Allerede da færgen nærmer sig Elba og havnebyen Portoferraio, kan man dufte øen. Måske er det rosmarin, måske oliven, måske de høje, flade nåletræer, pini marini. Men duften er intens – hele året rundt og selv om efteråret, hvor temperaturen som regel holder sig over 20 grader.

Cirka samme temperatur har vandet, som omgiver den lille bjergrige og frodige ø vest for Toscana, og dermed ligger Elba i et velduftende smørhul med en sæson, der strækker sig fra påske til slut oktober.

LÆS ARTIKELHer er Italiens ukendte øer

Selv om langt de fleste turister fra Pisa, Firenze og Rom vælger at komme i juli og august. Ligesom alle de andre italienere gør. For det er stadig mest Elbas landsmænd, der har opdaget øen, der på sit bredeste sted er 40 kilometer.

En time fra Toscana
Men er man i forvejen i Toscana, er der kun en times sejlads fra fastlandet til Elba.

Fordelene er, at her er langt færre mennesker end på fastlandet. 25.000 indbyggere er her året rundt, og når det går rigtig højt, kommer det samlede antal mennesker aldrig over 100.000 – selv i den uge i august, hvor alle italienere skal ud og svinge grappaglasset.

FOTO:  Per Munch Øen har en fantastisk natur med 60 vilde orkidearter, svampe og en masse liv i havet. Store dele af Elba er naturpark, og havet omkring er en del af Europas største dyrebeskyttelsesområde.

Og så er Elba et sikkert valg, hvis der er mindst en i familien, der ikke kan holde sig i ro, men kræver fysisk beskæftigelse for ikke at blive utidig.

Solseng og sandstrand
Men lad os starte med det, der som regel kan samle hele familien. Stranden.

Elba, der er godt og vel på størrelse med Bornholm, har en kystlinje på 147 kilometer, der bugter sig ud og ind, så øen ovenfra ligner en kæmpe bakterie, der er i gang med at mutere.

LÆS ARTIKELOplev Toscana med maven

Det betyder, at her er mere end 50 strande. Nogle i bountystilen, andre ligger omgivet af pittoreske klipper – og så er der de små hemmelige, hvor man kun kan komme til og fra med båd, fordi de grønne skråninger er for stejle. Og sådan en privat tur til egen strand kan sagtens arrangeres.

Dybet kalder
Selv blev jeg inspireret til at vove mig endnu længere ud end strandkanten. I Porto Azzurro på den sydøstlige del af øen påmønstrede jeg Stefano Magro og Andrea Cadeddus stolte dykkerskib for at få en prøve på verden under overfladen.

FOTO:  Per Munch På vej ud forklarer de mig om filosofien – alt foregår på båden, der er ingen dyr dykkerbutik med udstyr og fastansatte. Kun instruktører hyrede til lejligheden. Og så får man alt om bord. Udstyr, teoriundervisning og mad, hvis det trækker ud.

»Der skal være stemning. Du skal føle dig hjemme. Og føle dig tryg ved vores båd. Så du slapper af og ånder ud og ind, stille og roligt, når vi kommer ned og dykke. Du skal være tryg. Både over og under overfladen sammen med os«, siger Stefano, mens han står med bare tæer på kludetæppet i styrehuset og vipper med foden i takt til Van Morrison, der kommer ud af nogle dyre højttalere.

»Jeg tæller 1-2-3, og så tager du et stort skridt. Sådan her«. Instruktøren Andrea Cadeddu holder pegefinger og langfinger sammen. Indtil pegefingeren pludselig stritter fremad. Og det skal altså forestille mig. Lige om lidt.

Vraget venter
Da vi står på platformen bag på båden, vejer jeg 20 kilo mere end normalt, og det er ikke kun på grund af den gode italienske mad, men på grund af blyvægte og den bcd (vest, der kan pustes luft ind i), som Andrea har pumpet helt op, så vi er sikre på, at jeg flyder.

Og så pludselig 1-2-3 er jeg nede under vandet. Jeg ånder ind, ånder ud og ånder ind. Men jeg mærker en lille panik arbejde sig op inden i mig. Men nu har jeg jo lært, at alt skal gå langsomt, så jeg trækker vejret og holder min angst i slowmotion.

