århundrede. Eftersigende boede hun og hendes hof i et tårn på toppen af et bjerg om sommeren, mens hun om vinteren flyttede ned i et mere bynært tårn på en lille bakketop ved landsbyen Chazhashi.

Imponerende kulinarisk oplevelse
Naturen her er vild og uspoleret. Er man bare det mindste eventyrlysten, er det svært ikke at holde af området med dets støvede, skrumlede grusveje, enkle guesthouses, imødekommende lokalbefolkning og rolige omgivelser, hvor trafikstøj og moderne larm er afløst af gryntende grise og vindens blide susen. Men er man i stedet til det luksuriøse, komfortable og ukomplicerede, bør man måske tænke sig om en ekstra gang.

KOKKEN.  Maden laves på et lille brændekomfur. FOTO: Stine Daugaard Der bor nogle hundrede mennesker i det lille samfund, og når man slentrer rundt i de smalle gader, hvor grise, køer, hunde og andre dyr vandrer frit omkring, føles det som om, man på bilturen hertil ikke alene har bevæget sig de godt 70 kilometer fra Mestia - turen er også gået utallige år tilbage i tiden.

LÆS ARTIKELFotoudstilling: 100 steder, der er ved at forsvinde

Her foregår størstedelen af arbejdet i de små, omkringliggende marker stadig med håndkraft og assisteret af okser og andre dyr, og da vi godt frokostsultne bliver bænket ved det spinkle træbord på den interimistiske restaurant i forbindelse med Dato Ratianis guesthouse, fyrer familiens kvinder op i køkkenets brændekomfur for at fremtrylle vores frokost.

Og lad det være sagt med det samme. Det georgiske køkken er en overraskende delikat oplevelse, ikke mindst på grund af en alsidighed, der næsten virker utopisk i et område, hvor så godt som alle ingredienser bliver dyrket af landsbyboerne selv. Fyldige kødretter, friske salater, spændene oste og ikke mindst et gevaldigt udvalg af friskbagt brød er en sand fornøjelse at udforske. En personlig favorit bliver hurtigt de specielle 'khinkali', hvor et krydret kødfyld er bagt ind i det velsmagende brød.

FAVORIT.  De kødfulde brød smager skønt. FOTO: Stine Daugaard

Smukke historiske fresker
Ud over tårnene i Ushguli bør man heller ikke snyde sig selv for et besøg i denne lille kirke i Ipar, så godt forsynede med frokost sætter vi kursen op ad den lille bakke. Kirken er låst af, så forhør om adgang i landsbyen. Kirken blev bygget i det 12. århundrede og er en lille stenbygning i samme byggestil som tårnene i området, men inde i tusmørket venter der en imponerende oplevelse - smukke, farverige og velbevarede kalkmalerier, der virker nærmest overdådige i forhold til det enkle og rå kirkerum.

Frister det ikke at tage den lidt udmattende køretur til og fra Mestia på en dag, findes der flere små guesthouses i Ushguli, og det kan varmt anbefales at blive et par dage for at nyde de imponerende bygninger, den afslappede stemning og ikke mindst for at vandre ture i den unikke natur, der omgiver landsbyerne.

LÆS ARTIKELTag på bjergvandring for begyndere

Turengårtil.dk var inviteret til Georgien af Air Baltic.