Intet land i verden har doneret så mange penge pr. indbygger til nødhjælp efter flodbølgen i Asien som Norge.

Oven i det statslige bidrag på 1,1 milliard norske kroner (ca. 1 milliard danske kroner) kommer 450 millioner kroner i private bidrag. Det er ikke uden grund, at Norge kaldes en humanitær stormagt.

Den norske stats bidrag er større end det bidrag, som kommer fra de faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, bortset fra USA. Det plejer at være en definition på betegnelsen 'stormagt'.

Australien, Japan og Tyskland har ikke en sådan position i FN (er ikke faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd). De giver flere penge end Norge.

Ikke nok
Alligevel er der mange, der mener, at det ikke er nok. Et par dage efter katastrofen, da Norge 'kun' lovede 100 millioner kroner i bistand, skrev chefredaktøren for Finansavisen, Trygve Hegnar, at det norske bidrag var skammeligt lavt.

»Måske burde Norge vise sig som et foregangsland for bistand og nødhjælpsarbejde ved at donere 10 millioner kroner«, foreslog han.

Trygve Hegnar påpegede, at oliefonden nu har en værdi på mere end 1.000 milliarder kroner. I fonden henlægges en del af Norges olieindtægter, som skal finansiere pensioner og bruges på kommende generationer, og med den høje oliepris er fonden vokset hurtigt.

»Tilfældigheder har gjort os nordmænd ekstra rige. Vi har fået et enormt overskud , som vi ikke havde turdet drømme om, og som kun få opfatter som retfærdigt. Så hvorfor ikke donere en del af dette overskud nu?«.

'Penge fra børnenes sparegris'
Men der er også økonomer, som advarer imod at tage pengene fra oliefonden.

»Jeg går bestemt ind for at yde stor bistand, men jeg synes, det er forkert at tage fra børnenes sparegris, hver gang vi virkelig skal prioritere«, siger økonomen Harald Magnus Andreassen.

»Det ville have været bedre at omprioritere i statsbudgettet eller bede folk om at betale lidt mere i skat i det næste halve år«, siger han.

Særstilling
Oliefonden giver Norge en særstilling. Den er blevet etableret for at holde de indkomster, landet får i udenlandsk valuta, uden for statens husholdning. Men den gør også Norge til en kapitalistnation.

»Hvordan vil vi for eksempel reagere, hvis 'norgeficering' eller 'den norske syge' bliver et udtryk for at isolere sig fra omverdenen og sidde solidt på et bjerg af penge«, hedder det i en rapport fra det norske udenrigsministerium om Norges omdømme i udlandet.

Bistand gennem FN
Norge giver 0,95 procent af sin bruttonationalindkomst i bistand, hvilket er den højeste andel i verden. Det svarer til 16,6 milliarder norske kroner (15,2 mia. danske kroner). En stor del kanaliseres gennem FN.

»Samlet set yder vi det femtestørste bidrag til FN«, siger den norske minister for bistand, Hilde Frafjord Johnsson.

Det giver selvfølgelig en vis indflydelse i FN, så det er ikke noget tilfælde, at katastrofehjælpen til Asien nu samordnes af nordmanden Jan Egeland.

Norge giver 416 millioner kroner af sit statslige bidrag gennem FN.

Strid med USA
Nogle få dage efter flodbølgekatastrofen havnede Egeland i en efter sigende heftig polemik med USA's præsident, George W. Bush. USA havde på det tidspunkt lovet at give 35 millioner dollar (knap 200 millioner danske kroner) i katastrofehjælp. I New York sagde Jan Egeland, at mange rige lande giver meget lidt ulandsbistand, trods den stigende velstand.

»Det overgår min fatteevne, at de kan være så smålige«, sagde han.

Den amerikanske regering, som generelt har et anstrengt forhold til FN, reagerede prompte.

Næste morgen gik udenrigsminister Colin Powell på CNN og sagde, at USA bestemt ikke er smålig, hvorefter bidraget blev øget til 350 millioner dollar (knap 2 milliarder kroner).

Den amerikanske bistand udgør kun 0,13 procent af bruttonationalindkomsten.

Oversættelse: Helle Albeck