Først tænker vi, at den lokale turistchef Knut-Arne Iversen er mere end almindelig skør på den norske måde.

»Kom nu, det er ikke ret koldt«, råber den 45-årige guide ivrigt, mens han tager bukser og trøje af, lægger det på stranden og tager et par skridt ud i vandet.

Og vandet er immervæk kanten af Barentshavet ud for den nordnorske ø Sørøya. Vi er mere end 70 grader fra Ækvator – til sammenligning er Nuuk blot 64 grader derfra. Her er længere til København, end der er fra København til Rom, og i den forkerte retning rent badetemperaturmæssigt. Næste stop i den retning, Knut-Arne peger, er Nordpolen.

LÆS ARTIKEL Mission Preikestolen: På tur gennem troldeland

Noget skeptiske stiller vi vandrestøvler og sokker i sandet og stikker prøvende tæerne i.

Og det er faktisk ikke ret koldt. Den sol og varme, der har fået os til at svede på vej op og ned ad de mange stejle bakker, gør også vandtemperaturen tålelig. Det er en kombination af Golfstrømmen og det, de lokale kalder ’russervarmen’, en sydøstenvind, der om sommeren relativt ofte holder dagstemperaturen her langt mod nord over de 20 grader.

LÆS ARTIKELStik af fra storbyen og tag på naturskønne vandreture

Pludselig virker det ikke længere som en joke, at Knut-Arne i går aftes mindede os om at huske badebukserne. Det føles heller ikke så skørt endda, at han nu, iført et par røde af slagsen, spurter fra Gamvik Strand og ud i Barentshavet med høje jubelhyl. Eller at en anden fra selskabet smider alt tøjet for at bade i adamskostume.

Men selv om det vel er 13-14 grader i soppehøjde, falder temperaturen, når du kommer derud, hvor du kan smide dig i. Her er der pænt under 10 grader, og fødderne føles som is, hvis du ikke hele tiden hopper op og ned. Nu forstår vi, hvorfor Knut-Arne hylede på vejen ud. Brrrrrr.
FOTO:  Michael Rothenborg
Vi tørrer dog hurtigt, efter at vi er kommet op igen – med den der varme i kroppen, man får, når et koldt gys efterfølger god motion. Samtidig er saltvandet godt for de begyndende vabler.

Knut-Arne uddeler de sidste bananer, nødder og chokoladebarer, og vi får ny energi til de sidste kilometer tilbage mod Akkarfjord og båden til Hammerfest.

Verdens nordligste turistfusk
Hammerfest er verdens nordligste by. Måske. Den ellers ret klippeagtige Knut-Arne bliver flakkende i blikket, når vi spørger, om Honningsvåg deroppe lige syd for Nordkap ikke også er en by. Han mumler noget med, at Honningsvåg kun har 2.000 indbyggere, og at Hammerfest har haft bystatus siden 1789 og dermed har været verdens nordligste by i over 200 år.

Men der er et eller andet med fakta heroppe højt mod nord, for det er ikke alle, der er enig i Knut-Arnes og Hammerfests definition af en by. Honningsvågs beboere mener ikke overraskende, at de bor i verdens nordligste by. Og er der ikke noget med en by ovre i Rusland, der ligger endnu nordligere?

LÆS ARTIKELSnør vandrestøvlerne: Her er 10 fantastiske rejser til fods

Byslagsmålet leder tankerne hen på det bedrageri, som nordmændene har kørt heroppe i årtier: At få generationer af oplevelseshungrende turister til at tro, at Nordkap er Fastlandseuropas nordligste punkt – selv om det rent faktisk er Knivskjellsodden lige vestfor.

Odden er bare meget svær at bygge en asfalteret vej til – det er kun vandrere og stædige mountainbikere, der kan nå derud. Og så falder den slet ikke så dramatisk og fotogent ned i havet som klippen på Nordkaps besøgscenter – der tager 235 kroner per person for bare at få lov at komme ind og forevige øjeblikket.

Rensdyr i gaderne
Og så er der jo også det med isbjørnene. De er overalt i Hammerfest: På byvåbenet, ved indgangen til byen, i to sølvfarvede eksemplarer foran rådhuset og ikke mindst i Isbjørneklubben, hvis navn lyder som sådan en eksklusiv forening, hvor du skal have skudt eller i hvert fald set en isbjørn for at blive medlem. Men det er bare et forklædt bymuseum, som du kan blive medlem af for 180 norske kroner.

Og uanset hvad enkelte amerikanske og asiatiske turister på krydstogtskibene stadig tror, går der altså ikke levende isbjørne i gaderne. Der går derimod rensdyr. Det skal bilister tage sig i agt for, ikke kun på vejene hen til Hammerfest, hvor man ofte møder flere rensdyr end biler, men også helt inde i byen.
FOTO:  Michael Rothenborg

Sikkert er det dog, at både Hammerfest by og resten af kommunen har den der verdens ende-stemning, som man ellers skal langt længere væk fra Danmark for at finde: Røde træhuse og anden mildt sagt spredt bebyggelse ude i de tyndt befolkede områder, hvor vejen snor sig langs kanten af fjordene. Og så en lidt større bugt med en havn, hoteller og mere moderne etagebygninger, indtil byfjeldet gør jorden for stejl at bygge på.

