At sætte sig ned til frokost med over 50 fremmede mennesker, der ikke siger et ord til hinanden, er en temmelig akavet oplevelse. I hvert fald de første par gange.

Ved vores første tavse frokost sidder vi bænket i små grupper på Kopan-klosterets terrasse og prøver alle at undgå øjenkontakt med hinanden. Uden øjenkontakt er det nemlig nemmere at undgå samtale. Lyden af skeer mod bliktallerknerne er det eneste, der bryder stilheden.

Fra terrassen er der en fantastisk udsigt over det nepalesiske landskab, men at studere den uden at møde andre blikke rundt om bordet er en udfordring. Til sidst må mit blik give fortabt, vende sig nedad og give sin udelte opmærksomhed til bliktallerknen foran mig. Det kræver lidt tilvænning at forbryde sig så skamløst mod det vestlige tabu, tavshed ved spisebordet.

Men stilhed er en vigtig del af undervisningen i buddhistisk meditation og filosofi på det munkekloster i byen Boudha uden for Kathmandu, hvor jeg opholder mig de kommende to uger. Halve og hele dage tilbringes uden nogen form for samtale, og spisetid er ingen undtagelse. For når samtalerne forstummer, giver det plads til en fuldstændig fordybelse i meditationen og egne tanker.

Og når man først vænner sig til at holde igen med ordene, begynder stilheden og det ordløse samvær at føles helt igennem behageligt. Jeg overgiver mig derfor hurtigt til lyden af stilhed, som er nødvendig for at kunne overskue nogle af de tungere emner, meditationen præsenterer os for.

Stemning  fra et klosterliv. Udsigt fra klosterets terrasse. Foto: Lene Bech Sillesen

Efter at have mediteret over min egen uundgåelige død i 45 stærke minutter føles det derfor også ganske befriende ikke at skulle smalltalke over nudelsuppen.

Fra hippier til pokerspillere
Der er ellers nok at tale om, når vi faktisk taler. For deltagerne på kurset kommer fra alle dele af verden og er her af vidt forskellige grunde. Nogle er rejst til Nepal ud fra et ønske om selvudvikling og en dybere forståelse af buddhistisk filosofi, mens andre kommer hertil af nysgerrighed og uden det store forhåndskendskab.

LÆS ARTIKEL Mytisk oldtidsby skal have en ansigtsløftning

Da vi første gang kan tale sammen, sidder jeg bænket ved siden af kinesiske Feizhen. Hun er vokset op i et ateistisk hjem og har aldrig fået egentlig religionsundervisning i løbet af skoletiden i Kina. Derfor har hun taget ansvar for egen læring ved at drage ud i verden for at afprøve verdensreligionerne og finde ud af, hvad hun er gået glip af.

»Buddhismen er mit andet stop, jeg har også været hos den kristne kirke og talt med flere præster. Jeg vil bare vide, hvad det i bund og grund handler om. I stedet for at sidde derhjemme og læse en bog vil jeg opleve, hvad buddhismen er – jeg vil direkte til kilden«.

Som en flittig studerende sidder Feizhen derfor hver morgen klar med sin notesbog på forreste række i vores undervisningslokale.

LÆS ARTIKEL Indien bygger gigantkopi af unikt turistikon

Daniel fra England er sidst i 20’erne og har gennem flere år levet som professionel pokerspiller.

»Jeg her for at finde mig selv«, siger han med et sarkastisk smil. »Det lyder jo som en kliché, men jeg håber faktisk at finde en ny retning i mit liv gennem meditationen og selvfordybelsen. Jeg har givet mig selv lov til bare at have det sjovt og tjene nogle penge de sidste år, men nu har jeg brug for et nyt mål i tilværelsen«.

Feizhen og Daniels historier er bare et par ud af de godt 51 forskellige baggrunde og begrundelser for at opholde sig i lige netop Nepal, på lige netop dette kloster.

