Det minder om et meget slidt biologilokale fra ens skoletid.

En lille hjort står usikkert på sine ben, der har så mange revner, at de er tæt på at knække. En blæksprutte er lagt i sprit, men der er kun to tredjedele af væsken tilbage, fordi glasset er knust. Dyrene er af malet ler – med et tykt lag støv ovenpå – og her lugter jordslået.

Men vi er ikke i et dansk biologilokale, vi er i det naturhistoriske museum i Mozambiques hovedstad, Maputo.

Og forfaldet herinde er en spejling af forfaldet udenfor.

LÆS OGSÅKom helt ned i gear i afrikansk øparadis

I 1950’erne og 1960’erne blev Maputo regnet som en af de mest stilfulde byer i Afrika. Det var en populær feriedestination for de portugisiske koloniherrer og apartheidglade sydafrikanere, der ifølge flere rejseguider primært kom for landets strande, rejer eller prostituerede.

I dag er der ikke mange turister, selv om Mozambique så småt er ved at rejse sig efter den lange borgerkrig, der fulgte i kølvandet på selvstændigheden.

LÆS OGSÅNy safari-guide hjælper turister godt på vej

Landet fremhæves som et skoleeksempel på hurtig overgang til demokrati, og væksten er pæn, men befolkningen er stadig blandt verdens allerfattigste. Og vi er faktisk lidt i tvivl om, hvem vi vil anbefale at rejse hertil.

Man skal i hvert fald tænke sig om to gange, før man hiver sin familie med. Der er god, varieret mad og o.k. hoteller med svømmebassiner, men det ellers indbydende hav ud for Maputos strande er for beskidt og for præget af understrøm til, at det er sikkert at bade, og der er ikke mange ting at foretage sig med børn.

Maputo er snarere et kuriøst rejsemål, hvor fortidig storhed er gået i forfald, og fremtiden endnu ikke er ankommet. Det skal med andre ord være eventyrlysten snarere end ferielysten, der skal drive værket.

Gadenavne a la rød blok
Det kuriøse begynder allerede, når man ser på et kort over byen: Vejnavnene vidner om de tætte forbindelser, Mozambique havde til kommunistiske lande i årtierne efter selvstændigheden: Avenida Karl Marx, Vladimir Lenin, Fidel Castro, Ho Chi Minh, Mao Tse Tsung – der er endda, vel nok som det eneste sted uden for Nordkorea, en avenue, der er opkaldt efter Kim Il-sung.

Man behøver dog ikke være kommunistisk diktator for at få opkaldt et sted i Maputo efter sig. Der er også en Avenida Olof Palme, og – i den anden ende af spektret – en Praca Robert Mugabe, hvor springvandet meget passende er udtørret.

Også de fleste af højhusene i byen har kendt bedre dage. Hovedparten stammer fra den marxistiske periode og er af samme ucharmerende betontype, som man kan finde overalt i den tidligere østblok. Eneste forskel er, at de betonkommunistiske blokke her er peppet op med farverigt vasketøj på altanerne.

RUIN.  Mozambique fremhæves af mange ngo'er som en af Afrikas 'rising stars', da der er vækst og demokrati. FOTO: Thomas Borberg Det er dog den portugisiske fortid, der springer mest i øjnene. Mange af de gamle kolonibygninger står med knuste vinduer og afskallede mure. Derfor virker det også ekstra overvældende, når man drejer om et hjørne og pludselig ser en meget velholdt hvid og pistaciegrøn jernbanestation.

Det er Caminho dos Ferros de Mozambique, der er kåret af amerikanske Time Magazine til en af de 10 smukkeste jernbanestationer i verden. Den havde 100 års jubilæum i 2010, og renoveringen er delvist betalt af det Hollywoodfilm-hold, der for tre år siden brugte stationen som smadret hotel i Sierra Leone i filmen ’Blood Diamonds’ med Leonardo DiCaprio.

LÆS OGSÅFå det bedste af Afrika på kun halvandet døgn

Stationen blev tegnet af franske Alexandre Gustav Eiffel – ja, ham med Eiffeltårnet – der dog ikke så det færdige resultat af den simple grund, at han aldrig satte sin fod i Mozambique.

Det er hovedårsagen til, at Eiffels anden bygning i Maputo var knap så vellykket. Det såkaldte Iron House (jernhus) ved Praca de Independencia blev bygget til Mozambiques guvernør, men den franske arkitekt vidste ikke, hvor varmt og fugtigt det er i det sydlige Afrika, og det metalliske ydre betød, at indeklimaet svarede nogenlunde til at bo i en ovn.

