Da den uartige velhaversøn Ulrik Varnæs laver ballade og fjerner en kondomautomat i DR TV-serien ’Matador’, bliver han sendt på kostskole.

Nærmere bestemt forviser forældrene ham til Stenhus Kostskole for at få ham på ret køl.

Men selv om ballademageren Ulrik Varnæs er en fiktiv karakter, er stedet ganske virkeligt. Stenhus Kostskole ligger i Holbæk, og den dag i dag flytter elever stadig ind på skolen. I dag kommer de unge dog til kostskolen af væsentlig anderledes årsager.

Så hjemligt som muligt
Denne efterårsdag skriver vi det Herrens år 2012, og Alexander Kühnel haster ud af den gamle hvide hovedbygning. Vi kan lige nå hen på hans værelse, inden frokosten serveres i spisesalen.

Han stepper hen over stien mellem de efterårsorange træer og tripper så ned ad en trappe mod en nyere bygning, hvor han bor med cirka ti andre elever.

Han går den korte vej flere gange om dagen. Både tidligt om morgenen, når han skal have dagens første måltid, og sent om aftenen, når han er færdig med den sidste træning.

»Her bor jeg så. Jeg har forsøgt at gøre det så hjemligt som muligt«, siger Alexander Kühnel, da han har smidt sine sneakers på måtten og låst døren til sit værelse op.

Bedre end almindeligt gymnasie
Der er lidt rod her og der, men ellers er det et nydeligt drengeværelse. På væggene hænger idolplakater med amerikanske basketballspillere, og sportsgrenen er netop grunden til, at Alexanders lange krop er flyttet ind her på skolen.

»På et almindeligt gymnasie ville jeg ikke have lige så meget mulighed for at udvikle mig, som jeg har her, hvor jeg bor to minutter fra både træning og skolen, så jeg ikke skal bruge tid på transport. På den måde kan jeg udnytte tiden fuldt ud«, siger han.

Han har gået på efterskole, hvilket han var meget glad for. Derfor var kostskolen ikke særlig fremmed for ham.

»Det er det samme princip som efterskolen; du bor sammen med dine holdkammerater og venner, du har dit eget værelse, og det gad jeg godt blive ved med«, siger Alexander Kühnel.

pingpong.  På kostskolen kan man altid finde nogen til en disussion – eller en rask gang rundt om bordet. Foto: Joachim Adrian
Intet distraherer dig
Lidt nede ad gangen bor holdkammeraten Adam Heede-Andersen. Hans skrivebord flyder med notater, på gulvet har han en yogamåtte, hvor han kan lave styrketræning og øvelser, og midt i værelset står en PlayStation. Sidstnævnte er dækket af et tyndt lag støv.

»Jeg valgte primært kostskolen, fordi jeg gerne ville prøve noget nyt, tage en ny udfordring. Her får man et rigtig fedt fællesskab på tværs af årgangene«, siger Adam Heede-Andersen.

»Samtidig udnytter man tiden optimalt, for man kommer ind i nogle gode rutiner, og der er ikke så meget, der kan distrahere dig fra det, du skal«, siger Adam Heede-Andersen.

Det er Alexander Kühnel enig i. På kostskolen er der nogle faste rammer, der giver dagen struktur. Men eleverne bliver ikke kun mødt af faste rammer, men også af krav. Det gør en stor forskel, tror han.

»Hvis jeg gik på et almindeligt gymnasie, tror jeg ikke, jeg ville have det samme brændende ønske om at gøre mit bedste. Vi har jo lært heroppe, at hvis vi vil opnå noget, så må vi arbejde hårdt for det. Både i forhold til træning og i skolen«, siger Alexander Kühnel.

Forstår hinanden
Adam Heede-Andersen er 16 år, mens kammeraten Alexander er 18, men den lille aldersforskel betyder ingenting, for fællesskabet går på tværs af alder og handler i større grad om fælles interesser.

Man kender hinanden godt, og man forstår hinanden bedre. Så hvis der er en, der gør noget underligt, kan man måske bedre forstå hvorfor.

»Vi lærer jo også hinanden rigtig godt at kende heroppe. Så vi hyggesnakker jo hele tiden og lærer hinanden at kende ud og ind. Jeg har jo været sammen med Adam heroppe et år snart, så vi kender hinanden rigtig godt«, fortæller Alexander Kühnel.

Han og Adam Heede-Andersen har sat sig på hans seng, hvor de sidder på samme, maskuline måde. Som en sømand ville stå i en bar, med benene solidt plantet i gulvet og en gæv attitude.

Ringer hjem hver dag
Indimellem stikker de to kammerater lidt til hinanden i sjov. For eksempel siger Adam drillende, at Alexander ringer til sine forældre hver eneste dag. De griner begge, men så bliver Alexander alvorlig, for den er faktisk god nok: Han savner sine forældre en del og sætter pris på at tale med dem daglig, så de kan følge med i hinandens liv, selv om han kun kommer hjem et par weekender om måneden.

Men efter et stykke tid på kostskolen begynder ens kammerater dog også at blive en slags familie, fortæller Alexander Kühnel.

