Melissa vrikker sensuelt med hofterne til de hidsige merenguerytmer, mens to mandlige meddansere, Ariel og Juan Carlos, rundhåndet skænker Carta Dorada-rom til passagererne på ’Yucahu 2’.

Heldigvis drikker kaptajn Henry ikke på den halvanden time lange sejltur, men styrer sikkert katamaranen ud til paradisøen Isla Saona, som er et naturreservat, men først og fremmest besøges for sine strande.

Isla Saona ligger sydøst for Den Dominikanske Republik, og der er én eneste grund til, at den ene bådfuld turister efter den anden lægger til på øen: kridhvide strande omkranset af palmetræer lige ud til Det Caribiske Hav.

Isla Saona ligner det perfekte bountyland, hvis det ikke lige var for den øredøvende musik fra konkurrerende barer og sælgere, som falbyder alt fra smykker og bluser til koraller.

LÆS ARTIKELBesøg Mexicos paradisø inden det er for sent

Turisterne tilbringer typisk et par timer på øen med at spise frokost, drikke rom og bade. Eller måske blive foreviget af levebrødsfotografer i positioner, som deres børn vil hade at se, når feriebillederne fremvises ved aftenkaffen derhjemme eller lægges ud på Facebook.

Melissa.  FOTO: Poul Husted

Køretur i monstertruck
Mere roligt er der på en lastbiltur ind i landet med en monster- eller megatruck. Guiden, som kalder sig Emilio Boom Boom og hele tiden byder på cuba libre eller santa libre bestående af rom og Sprite, annoncerer, at »vi i dag skal opleve andet end de femstjernede hoteller, for det er ikke Den Dominikanske Republik. Derimod skal vi lære rigtige dominikanere og deres liv at kende«.

Første stop på den syv timer lange tur er Rancho Chomu. Ranchen har 80 heste, som står opsadlede på gårdspladsen. Det tager faktisk længere tid at få os op på hestene end selve rideturen, som er på 20-25 minutter rundt om ranchen. En dansk rideskole ville næppe tillade, at børn ikke kan nå stigbøjlerne, og flere rider med kun én stigbøjle, men vi kommer alle helskindet tilbage til bussen og drøner videre mod stoppested nummer 2.

FOTO:  Poul Husted

På Escuela Rur Canã A Honda venter børnehaveklassen spændt på vores ankomst. Lærerinden Rachel Catalina har mere end besvær med at få poderne til at tie stille, og de to seksårige piger Sheila og Eliza kan ikke vente med at vise deres lektiebog frem og demonstrere, hvor dygtige de er til at tegne og skrive. Velforberedte deltagere har tegneblokke og blyanter med til børnene, og de adlyder guiden Emilios advarsel om ikke at give penge til de drenge, som pjækker og står uden for skolen.

LÆS ARTIKELPå rejse til Cubas ukendte ø

Efter et kort stop ved en sukkerrørsmark, hvor vi får lejlighed til at gnave lidt på rørene, går turen ad kringlede bjergveje op i skoven, hvor passagererne hele tiden må passe på ikke at blive ramt af grene. Da vi kører ind i landsbyen Palo Amargo, styrter regnen ned. Heldigvis skal vi på husbesøg hos Santa Arcechi, så vi undgår troperegnen.

»Jeg bor her sammen med min mand, Nilson. Vi har endnu ikke børn«, smiler 20-årige Santa genert, mens hun viser rundt i sit nydelige lille hus. Som stort set alle andre dominikanere fremstiller Santa også mamajuana, den lokale hjemmebrændte sprut, der angiveligt også fungerer som Viagra. Enhver bar og ethvert privat hjem har en flaske.

FOTO:  Poul Husted

Hos familien Narizen får vi opskriften og forklaringen på, hvorfor mamajuana er så populært. Mest af alt ser det ud til, at flaskerne er fyldt med visne blade og bark, hvorpå der hældes rom over, men nej:

»Vores mamajuana indeholder 16 slags urter, 2 fingersbred honning, 3 dele rødvin og 2 meget store dele rom. Efter at have stået i fem dage er det parat til at blive drukket, og der kan fyldes på de næste 65 år. Mamajuana er ren medicin og kan bruges mod alt: hovedpine, diare, forkølelse, og når manden sover for meget«, griner Emilio. Foruden den lokale Viagra smager vi også kaffe og kakao, hvilket passer meget bedre til troperegnen.

