Eleven ved tavlen er ved at gennemgå Thales’ bevis for topvinkler. Hun skriver og tegner koncentreret og uden tøven på whiteboardet, mens de øvrige 17 elever i klassen følger nøje med. Der er helt stille under fremlæggelsen, og da den er slut, får pigen en kort klapsalve.

Også klassens matematiklærer Pasha Sheshgol er tilfreds og bemærker, at fremlæggelsen tilmed var ganske pædagogisk.

Vi er i 1. y på stx-uddannelsen på CPH West i Ishøj, tidligere kendt som Ishøj Gymnasium.

Ikke nødvendigvis et problem
Skolen ligger midt i det, der ofte med en negativ ladning bliver kaldt for Vestegnen i København, umiddelbart uden for vinduerne troner de første af mange kedelige etagebyggerier, og fordommene om skolerne herude står i kø: Her er indvandrertungt, her er bandeproblemer, her er lavt fagligt niveau – og her er ballade.

1. y passer bare ikke ind i fordomsbilledet. Der er i hvert fald ikke ballade. Der er heller ikke nogle tegn på dårligt niveau – eleverne kan tværtimod Thales og Pythagoras’ ligninger på fingerspidserne. De ser også pæne og ordentlige ud. Én fordom kan de dog ikke løbe fra. Af de 18 elever er kun fem leverpostejsblege, etniske danskere.

»Folk tror, her er mange indvandrere, og det er der også. Men det er jo ikke nødvendigvis et problem«, siger en af drengene, da Politiken konfronterer klassen med fordelingen.

Enormt potentiale
Helt uproblematisk er det dog ikke. Det kan godt være, at 1. y tager sig godt ud, men faktum er, at stx’erne i Ishøj har et af landets laveste karaktergennemsnit. Det hverken kan eller vil vicerektor Suzanne Strange skjule.

»Vi har mange meget dygtige elever, men vi har også rigtig mange, der trækker i den anden retning. Mange af dem får jo overhovedet ingen hjælp hjemmefra, skal du huske på«, forklarer hun og uddyber:

»Du ser det bare typisk ikke i klassen, fordi hovedproblemet er skriftligt. Mange af eleverne er simpelthen for dårlige til at skrive«.

Vicerektoren understreger dog også, at hendes elever rummer et enormt potentiale, og at de næsten alle sammen alene ved at gå på skolen er ved at bryde deres sociale arv.

I et velfriseret villakvarter
Inde i 1. y er de rigtig trætte af det dårlige ry. Her er lokalpatriotismen høj. De fortæller stolte om den pige, der havde et af landets højeste gennemsnit sidste år, og den elev fra htx fra samme bygning, der var med i finalen ved den danske afdeling af bioolympiaden tidligere i år.

Helt så meget grund til at forsvare sig fagligt har de ikke godt 25 kilometer mod nordøst på Aurehøj Gymnasium midt i Gentofte – der bliver vrænget ’Sjangtofte’, ad dem, der ønsker at gøre opmærksom på områdets velstand.

Placeret lige midt i et velfriseret villakvarter kan både elever og lærere nemlig hvile trygt i det faktum, at man her havde landets højeste studenterkaraktergennemsnit sidste år: 7,91.

Fra dannede hjem
Eleverne i 1. z, der har samfundsfag, da Politiken får lov at kigge forbi, er i hvert fald meget bevidste om hæderspladsen på Undervisningsministeriets rangliste og fortæller ivrigt om, hvordan det er med til at skabe en rigtig god stemning på skolen.

De afviser også meget sigende, at det har noget med, at de er særlig stræbsomme, at gøre.

»Vi vil selvfølgelig gerne have gode karakterer, men det vil alle gymnasieelever da«, som en af drengene siger.

I stedet peger de på deres baggrund som hovedårsag – at de kommer fra det, man kalder dannede hjem. Det er rektor, Marianne Zibrandtsen, helt enig i.

»De er dygtige, når de kommer. De har en god forforståelse, som man siger. Og så er det altså også meget motiverede elever«, fortæller Marianne Zibrandtsen.

gentofte.  1. z på Aurehøj Gymnasium kan lune sig ved tanken om, at skolens elever fik landets højeste gennemsnit sidste år. Foto: Marius Nyheim
Mere forkælede andre steder
Hun går også meget gerne med på en stående fordom om de nordkøbenhavnske gymnasier:

»Vi er lidt forkælede. Det er rigtigt«.

Lige præcis det prædikat protesterer 1. z dog over, da de får det præsenteret. De forklarer, at der er mange andre gymnasier i det nordkøbenhavnske, hvor der er meget mere forkælede elever – Gl. Hellerup og Øregaard f.eks. – og understreger, at det altså kun er halvdelen af klassen, der kommer fra Gentofte og Hellerup.

Et par af eleverne kommer fra mindre velbemidlede familier, og en af dem – som i øvrigt også er den eneste, der ikke er leverpostejshvid – skærer igennem:

»Folk er altså røvforkælede her på Aurehøj. Der er et helt andet forhold til penge end i de miljøer, jeg plejer at komme i«, konstaterer han.

Ser ikke ned på andre
Den skal resten af klassen lige sluge. Men ingen modsiger ham. Der er nok noget om snakken.

Det betyder dog ikke, at de er snobbede, som en af de andre fordomme postulerer. Her er de alle enige.

Eleverne på Aurehøj ser ikke ned på andre, der er plads til alle, uanset hvad ens forældre laver, og gymnasiet er måske i virkeligheden lidt hippieagtigt i forhold til sine nærmeste naboer her nord for København. Eller som deres rektor siger:

»Jeg tror ikke, mine elever føler sig bedre end f.eks. dem på Vestegnen. Det er ikke en dagsorden«.

Bedre end os
Det er eleverne på CPH West dog ret overbeviste om, at deres kollegaer mod nord gør.

»De er snobbede. De tror rigtig, de ejer det hele og er rigtig smarte«, erklærer en af pigerne – med et stort smil.

»Jeg tror generelt bare, de tror, at de er bedre end os«, supplerer en anden.

De tror også, at nordkøbenhavnerne er materialistiske, at de ikke vælger uddannelse med hjertet, men efter hvad deres forældre vil, at de kun går i mærketøj, og at de alle sammen har Mac computere.

Det sidste er stort set rigtigt. Der er rigtig mange Macbook Pro’er og Macbook Air’er både inde ved 1. z og i det store lækre, arkitekttegnede fælleslokale.

Men der er ingen øvrige tegn på materialisme. Hvis man ser bort fra de få hijabber i Ishøj, så går de to grupper elever faktisk overraskende ens klædt. Og der er heller ingen tegn på, at eleverne i nord ikke vælger med hjertet. De har store drømme for fremtiden, men det er deres egne.

Overrasket over så få nydanskere
En sidste fordom får Ishøjklassen lov til at skyde af sted, og den er til gengæld lige på kornet:

»De er alle sammen hvide«.

Det kan 1. z dårligt løbe fra. Der er som sagt en enkelt med farve i ansigtet, men ellers er det blegheden, der dominerer.

En af dem fortæller, at hun faktisk var ret overrasket over, at der var så få nydanskere på gymnasiet, og en anden konstaterer, ligesom sin rektor i øvrigt, at den fordelingsforskel nok desværre hænger sammen med karaktergennemsnitsforskellen.

»Jeg synes, det er sørgeligt, at samfundet er opdelt på den måde«, siger en.

»Måske er det bare sådan, det er«, konstaterer en anden.

Og så kaster de sig ud i en velinformeret og ganske samfundsfaglig debat om social arv og kulturbaggrundens betydning i uddannelsessystemet.