Mange andre prøvede at flytte ind i bygningen, blandt andet blev den brugt som helvedes hot nonneskole. Men først da aircondition kom til Mozambique, rykkede staten ind med et af sine mange departementer.

LÆS OGSÅ5.200 trin fører til bjergtoppen, der er hellig for fire af de store verdensreligioner

Tæt på Iron House får vi en klar fornemmelse af, hvor fattigt Mozambique er: En mand sidder i rendestenen ved det ødelagte fortov og vasker noget fiskelignende mad i vandet, der løber ned fra Praca de Independencia.

Pladsen er i øvrigt et af de mange steder, hvor ivrige gadesælgere forsøger at få dig til at købe nogle af de gængse souvenirs herfra: malede træfly med påskriften ’Mozambique’ eller ’Africa’, små elefanter i træ malet sorte med skosværte, batik, saronger, T-shirts og meget, meget andet typisk afrikansk.

Kvaliteten er typisk lidt højere på bymarkedet, hvor der også er lækker frugt (husk, at du kun skal spise frugt, du kan skrælle eller pille selv). Eller prøv lørdagens Craft Market på Praca 25 de Junho, selv om det også er her, sælgerne er mest ihærdige og stædige.

Det begynder typisk med et »Hey boss, I give you good price« og en ublu pris og slutter som regel med, at sælgeren følger efter dig rundt på pladsen eller op ad en af sidegaderne, mens han går længere og længere ned i pris. Hvis du ikke vil betale alt for meget i overpris-ulandshjælp, skal du typisk ned på omkring en tredjedel af det, han først spiller ud med.

LÆS OGSÅ Her er de bedste dyreparker

Ivrige sælgere er i øvrigt ikke det eneste, du kan blive generet af: På Avenida Ho Chi Minh blev vi passet op af en maskinpistolbevæbnet politimand, der sagde »Stop«.

Så er det, man skal have is i maven og vurdere, om man bare skal gå videre eller stoppe og risikere et af de tricks, guidebøger som Lonely Planet advarer om: Politimanden ville efter alt at dømme ikke være tilfreds med at se den kopi af vores pas, man skal have på sig hele tiden her i landet.

Han ville så udstede en ’bøde’, der skulle betales på stedet som supplement til hans beskedne løn. Men politimandens øjne flakkede, da han sagde »Stop«, så vi gik videre – og det var den rigtige beslutning. Han fulgte ikke op.

Kvarteret omkring de to markeder og togstationen er i det hele taget ikke det mest trygge. Her skal du passe på med at gå i de mere isolerede gader – hvor der i øvrigt også er god chance for at møde rotter, der tiltrækkes af den søde lugt af affald, der ligger i bunker mange steder.

14 elefantfostre kom marcherende
Mere afslappet er der oppe i den nye bydel, hvor de fleste gode hoteller og de få shoppingcentre ligger, og hvor mange af gaderne lyses op af farverige akacie- og jacaranda-træer.

Her finder man også det naturhistoriske museum, der er et af de steder, man kan se noget unikt, som man kun finder i Maputo. Bagest i det støvede lokale med de store pattedyr er der en usædvanlig, nærmest surrealistisk samling af 14 ægte elefantfostre.

ABORT.  Portugiserne dræbte 2.000 elefanter for at gøre plads til landbrug, som alligevel ikke blev til noget. 14 af dyrene var drægtige, og deres fostre blev efterfølgende udstillet på det naturhistoriske museum. FOTO: Thomas BorbergSamlingen blev skabt på en tragisk baggrund: Under Første Verdenskrig ville portugiserne rydde et stort område syd for Maputo for at give plads til landbrug. Mere end 2.000 elefanter blev skudt, inden man fandt ud af, at området nok alligevel ikke var egnet til landbrug, og droppede projektet.

Nogle af elefanterne var drægtige, og portugiserne var zoologisk interesserede nok til at lægge 14 af fostrene i formaldehyd. De er sat op, som om de kommer marcherende: Nederst i venstre hjørne er fostret på blot 1 måned, der er på størrelse med totten af en tommeltot.

Øverst i højre hjørne er den fødeklare på 22 måneder. Det er da et syn, man ikke møder i et dansk biologilokale.

Danida gav økonomisk støtte til Politikens tur til Mozambique.