»Jeg har jo virkelig lært Adam godt at kende. Jeg ved, han er skidesjov og underlig på en god måde. Han er rigtig sjov at være sammen med. Jeg ved, hvad han kan lide, og hvad han ikke kan, og sådan har vi det generelt med hinanden«.

Hjem i weekenden
Derfor kan kammeraterne også mærke på hinanden, hvis der er noget galt, og hvis nogen på holdet spiller dårligere i en periode, kender de hinanden så godt, at de ved, hvis det er, fordi han går og er ked af det eller bekymret over noget.

Men det tætte sammenhold er faktisk også den største udfordring. I hvert fald hvis man spørger Alexander Kühnel.

»Det mest udfordrende er, at man er meget sammen og nogle gange kan få lidt for meget af hinanden. Nogle gange kan det være lidt for meget, men så kan man lige tage hjem i weekenden og komme væk fra folk«, siger han.

Det er tid til frokost i den gamle hovedbygning, så drengene slentrer ind og sætter sig i spisesalen. I løbet af de ti minutter dumper det ind med børn i alle aldre, der rutineret finder deres plads ved bordene.

Foto:  Joachim Adrian
Positivt udbytte
Skolen har 42 kostelever, hvoraf 15 går i gymnasiet. I løbet af dagen har de ikke meget at gøre med hinanden, men ved spisetid sidder de blandet, så de kan lære hinanden at kende på tværs, og de ældre kan være forbilleder for de yngre. De har hver sin faste plads, når dagens måltider bliver serveret på faste tidspunkter.

Ifølge kostinspektør Per Johansen vil alle kunne få et positivt udbytte af et kostskoleophold.

Men det er især tre grupper af elever, der går på skolen: Halvdelen er kommet på grund af skolens sportscollege, en fjerdedel er såkaldt diplomatbørn, altså elever, hvis forældre arbejder i udlandet, mens den sidste fjerdedel er anbragt af kommunen, fordi de har behov for at komme væk fra hjemmet.

Men selv om årsagerne er vidt forskellige, er det ikke til at kende forskel på eleverne, når først hverdagen indtræffer, mener Per Johansen.

Han tror, at alle grundlæggende får det samme ud af opholdet, nemlig større selvstændighed og et netværk, der minder om en ekstra familie.

Tæt samarbejde med gymnasie
»Det, et ungt menneske kan få ud af at være her, er selvstændighed og en bunke relationer, et godt kammeratskab. For nogle af dem kan det være svært at være væk hjemmefra i starten, men efter et stykke tid bliver man en del af familien. Og det er en gave«, siger Per Johansen.

Samtidig tror han, at de unge mennesker, der er skoletrætte eller bare har svært ved at klare sig igennem uddannelsessystemet, bedre kan fuldføre, hvis de går på kostskole:

»Vi har et tæt samarbejde med gymnasiet, jeg ved nærmest med det samme, hvis nogen har pjækket. Derfor er der en meget hurtigere reaktionstid, end der vil være på et almindeligt gymnasie. Den viden bruger jeg til at hjælpe dem med at komme igennem«, siger kostinspektøren.

»Der er uden tvivl nogen, der kommer igennem uddannelsen her, som ikke ville være kommet igennem på et almindeligt gymnasie«.

Vold og druk og stoffer
En af dem, der har ændret sin tilgang til uddannelse, er Kasper Christensen. I dag går han i 2. hf, og siden han i 8. klasse blev anbragt af kommunen, har han boet på Stenhus.

»Det var til dels mig selv, men også kommunen, der syntes, det var en god idé, fordi jeg var ude i nogle forskellige ting og sager, og hvad skal jeg sige, det har 100 procent hjulpet mig at komme herop«, fortæller Kasper Christensen.

Da han begyndte i 8. klasse på Stenhus var han mærkbart bagud i forhold til de andre i sin nye klasse. Der hvor han kom fra, var det ikke socialt accepteret at lave lektier, og Kasper pjækkede rigtig meget med sine venner.

»Der var ikke så mange, der lavede deres ting, men hvis man gjorde, var man en nørd. Det gik mere op i vold og druk og stoffer. Sådan nogle ting. For det første har kostskolen et højere niveau end min gamle skole, men jeg kunne også mærke, da jeg kom tilbage til Rødovre efter to uger; der var ikke noget liv derude for mig«, fortæller Kasper Christensen.

Disciplin og støtte hjalp
Hjemme i Rødovre var Kasper Christensen kommet ud i noget rod. Samtidig var det svært for ham at klare sig i skolen, fordi han har ADHD og hans forældre ikke kunne hjælpe ham særlig meget med skolearbejdet.

Derfor er det især disciplinen og støtten på Stenhus, der gør, at den unge mand kan sætte en hue på hovedet efter sine eksaminer til sommer.

»Det at jeg ved, jeg er nødt til at være her, er også en motivation. Her er nogle faste rammer og nogle regler, og det er godt for mig«, siger Kasper Christensen. Han får hjælp af en pige fra skolen, der kommer og vækker ham hver morgen.

»Så tager hun min nøgle, og så får jeg den først tilbage, når jeg har fri. Hun gør det bare, fordi hun gerne vil have, jeg går i skole. Ellers ligger jeg bare nede på værelset, og så kommer jeg ikke op«.