LÆS ARTIKELPrøv en varm nat på en kold klippevæg

Ude i Atlanterhavet – der altså hedder Barentshavet heroppe – ligger spredte klippeøer med forskellig form og størrelse.
.
En af dem er Sørøya, der med sine 812 kvadratmeter er den fjerdestørste ø i Norge (den skulle være god nok), og som ifølge turistbrochurerne kaldes den grønne ø i nord »på grund af den intense grønfarve om sommeren«.

Ingen vandremyldretid
Øen er ganske rigtigt mere grøn end den typiske nordnorske klippeø, kan vi se, da vi nærmer os med morgenbåden fra Hammerfest. Båd er eneste forbindelse til fastlandet, og da Sørøya har et meget lille vejnet, skal stort set alle varer til de små bygder transporteres ad søvejen.

Et sted losses en masse papkasser fra Rema 1000, et andet er det en hel minitraktor, der hejses ned på kajen. Mange af de få beboere er ude i morgensolen og kaster lange skygger på landgangsbroerne.

LÆS ARTIKELFantastisk naturfænomen flammer ekstra stærkt i år

Vi skal af i Akkarfjord, den nordligste bygd på øen, og nikker farvel til de to andre vandrere fra båden, der har valgt at gå sydpå. Vi bliver altså de eneste vandrere på den nordligste del af Sørøya i dag. Meget kan man sige om Nordnorge, men her er god plads. I Finnmarken – den allernordligste del – bor der ikke engang 75.000 mennesker på et areal, der er større end Danmark.

Vi følger i første omgang grusvejen op til et udsigtspunkt med en ensom bænk og ned igen mod Gamvik. Så går det lidt til højre ad den såkaldte Petters Vei – opkaldt efter eneboeren i Mefjord, som fik 20 år til at gå med at bygge den. Og så går vi ’på lyngen’, som de lokale siger, det vil sige ud i bakkerne uden egentlige stier som landemærker. Målet er Vardfjellet med den 12 meter høje Kjøttvikvarden, der blev bygget af sten allerede i 1850 for at tjene som landemærke for fiskere.

Foto:  Michael Rothenborg
På afstand ser varden ikke ud til at være meget højere end Knut-Arne, og det betyder, at man umiddelbart tror, at der ikke er så langt og højt op til den. Men det er der. Vi må gå op og ned ad bakkerne – og nogle gange gå ret store omveje, fordi det er for stejlt at gå ligeud. Det er kun havørnen, der kan bruge en fugleflugtslinje til noget her.

Multebær og lodrette klipper
Til gengæld får vi havørnen at se ovenfra oppe på en af de høje klippekanter.

Og selv om det kan være lidt svært at finde fodfæste på lyngen, er det knap så hårdt for fødder og krop som den stenede, klippeagtige jord, der ellers er det almindelige underlag på disse breddegrader. Der gør heller ikke så ondt, hvis man lige snubler.

Fjeldlyngen leverer også supplement til den medbragte mad: Her er mange spiselige bær, især områdets stolthed multebær, der tydeligvis ikke behøver at blive serveret til en isdessert eller crème brûlée for at smage godt. Nogle af dem er stadig lidt sure, men så kan vi skylle dem ned med vand fra de små elve, vi kommer forbi.

LÆS ARTIKELNu åbner den ultimative trekking-rute

Sidst, men ikke mindst er vi heldige med vejret. Selv om Hammerfestregionen har knap så meget regn som for eksempel Bergen, er der megen blæst herude i Barentshavet. Og med nedbør eller tåge ville det have været en helt anderledes kold og våd omgang. Så havde T-shirt slet ikke været nok.

Det ville også have været meget svært at finde vej uden guide eller gps eller begge dele. Knut-Arne fortæller, at han engang kun var et par hundrede meter fra Kjøttvikvarden, men måtte opgive, fordi den tætte kysttåge pludselig kom drivende ind.

»Jeg kunne bogstaveligt talt ikke se en hånd for mig. Så det var for farligt at fortsætte. Der er jo ret langt ned«, siger han og peger ned i dybet fra varden.

LÆS ARTIKELTag på bjergvandring for begyndere

319 meters lodret fald for at være helt præcis. Vi danskere må nærmest kravle hen til kanten. Knut-Arne står helt derude og vipper let foroverbøjet i modvinden med udbredte arme som havørnen, vi så før. Det er der, vi tænker, at han er endnu mere skør end andre dumdristige nordmænd.

Men havde det ikke været for ham, havde vi ikke prøvet at bade i Barentshavet.

Politiken var inviteret af Innovasjon Norge