Man har set den før. Brødrefejden.

Kain og Abel. Noel og Liam.

Og nu Ed og David - Miliband-brødrene, som lige nu formentlig står i en af deres livs største interne kriser, efter at lillebror Ed i lørdags overraskende blev Labours nye formand for næsen af partiets kronprins, 45-årige David.

LÆS OGSÅEkspert: Lillebrors sejr er et opgør med Blair-fortiden

Tidligere udenrigsminister David Miliband har som konsekvens valgt at trække sig fra toppolitik, for, siger han »Ed har brug for en åben bane til at lede, som han finder passende. Det er den reneste og klareste beslutning at tage, men ikke den nemmeste«.

Brødrekærlighed og vingeskudte ambitioner
Fredag tog Ed Miliband føringen for første gang i månedsvis.

Lørdag var han Labours formand.

Valgkampen i partiet har kørt siden tidligere premierminister Gordon Brown under dramatiske omstændigheder trak sig kort efter valget i maj.

LÆS OGSÅBrown træder tilbage

De fire en halv måned har de britiske medier har brugt til at svælge i familieopgør, brødrekærlighed og vingeskudte ambitioner.

For slet ikke at tale om muligheden for at træde på briternes ømme tå - krigen i Irak og den af mange briter så foragtede Tony Blair og hans støtte til Labours formodede nye topfigur, David Miliband.

Som blev snydt. Af mange grunde.

At han ikke fik overbevist fagforeningerne om, at han var deres mand, og at han ikke kunne fedte sig ud af sin støtte til Irak-invasionen i 2003 var blot nogle af dem.

LÆS OGSÅSplittelsen lurer efter Ed Milibands overraskende sejr

Men grunden til fascinationen af de to brødres kamp skal ikke alene findes i et politisk brødreopgør, der er blevet løftet op til bibelske dimensioner, mens the Milibands har kæmpet for at få det hele til at ligne et kærligt og respektfuldt opgør - fyldt af afklarede følelser og forventninger.

Kropssproget afslører
Grunden skal også findes i alt det, vi ikke ser. I forestillingen om den skuffelse, det må være at være blevet båret frem som kronprins for så at blive vraget. Til fordel for sin lillebror. Opkomlingen.

Kun en del kan skjules. Resten afslører som bekendt kropssproget.

The Guardian har analyseret det, vi ikke må få indblik i - de to brødres indbyrdes konkurrence og de mange følelser.

De fem kandidater til posten som Labour-leder i Manchester gik lørdag på tv-skærmen, mens man talte ned til afsløringen af stemmetallene - alle fem kendte allerede resultatet af afstemningen, men skulle holde folket hen i uvished.

Ifølge avisen forsøgte David Miliband at skjule sin skuffelse ved gennem seancen at smågrine selvsikkert. De fleste af smilene var dog falske og nåede aldrig op til øjnene, som er det, der kendetegner et ægte smil, siger analysen.

Desuden skævede han gentagne gange mod kameraet - tilsyneladende usikker på, hvor overbevisende han virkede.

Hvad har jeg gjort ved David?
Ed Milibands opgave var den modsatte. Han skulle skjule sin glæde. For at klare det valgte han poker-metoden - et vaskeægte poker-face - han blinkede ikke og stirrede resolut frem for sig.

»Faktisk var han så immobil, at det til tider så ud som om, han var blevet erstattet med en voksmodel fra Madame Tussauds«, skriver The Guardian.

Da stemmetallene var læst op skulle Ed Miliband, som er tidligere miljø- og energiminister, ifølge The Telegraph have stillet sin kampagneleder det retoriske spørgsmål: »Hvad er det, jeg har gjort ved David?«.

Lugter af Blair og Brown
Historien om de to brødre er også historien om et tæt venskab, der sættes på den ultimative prøve, og den emmer dermed også af fejden mellem Tony Blair og Gordon Brown tilbage i 1994 efter Labourleder John Smiths død.

Efter aftale med Blair trak Brown sig fra kampen om formandsvalget og banede dermed vejen for Blair.

Til gengæld fik Brown vide beføjelser i en mulig kommende Labour-regering.

Og ikke mindst: Hvis Labour kom i regering ville Blair ikke blive siddende i en ubegrænset periode, men trække sig og gøre plads til Brown, hvilket skete i 2007 efter ti år som premierminister.

Er det et endeligt farvel?
Labour-valget falder i kølvandet på en turbulent tid dels for partiet med kupforsøg, bilagsskandaler og svært tyngende informationer om Browns regime i Downing Street 10, og dels for Storbritannien som sådan, som har fået en koalitionsregering for første gang siden Churchill.

Målinger efter formandsvalget viser, at David har vælgerne bag sig - mens de magtfulde fagforeninger støtter Ed, er flertallet stadig bag David. Også blandt partimedlemmerne har David opbakning.

Så spørgsmålet er: Er det et endeligt farvel - eller et farvel for nu?