Annonce
Annonce
Annonce
Uddannelse 29. jul. 2012 KL. 19.43

Tidligere studiechef: Uddannelsessteder afviser for mange ansøgere

Mangeårig studiechef opfordrer politikerne til at lave flere studiepladser.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Over 8.000 unge har fået afvisning på at blive optaget på en videregående uddannelse alene af den grund, at de ikke har det nødvendige karaktergennemsnit til at komme ind, fordi der er kamp om pladserne.

Og det bør få politikerne til at åbne op for flere studiepladser, mener Jakob Lange, der er tidligere chef for Den Koordinerede Tilmelding og tidligere studiechef ved Københavns Universitet.

Han mener, at der er langt fra politikernes ord til deres handlinger.

»Man kan ikke først sige til de unge mennesker: I skal se at komme i gang, og hvis I ikke kommer i gang, så truer vi med bål og brand, og når de unge mennesker så bider til bolle og gerne vil i gang med noget, så er der ikke nogen plads til dem«, siger Jakob Lange, der i 1970'erne var folkevalgt SF'er.

Gennemsnit fælder tusinder
Tallene fra Uddannelsesministeriet viser, at knap 18.000 ansøgere ikke er blevet optaget på en uddannelse, selv om de har sendt en ansøgning.

Heraf er 8.450 ansøgere blevet afvist, fordi deres karaktergennemsnit er for lavt.

De resterende er en broget skare, som har trukket deres ansøgning tilbage, afleveret en ufuldstændig ansøgning, ikke har den nødvendige eksamen eller på anden vis ikke opfylder adgangskravene.

LÆS MERE18.000 vinker farvel til en uddannelse

»Sandheden er, at vi lige nu står og mangler mindst 10.000 ganske almindelige, hæderlige uddannelsespladser«, siger Jakob Lange.

Roser ansøgerne
Det har gennem mange år været svært at komme ind på visse uddannelser såsom antropologi, statskundskab og medicin, hvis man har et forholdsvist lavt gennemsnit, men uddannelserne får stadig mange ansøgninger.

Alligevel afviser Jakob Lange, at ansøgerne er kræsne.

»Så kan man sige, er det fordi, at de unge søger med hovedet under armen? Nej, de har aldrig søgt så fornuftigt som i år. De søger, hvor pladserne er«, siger han.

Den mangeårige studiechef fremhæver blandt andet, at professionshøjskolerne har afvist over 3.000 ansøgere alene på grund af karaktergennemsnittet.

Nok bliver tusinder af ansøgere afvist. Men tallene fra Uddannelsesministeriet viser samtidig, at et rekordstort antal ansøgere bliver optaget på en uddannelse. Faktisk er der tale om en stigning i seks procent i forhold til sidste år.

Men det imponerer ikke Jakob Lange.

»Man kan sige, at det er en succes, fordi vi optager seks procent flere end sidste år. Men du kan også vende det om og sige, at vi er stadig er langt fra at få alle de unge mennesker i gang«, siger han.

Minister erkender problem
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) glæder sig over det rekordstore optag, og han roser de unge for at søge bredt såvel geografisk og uddannelsesmæssigt.

Samtidig erkender han, at for mange studerende bliver afvist.

»Det store tal skyldes især, at mange bliver afvist, fordi de ikke lever op til kravene på de uddannelser, de søger ind på«, siger han til Ritzau og fortsætter:

»Alt for mange studenter er nødt til at tage gymnasiale suppleringskurser for at blive klar til en videregående uddannelse«.

LÆS MERENu pakker uddannelserne skæbnebrevene til håbefulde unge

På den baggrund har regeringen sat gang i et analysearbejde der skal afdække, hvorfor så mange ikke får en studentereksamen, der er god nok.

»Til efteråret regner vi med at tage meget håndfast fat på det her problem, så flere i fremtiden får umiddelbar adgang til en videregående uddannelse«, siger Morten Østergaard til Ritzau.