To knægte suser forbi indgangen til romalejren på en slidt, rød knallert.

Lidt længere fremme bremser de brat op, ringer på deres mobiler og et øjeblik efter begynder gutterne at strømme til på cykler, scootere og biler.

Der er en fremmed på deres territorium – og de er tydeligvis ikke vant til, at gæster udefra spadserer forbi romakvarteret kaldet Polygon i udkanten af den franske by Strasbourg, der huser over 1.200 romaer.

»Er du fra politiet?«, spørger en af de større drenge provokerende fra bilruden.

Nej.

»Er du så fra myndighederne?«

Nej.

»Hvorfor tager du så billeder?«, spørger han igen.

Jeg er journalist.

Titlen er ikke mere beroligende for dem end de to forrige. Drengene er tydeligvis ikke tilfredse med svaret, men før de overhovedet når at reagere, bryder Maria Amalfitano ind mellem drengene. Hun er af fransk herkomst og er formand for Lupovino, en organisation, der siden 1995 har arbejdet for integrationen af romaer i Polygon-kvarteret. Mange af drengene blev passet af hendes organisation som børn.

»Han er med mig«, siger den spinkle, lille Maria Amalfitano, som har rundet den tunge ende af halvtredserne. Forsamlingen opløses ligeså hurtigt, som den blev samlet. Madamme Amalfitano er åbenbart ikke en ’frøken hvem som helst’ i Polygons gadebillede.

Lejr.  Indgangen til Polygon-lejren i Strasbourg. Der bor omrking 1200 romaer her.De er bange for at miste deres hjem
Maria Amalfitano, som er uddannet sociolog, driver sin organisation fra hjertet af Polygon, godt indkredset af det, der mest af alt ligner en kolossal losseplads af efterladte, snavsede campingvogne. Det er der, en stor del af romaerne bor. I flere tilfælde op til otte mennesker i én campingvogn.

»Det, der for os ligner en losseplads, er hjem for flere romafamilier«, siger hun, mens hun ser op på et af romamalerierne på sit kontor.

»Hvorfor tror du, at de unge reagerede sådan over for dig? De er alle sammen bange for, at myndighederne vil udvise dem, som det er sket andre steder. Vi har altså romaer, der har boet i den her lejr i over 15 år. Flere er født her, fortæl mig, hvad skal de lave i Rumænien?«, spørger Maria Amalfitano med henvisning til de massive udvisninger af romaer i blandt andet Frankrig, Sverige, Tyskland og Danmark, som store dele af EU-parlamentet desuden retter skarp kritik af i løbet af denne uge.

LÆS OGSÅEU-parlamentet i krig mod fransk roma-politik

»Jeg er glad for, at de i parlamentet vil debattere romaer. Vi er nogle, der har kendt til integrationsproblemer med romaer i mange år nu. Hvorfor er det først nu, at folk vil gøre noget? Frankrig har de seneste to år udvist tusinder af romaer, hvorfor er det først nu, folk reagerer?«, spørger hun.

Frankrig.  Mange af beboerne i Polygon er bange for at miste deres hjem, hvis lejren bliver lukket.Hvem vil ansætte en roma?
Polygon-lejren er ikke særlig stor i forhold til de nedlagte roma-lejre i Paris. Med sine lidt over tusinde indbyggere har lejren en bred sammensætning af etniske grupper af romaer. Rumænske romaer, romaer fra Balkan og franske romaer er alle faste brugere af Lupovino-centeret, der har over 15 medarbejdere ansat med fokus på romaernes sociale problemer.

En af medarbejderne er Anne Herin, franskunderviseren i lejren. Hun har i de seneste fem år arbejdet for at styrke de ældre beboers sprogkundskaber for at øge deres chancer for at få et fast job senere hen tilværelsen.

SE ARTIKEL EU forhører Frankrig om hundredevis af roma-udvisninger

»De vil så gerne lære, så de kan få arbejde. Men hvem vil ansætte en roma? Det ved de også godt – men som franskmand er det min pligt at skubbe den offerrolle ud af dem – selvom den har en vis sandhed i sig. Det er hårdt og meget svært for dem at få job«, siger Anne Herin, som har elever på sit hold fra aldersgruppen 18 til 57 år og fortsætter.