FOTO:  Poul Husted

Tilbage ved lastbilen står slangemanden Anordo Pion og tilbyder turisterne, at vi kan blive fotograferet sammen med hans kryb for fem dollar. Mamajuanaen må have virket, for et par stykker lader sig lokke.

LÆS ARTIKELNy og gammel verden mødes i hengemt ø-paradis

Kortklubben fra Kolding bestående af Lene og Leif Mathiesen samt Solvejg Olsen og Lorens Petersen har været glade for turen:

»Det er sjovt at møde de lokale. Vi skal være her i 14 dage og skal på flere udflugter bl.a. til hovedstaden, Santo Domingo. Tidligere har kortklubben bidraget til rejser til Kreta og Gran Canaria, men vi lod os lokke til Den Dominikanske Republik på grund af de gode strande og oplevelser ud over det sædvanlige«, siger Lene Mathiesen.

Hanekamp og cigarrøg

En lokal bus eller en taxa kan også give store oplevelser på egen hånd. Rejser valgte at tage til byen La Romana med 220.000 indbyggere på den sydøstlige kyst. Under en lille spadseretur går der ikke mange minutter, før man er i kontakt med de lokale. Selvfølgelig er det en forretningsdrivende – Tomas Martinez, ejer af souvenirbutikken D’Coco Curiosidades – som først henvender sig i håb om en god handel. Da han hører, at vi er mere interesseret i nationalsporten, hanekamp, som er den foretrukne i Den Dominikanske Republik sammen med baseball, kommer det imidlertid hurtigt:

»Kom om bagved, så skal jeg vise jer kamphaner. Det er ikke kampdag i dag, men vi kan arrangere en træningskamp for jer«.

FOTO:  Poul Husted

Martinez ejer slet ikke de 27 kamphaner i baggården. Det gør derimod hans assistent Victor. Hanerne står i små bure, men aggressiviteten slår straks ud i lys lue, i det øjeblik Victor tager et par stykker ud af burene. Rejser er ikke længere så sikker på, at det er en god idé med en hanekamp. Hvis vi skal have kylling til aftensmad, skal kræet helst være aflivet på en mere human måde. Det hjælper dog lidt, at Victor sætter et par gummidutter på hanernes sporer, så de forhåbentlig ikke slår hinanden ihjel. Alligevel er det ikke rart se de to kombattanter fare i struben på hinanden og forsøge at uskadeliggøre modstanderen med næb og gummidutter.

»Hanekampe er ikke forbudt, og der indgås store væddemål i forbindelse med kampene. Ofte tiltrækker kampene 500-600 tilskuere. En god hane kan nemt koste 5.000 pesos (740 kroner)«, fortæller Tomas Martinez.

LÆS ARTIKELDrømmerejsen: Her er 10 pragtfulde paradisstrande

Lige så flink og gæstfri er Lenin Gómez Garcia rundt om hjørnet på Francisco Castillo Márquez-gaden. Han driver en gesjæft, der heldigvis ikke har noget med dyremisbrug at gøre, men til gengæld er sundhedsfarlig for kunden. Garcia har en lille kombineret cigarhandel og -fabrik, Cornelio Cigars Factory. I forlokalet sidder Isabel og ruller cigarer, mens de færdige produkter befinder sig i humidorer i baglokalet.

FOTO:  Poul Husted

»Hvis du skal have en rigtig god cigar, koster den omkring 50 amerikanske dollar (287 kr., red.). Min billigste cigar er en uva med grapefrugtsmag til 2,5 dollar (14 kr., red.)«, lokker Garcia, men der skal mere til at friste en ikkeryger.

Rulles de bedste cigarer ikke mellem kvindelår? Hvorfor gør Isabel ikke det?

»Kun på Cuba ruller kvinderne cigarerne mellem lårene. Det er, fordi Fidel Castro er macho og kræver den fremgangsmåde, men det er hverken godt for cigarerne eller sundt for kvinderne«, hævder Lenin Gómez Garcia.

Efter den gang røg forlader vi skyndsomt La Romana uden hverken at have set kamphaneblod eller at have inhaleret.

Politiken var inviteret til Den Dominikanske Republik af Spies.