LÆS ARTIKELHer er verdensklasses dykning i uanede mængder

Andrea svømmer ved siden af mig, så vi ligner to forelskede søkøer. Han sørger for, at min kunstige svømmeblære, bcd-vesten, er pustet tilpas op. Jeg prøver at tømme masken under vand. Og føler mig pludselig lidt sej. Selv om det også virker sært at ånde gennem et plastikrør så længe ad gangen.

Andrea fører mig nænsomt i den rigtige retning. Pludselig er vi ved vraget af et lille privatfly, som styrtede i havet for 30 år siden. Nu er vinger og cockpit tilgroede. Og da Andrea stikker mig en lygte, kan se jeg, at de eneste, der stadig er i flyet, er en stor klynge af lysende blå neonfisk. Samt en orange søstjerne.

FOTO:  Per MunchVi svømmer tilbage mod båden. Andreas stadig på ryggen af mig og i gang med små justeringer af vesten.

Så ser vi en mur af fisk. Måske er der 50 af dem, cirka 40-50 cm lange. Andrea vifter med lygten og gør dem nysgerrige, så de begynder at svømme i stimen omkring os. Lidt som at være levende fanget i en fisketørretumbler.

LÆS ARTIKEL Vær en del af Elbas største fest

Da jeg dukker op som en prop på overfladen, er jeg høj på oplevelser. Høj over at have gjort, som der blev sagt om det der skridt ud i intetheden, som også Kierkegaard altid taler om. Og jeg kigger ømt ind i Andreas brune middelhavsøjne, for det er sært at have været i en vildfremmed mands varetægt på den måde. Trygt, som Stefano sagde, og en lille smule for tæt, men på en o.k. måde.

Mayols bedrifter
Er du til dykning, skal du besøge Pareti nær byen Capoliveri. Her ligger det dykkercenter, som den legendariske fridykker Jacques Mayol brugte som base. Og ejeren var altid med på følgebåden, når Mayol – der blev portrætteret i Luc Besson-filmen ’Grand Bleu’ – slog sine rekorder.

Det var faktisk her lige ud for Pareti, at Mayol i 1976 som det første menneske nogensinde dykkede over 100 meter uden ilt og hjælpemidler.

Har du behov for en overnatning, ligger trestjernede Stella Maris som nabo til dykkerbutikken. Med havudsigt og halvpension kan det gøres for 700 kroner per person.

Jernhestenes paradis
Pareti ligger for foden af jernbjerget Calamita, der betyder magnet, og hvor der er blevet udvundet jern siden etruskernes tid. Minedriften ophørte i 1980, så i dag har folket på jernheste taget vrinskende over.

FOTO:  Per Munch Der er 180 kilometer mountainbikespor på bjerget, som er kortlagt og markeret i fire sværhedskategorier. Man kan suse ad smalle stier, hvor det gælder om ikke at ramme de flade kæmpekaktus,. Her er stejle stigninger på den bløde lyse klippe, der let smuldrer i vind og vejr. Og her er smukke spor på det højeste af bjerget, hvor man så kan se ned over Middelhavet og mod Korsika på en klar dag.

Mens man selvfølgelig også kan glæde sig over sommerfugle, masser af firben og sære planter i voldsomme farver.

Da det meste nu er nationalpark, har mountainbikere, vandrere, stavgængere og joggere et suverænt fristed uden biler. Og alt nødvendigt udstyr kan lejes i Capoliveri.

LÆS ARTIKELFerie på to hjul: Her er 10 af verdens smukkeste ruter

Det med biler er nok Elbas største minus. Der er alt for mange, og de kører alt for hurtigt på de alt for små veje med hårnålesving. Så cykler er altså noget, man lejer, når man skal have det sjovt. Ikke et transportmiddel på selve øen. I hvert fald ikke, hvis man er nervøst anlagt. Eller har børn på slæb.

Så pas på dig selv, og lej en bil. Ligesom de andre.

Politiken var inviteret af ElbaFly og Sammenslutningen af Hoteller på Elba.

FØLGTuren Går Til på Facebook