Interessen for klosterkurserne er ikke et nyt fænomen. Bølger af tilrejsende skyllede ind over Nepal i 1960’erne og 1970’erne, da Vestens hippier havde fået øjnene op for fred, antimaterialisme og de østlige filosofier. Siden har deltagerantallet været forholdsvis konstant, men tæller i dag også mange ikkevestlige nationaliteter.

Som kursusdeltagere betaler vi beskedne beløb for vores ophold, som er med til at sikre, at klosterets 350 munke får en gratis uddannelse. Det er essentielt, fordi mange af drengene, der er ned til 7 år gamle, kommer fra fattige nepalesiske og tibetanske familier.

LÆS ARTIKEL Turister blev kobberbyens nye guldmine

Dagen igennem kan vi følge munkenes hverdagsliv, men på respektfuld afstand, der gør vores direkte kontakt meget begrænset. Jeg spekulerer på, om ikke de unge drenge og mænd bliver trætte af nysgerrige besøgende, men de virker vant til tilstedeværelsen af gæster og tager ikke meget notits af os.

Kulturmøde.  Klosterets faste beboere og udefrakommende gæster lever side om side på klosteret. Munkene er høflige og venlige over for spørgelystne europæere, selv om interessen muligvis mest går den anden vej. Foto: Lene Bech Sillesen

En dag har jeg søgt ly for eftermiddagens lummerhede på en skyggefuld plads i klosterhaven, mens et par af de yngre munke plukker en art blommer fra havens buske i nærheden. En af dem nærmer sig genert og rækker kurven med frugt frem mod mig og min sidekammerat. Vi takker mange gange for hver vores blomme, men nødes til at tage et par ekstra.

Vi forsøger med et par enkle engelske gloser, og han forsøger med et par tibetanske. Med smil og skulderløft bliver vi ordløst enige om, at sprogbarrieren vist er for stor. Munken løber tilbage til sine kammerater, mens vi sætter tænderne i blommerne og føler os meget imødekommet.

Konstant korslægning
Lyden af en håndsvunget metalklokke vækker os klokken 5 om morgenen og sætter gang i en søvnig pilgrimsvandring fra barakkernes sovesale mod det fælles badeværelse, der udgøres af to huller i jorden og en håndvask. Brusebad er kun for de virkelig tapre, for så tidligt på dagen har solen endnu ikke nået at opvarme badevandet. Heldigvis bliver det lyst tidligt om morgenen, for elektricitet har vi heller ikke noget af.

Vi bor på primitive værelser delt mellem fire-fem medlemmer af samme køn og en mangfoldighed af insekter i eksotiske størrelser. Man ryster lige dynen, inden man kravler i seng om aftenen.

Men mere gør vi heller ikke, for på klosteret er det strengt forbudt at skade noget levende, om end det så er en tallerkenstor edderkop eller et andet menneske. Det er derfor med stor nervøsitet, at jeg sammen med min israelske værelseskammerat får førnævnte edderkop lokket op på en notesblok og – i stor fart – transporteret ud af vores værelse.

At bo på kloster er ikke nogen femstjernet oplevelse af komfort. Men det er en oplevelse af så meget andet.

LÆS ARTIKEL Taj Mahal risikerer at styrte sammen

Til gengæld for at give afkald på et varmt bad om morgenen begynder vi vores dage på klosterets terrasse med sød tibetansk te i bulede blikkrus og en fantastisk udsigt over de grønne bakker, draperet i tidlig morgendis. Stilheden bliver kun lejlighedsvis afbrudt af den messende lyd af munkenes mantraer, der hører til den tidlige morgenmeditation.

Helt  stille. Ingen hyggesnak over frokosten? Bliv udfordret i Kathmandu.

At tilbringe dagens første timer i den form for dyb fred, mens verden rundt om langsomt vågner, må i sig selv kunne gøre den værste bandit til et bedre menneske.

