Annonce
Annonce
Annonce
Uddannelse 28. jun. 2012 KL. 03.00

Universiteter underviser for lidt

Rigsrevisionen retter kritik mod for lidt undervisning.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

For lidt og for uvidenskabelig undervisning.

Det er konklusionen fra Rigsrevisionen i et udkast til en beretning, som kritiserer universiteterne skarpt.

De studerende på humaniora og samfundsfag får for få timer, og for meget af undervisningen varetages ikke af forskere.

Konsekvensen er deltidsstudier og uddannelser, der ikke lever op til universitetslovens krav om, at undervisningen skal være baseret på forskning.

Flere penge men ingen forbedringer
»Universiteterne styrer generelt hverken strategisk eller økonomisk efter at sikre de studerende et minimum af forskningsbaseret undervisning«, hedder det i beretningen, som Politiken er i besiddelse af.

Beretningen kritiserer, at universiteterne siden 2010 har fået 4.000-5.000 kroner mere om året per studerende på humaniora og samfundsfag, uden at det har givet mere og bedre undervisning.

LÆS OGSÅ Uddannelser kvæles i administration

På humanistiske uddannelser er de ugentlige timetal i gennemsnit otte timer på bachelorniveau og fem timer på kandidatniveau.

Dårligere vilkår på humaniora
Samtidig er forskere, ifølge beretningen, sjældne gæster som undervisere på samfundsvidenskabelige fag: »Rigsrevisionen har set eksempler på uddannelser, hvor forskere varetager helt ned til 20-30 procent af undervisningen«, som der står.

Det er langt dårligere vilkår, end studerende på tekniske og naturvidenskabelige uddannelser har.

LÆS OGSÅ Studerende køber ekstra timer

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Torben Holm, siger:

»Det er under al kritik og bekræfter, hvad vi fra studerendes side har sagt i årevis: På flere fag er der reelt tale om selvstudier med sporadisk undervisning. De studerende er svigtet groft både af både universiteternes ledelse og af Uddannelsesministeriet, som skal sikre dem en ordentlig uddannelse«.

Flere timer er ikke altid lig med bedre kvalitet
Jens Oddershede, rektor på Syddansk Universitet og formand for Danmarks Universiteter, har læst Rigsrevisionens rapport og siger om kritikken:

»Der findes eksempler på fag, hvor der ikke er kommet flere timer, selv om der er kommet flere penge. Det er vi klar over, og vi er i gang med at rette op på det. Men der kan godt være andre ting end antallet af timer, som giver kvalitet i uddannelserne. For eksempel mere vejledning til studerende og undervisning i mindre hold«.

Fem til otte timer i gennemsnit på humaniora tyder ikke på, at meget er rettet op?

»Jeg vil ikke forsvare, at studerende får for få timer. Vi forsøger at gøre noget ved det, og de steder, vi ikke har gjort noget endnu, bør vi gøre det«.

LÆS OGSÅ Rektorer: Studerende kan bare læse pensum igen

I har i to år fået flere penge per studerende på humaniora og samfundsfag. Hvornår sker der noget?

»Halvdelen af takstforhøjelsen er ædt op af årlige besparelser. Men der er kommet flere penge. Det er vi glade for, og det vil vi gerne fastholde og bevise, at der også kommer noget ud af pengene«.

Minister i gang med konstruktiv dialog
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) vil ikke kommentere på Rigsrevisionens udkast til beretning og på kritikken af ministeriet.

»Men jeg ser frem til rapporten. Kernen for mig er, at studerende får flere timer og møder de dygtigste forskere på deres fag. Det har vi allerede med i de udviklingskontrakter, som jeg netop har indgået med universiteterne«, siger han.

Så konklusionen er, at du kommer efter universiteterne?

»Nej, konklusionen er, at jeg starter en konstruktiv dialog med universiteterne. Det er jeg i gang med«, siger ministeren.

Rigsrevisionen ønsker ikke at kommentere beretningen, da den i øjeblikket er til høring på universiteterne.