Roma.  TO medarbejdere i Lupovino-organisationen. Fra venstre: Anne Harin ( franskunderviser) og Maria Amalfitano ( direktøren) »Helt ærligt, hvem ville bruge sit liv på at rejse rundt fra land til land? Hvis de havde faste stillinger, ville de ikke bo i de her lejre. De ville købe en grund ligesom alle andre og slå sig ned«.

De lever uden at eksistere i systemet
En overvægtig, brunhåret mand kommer ind på kontoreret og spørger om han må låne telefonen, han skal ringe til sin læge. Hans kone er blevet syg, siger han. Maria Amalfitano rækker ham venligt sin mobiltelefon. En ung kvinde sidder med sit nyfødte barn på sit skød og klager over dårlig økonomi. En anden mand står i bar overkrop kun iført shorts og leger med akkorderne på sin guitar – han vil ikke have noget, udover et sted, hvor han kan spille sin musik i fred og ro.

På kontoret hjælpes romabeboerne med at søge job, udarbejde ansøgninger, henvise til læger og hjælpe børnene med lektier.

Det er alle typer, som kommer på kontoret i Polygone. Og Maria Amalfitano har altid tid til at hjælpe – eller lytte.

LÆS OGSÅ EU's socialdemokrater: Rohdes syn på romaer er nærmest ulækkert

»Jeg har svært ved at forstå vores ledere i EU. De laver topmøder om romaer uden at invitere landende, hvor romaerne oprindeligt er fra. Man taler ikke til dem – men om dem. De forstår ikke omfanget af problemet, og så er det altid lettest at sende folk langt langt væk, hvor de ikke kan se dem«, siger Maria Amalfitano.

Mange af de personer, som Maria Amalfitano hjælper, er mennesker uden officiel id eller personlige dokumenter.

»Vi har folk her i lejren, der har boet her i 15 år uden id eller anden form for legitimation. Hvordan skal de nogensinde kunne få et arbejde, når de juridisk set ikke eksisterer? De er afhængige af de lægehold, der kommer en gang om ugen for at hjælpe dem. De er afhængige af hjælp fra os. De vil så gerne arbejde – men der ingen, der gider at have dem«, afslutter hun.

Polygon.  Familier helt op til 8 bor i disse campingvogne.Ingen navne ingen billeder
Et par gader fra kontoret venter en gruppe kvinder på Maria Amalfitano. På pladsen, hvor kvinderne bor, står campingvogne side om side. Gamle vaskemaskiner og ovne står ude foran deres døre. Træstole, tæpper og blå tønder med vand i står ved siden af. Lange hvide snore er forbundet fra den ene ende af pladsen til den anden, de bruges som tørrestativ – børnene bruger dem til at lege gemme. .

Roma-kvinderne samles midt på pladsen. De virker nervøse, og vil ikke tale.

»De er bange for at sige noget til dig. Udvisningerne har gjort romaer i Frankrig paranoide. De ønsker ikke at sige noget af frygt for reaktionerne«, siger Maria Amalfitano.

LÆS OGSÅ EU-politikere angriber dansk udvisning

Uforudset kommer den samme bil fra tidligere kørende op og parkerer midt i pladsen. Manden, som tidligere spurgte, om jeg var en betjent, introducerer nu sig selv som Christian Vallovich, samtidig med at han blankt erkender, at det ikke er hans rigtige navn. Han vil nødig komme i aviserne, så politiet kan hente ham og familien, siger han.

»Ingen billeder eller navne. Så vil jeg gerne sige noget til dig. Alle politikere taler om os, som om vi var fra en anden planet. Jeg er ligeglad med deres møder, om så alle konger og statsministre mødtes, ville de alligevel kun diskutere, hvordan de kan komme af med os. Vil de hjælpe mig, så hjælp mig med at finde et job. Det er problemet for alle roma-mænd. Vi har intet job, ingen penge, ingen papir på at vi eksisterer. Vi lever som spøgelser«, siger Christian Vallovich og forsvinder ind i en af campingvognene.