Drengen er bange.

»Han er bange for skrigene, når kattene parrer sig om natten ude i haven, han er skrækslagen, når han hører om atombomber og naturkatastrofer, så vi lukker aldrig op for nyheder i fjernsynet, når han er i stuen. Han er bange for sin egen skygge og isolerer sig«, fortæller 11-årige Frederiks forældre, Mette og Stefan Seile.

De føler, at familien er ved at blive slidt op, fordi Frederik får det værre og værre efter næsten fem måneder, hvor Kerteminde Kommune ikke har kunnet tilbyde sønnen den specialundervisning, forældrene føler, at sønnen har brug for.

Familien flygter fra kommunen
»Vi svigtes af kommunalreformen, efter at ansvaret for specialundervisning er lagt over til kommunerne«, siger Mette Seile.

»Det er grotesk, at vi er nødt til at flytte til en anden kommune for at skaffe undervisning til Frederik«, tilføjer Frederiks far.

Familien er begyndt at pakke sammen i parcelhuset i Dalby i Kerteminde Kommune, som de købte for to et halvt år siden. En ejendomsmægler prissætter huset fredag. Familien, der også tæller en 13-årig datter, har besluttet at flytte til Odense.

Odense står klar med hjælpen
Mette Seile fortæller, at Kerteminde Kommune uden held har forsøgt at visitere Frederik til specialundervisning for børn med »gennemgribende udviklingsforstyrrelser« i Odense.

»Jeg har selv kontaktet Odense Kommune og fået den besked, at så længe vi er borgere i Kerteminde, så kan de ikke hjælpe Frederik, men hvis vi flytter til Odense, så er sagen klar. Derfor flytter vi. Vi har søgt om en lejebolig, og hvis ikke huset bliver solgt hurtigt, nøjes jeg alene med at flytte med Frederik, mens Stefan bliver i huset«, konstaterer Mette Seile.

Ægteparret fortæller om en opslidende kamp mod systemet »med ryggen op ad muren«.

»Det betyder, at vi slider på hinanden og kan skændes om, hvilken vej kyllingen skal vende i gryden. Vi er så frustrerede«.

Mette Seile har i en periode fået lov til at arbejde på deltid som overassistent på Syddansk Universitet for at passe sønnen, og Stefan Seile afspadserer i de kommende par måneder fra jobbet som teamleder i Odense Sport & Event for at tage sig af flytningen og hjælpe med at tage sig af Frederik.

Kommuner mangler overblik
En flytning til Odense vil med stor sandsynlighed kunne gøre en forskel. For der er himmelvid forskel på, hvor gode tilbuddene er, og hvor lang ventetid der skal til, alt efter hvor i landet man bor, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA.

Undersøgelsen viser, at kommunerne tre år inde i kommunalreformen stadig mangler overblik og klare procedurer for, hvordan man hjælper de børn, der ikke kan klare sig med et almindeligt skoletilbud.

En evig kamp for børnene
Forældrene oplever, at der er alt for lange ventetider, at de ikke kan få klar besked, og at de ikke ved, hvem de skal henvende sig til i den kommunale sagsbehandling.

»Forældrene oplever, at de skal kæmpe for deres børn hele tiden«, siger Susan Tetler, som er lektor for DPU og har forsket i specialundervisning.

»Der er eksempler på forældre, der har solgt deres hus og er flyttet til en anden kommune for at få et tilbud. Forældre er parat til at gå ganske langt for deres børn, og de er ofte desperate og meget afhængige af, at de mødes med empati af systemet«, siger hun.

En vanskelig fusion
Susan Tetler har været konsulent på undersøgelsen, og hun peger bl.a. på de mange kommunesammenlægninger, hvor en masse PPR-afdelinger (pædagogisk-psykologisk rådgivning) er blevet lagt sammen.

»Det har været en vanskelig fusion, og medarbejderne har stadig svært ved at finde ud af, hvilken kultur der skal gælde, og hvilke tilbud vi har. Men det er på tide, at kommunerne får styr på tingene«, mener hun. Især halter det indbyrdes samarbejde mellem kommunerne, som netop skulle sikre, at der er tilbud til alle behov, også de mere sjældne.

»Jeg synes ikke, det er rimeligt, at man stadig har så lidt overblik. Der er kommet et ufleksibelt system, hvor man ikke har overblik over tilbud i andre kommuner og vilje til at købe dem«, siger hun.

Ekspertisen er ved at forsvinde
Alt for ofte prøver man derfor at finde plads i kommunens eget tilbud, også selv om det ikke passer helt rigtigt til barnets behov.

»Min største frygt er, at den ekspertise, der har befundet sig ude i amterne, forsvinder. Det tror jeg allerede er ved at ske«, siger Susan Tetler. »Man kan også frygte, at der går for meget økonomisk kassetænkning i det, så man helst fylder sine egne tilbud op, før man tager de andre«.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) siger om den side af sagen:

»Man kan ikke afvise at hjælpe et barn med henvisning til økonomi. Men samtidig skal enhver embedsmænd tænke på, hvordan man får mest for de penge, der er til området. Det gælder også psykologer«, siger han.