Det meste af dagen har vi nu ikke udsigt over bakkerne, men til Dalai Lamas brede smil. Et stort billede af hans glade ansigt pryder endevæggen af den farverige sal, hvor vores undervisning og meditation foregår. Her tilbringer vi små 12 af dagens timer siddende på gulvet i skrædderstilling. Noget af en udfordring for vestlige ben, der ikke er vant til konstant korslægning og gerne protesterer efter det første kvarter.

Hvis benene synes, de bliver udfordret, skulle de vide, hvordan hovedet har det. Det kræver stor koncentration at bevare fokus i meditationerne, der tager os over emner som had og tilgivelse, kærlighed og taknemmelighed. I lotusstilling og med lukkede øjne bliver vi kyndigt guidet igennem meditationsteknikkerne af to nonner med rolig stemmeføring.

LÆS ARTIKEL Egyptiske arkæologer tager skeen i egen hånd

I starten er det med en vis skepsis, at jeg kastes ud i at tackle livet, døden og alt derimellem på kun to uger. Faktum er, at det gør indtryk at blive mindet om, hvad man alt for nemt glemmer at tage sig tid til. I en almindelig travl hverdag kan man godt gå hen og blive lidt rusten i den daglige taknemmelighed over livet og medfølelse med alt levende. Her slipper vi ikke uden om nogen af delene.

Gode til at dø
»Hvis I kun tager én ting med jer herfra, så lad det være denne – viljen til at praktisere medfølelse over for alle levende væsener, hver dag«.

Den tibetanske munk, der underviser os, understreger ofte, at han ikke er ude på at gøre os til buddhister. Ambitionen er nærmere, at vi vil efterleve den buddhistiske filosofi om medfølelse, tolerance og tilgivelse.

»Hvis I følger de leveregler, kan I måske endda blive lige så gode til at dø, som tibetanske buddhister er!«.

LÆS ARTIKEL Kom helt tæt på verdens vidundere uden at rejse

Den halve morsomhed starter en kluklatter hos munken, der er en lattermild, midaldrende mand med mange indspiste buddhistiske vittigheder i ærmet.

Men han har faktisk en pointe med den. De tibetanske buddhister siges at have et afslappet forhold til døden, som der ikke er nogen grund til at frygte, hvis livet blev levet rigtigt. En interessant tanke for mange af os dødsforskrækkede vesterlændinge.

Velkomst.  Munkene er samlet til en velkomstceremoni fra klosterets hjemvendte lama. Foto: Lene Bech Sillesen

De munke og nonner, der underviser os, er alle karismatiske og entusiastiske lærere, og oprigtigheden i undervisningen er gerne parret med muntre anekdoter fra klosterlivet. En af nonnerne giver os et par eksperttips til, hvordan man undgår seksuelle fristelser, og får derved mere end ét par øjenbryn og mundvige til at hæve sig i salen:

»Hvis man føler sig seksuelt tiltrukket af en person, kan man forestille sig deres nøgne krop foran sig, lige så tiltrækkende, som den er. Men lige med ét åbner kroppen sig på midten, så man kan se alle indvoldene i kroppens indre – så er den nøgne krop pludselig ikke så tiltrækkende længere, og den seksuelle fristelse er væk!«.

LÆS ARTIKEL Antikt mesterværk i fare for at styrte sammen

Når dagens sidste meditation afrundes klokken 21, er både krop og sjæl helt igennem udmattet. I tavshed slentrer vi ad klosterets små stier mod sovesalene i det dybsorte mørke, der har lagt sig, hvor elektriciteten er sparsom. Kun guidet af små lommelygter trædes der varsomt.

Vi går fra meditationen med en overflod af stof til eftertanke, som kan holde hver enkelt af os beskæftiget, til vi igen må tale sammen. Men indtil da går vi i hver sin verden med udsigt over lysene i byen ved foden af bakkerne og til lyden af munkenes aftenmessen, der blander sig med lyden af stilhed.

ARTIKLEN FORTSÆTTER HER:
Side 2:Her er 5 buddhistiske klostre og centre