Udgangsmusik. Dagen før kunne navnet Mubarak få egyptere til at bøje nakken. Dagen efter kunne det samme navn, Mubarak, få de samme egyptere til at ranke ryggen. Mubaraks udgangsmusik.

Hvis Hosni Mubarak følte sig en anelse utilpas fredag aften, er der ikke noget at sige til det. Efter 30 år som diktator havde den gamle general fra luftvåbnet utvivlsomt vænnet sig til at have det sidste ord.

Hans hørelse er dårlig. Men hvad skulle han ikke alligevel høre fra Kairos gader? Vrede optog? Havde han ikke sagt, at folket skulle gå hjem?

Det blev værre. Først gik han, Hosni Mubarak, Egyptens præsident, på tv og fyrede regeringen. Men så lød gadens stemmer, at de ville have ham selv fyret? Hvem troede folket egentlig det var?

Diktator med Elefantorden
I tre årtier havde Mubarak, indehaver af den danske Elefantorden, selv bestemt, hvem der skulle have sin frihed, og hvem der skulle fængsles. Men denne fredag nat, hvor hans eget partihovedkvarter stod i brand, må han være ramt af tvivl – om ikke andet da telefonen ringede.

LÆS OGSÅObama taler åbent om magtskifte i Egypten

Hvem forstyrrer en diktator ved midnatstid? USA’s præsident, Barack Obama? Haster? Det er sådan et opkald, selv en 82-årig magthaver med ry for enfoldighed ikke kan slå hen. USA har været Egyptens altdominerende beskytter og sponsor i al Mubaraks tid. Og Obama havde et råd:

»Lad mig være helt klar«, sagde Obama. »Det egyptiske folk har universelle rettigheder – inklusive retten til at forsamles fredeligt og til at organisere sig, retten til ytringsfrihed og adgang til at bestemme sin egen fremtid«.

Tre årtier ved magten
Fra disse nattetimer var det ikke et spørgsmål, om Mubarak kunne overleve som diktator i den arabiske verdens største nation, men hvordan og hvornår han ville forsvinde ud af historien ligesom sin tunesiske kollega, Ben Ali.

Hvad havde de til fælles: magten og årtiers erfaring i at bruge den, officielt i statens tjeneste, reelt imod deres egen befolkning. Og deres skæbne? At folket fik nok.

LÆS OGSÅInspirationen fra Tunesien er kærkommen

Mubarak havde tre årtier til at skaffe sig folkets kærlighed, til at få det fattige Egypten på benene, til at bekæmpe fundamentalistisk vold, til at rydde ud i Egyptens fedladne korruption, der ligesom pyramiderne peger opad, og at sørge for lov og orden.

Altid på god afstand af sit folk
Men ugens egyptiske demonstranter er ikke begejstrede. De kritiserer Mubarak for deres egen fattigdom, for undertrykkelse, for censur, for at kaste systemkritikere i fængsel, simpelt hen for at være en skidt præsident. De vil have en ny.

LÆS OGSÅEU-chef om Egypten: Der skal ske noget nu

Mubarak sad på tribunen, hvor hans forgænger, Anwar Sadat, blev mejet ned af religiøse ekstremister i 1981. Det gjorde ham nøjeregnende med sin egen sikkerhed. Altid tæt beskyttet på god afstand af sit folk.

Han talte helst på tv eller fra fjerne, godt beskyttede podier. Tog nødig imod spørgsmål fra pressen – uden aftale.

USA: Hellere godt diktatur end dårligt demokrati
Da han i sin tid fik posten som vicepræsident for Sadat, troede han, at han skulle udnævnes til chef for Egypt Air. Han havde ikke før ugens revolte selv fundet en andenmand – ifølge det egyptiske folkevid, fordi han ikke kunne finde en mindre farlig, mere enfoldig figur end sig selv.

LÆS OGSÅDemonstranter indkalder til 'Millionernes Protest'

Han overtog en arabisk stormagt. Han afleverer en stat på aftægt – uden eget initiativ og uden overvældende respekt. Kun Egyptens 80 millioner indbyggere og dets plads i arabisk historie dikterer, at verden ikke kan være ligeglad med Mubarak.

Så sent som i sommer sagde en rådgiver for den amerikanske udenrigsminister, at USA hellere så et godt diktatur end et dårligt demokrati i Egypten.

Demokrati under Mubarak blev en vittighed
Frygten for et kaotisk alternativ til Mubarak var det trumfkort, der skaffede Egypten en gigantisk amerikansk bistand. I går var Mubarak selv opskriften på kaos.

De fleste egyptere lever fortsat i fattigdom. De stoler ikke på staten, slet ikke på Mubarak – måske ikke engang på Det Muslimske Broderskab, som ellers har oprettet klinikker, hele hospitaler og store netværk i konkurrencen om egypternes tillid.

LÆS OGSÅOppositionen i Egypten finder sammen

Men hvis Egypten denne weekend stod med en diktator på vej ud og et folk på vej ind, men dog uden et regeringsdueligt alternativ, skyldtes det Mubarak selv.

Hvorfor? Fordi Egyptens ’demokrati’ under Mubarak blev en vittighed.

»Vi hader dig, Mubarak«
I Egypten står der nu »Vi hader dig, Mubarak« på plakater, som bæres åbent i Kairos gader og vises på Al-Jazeera. Han har gerne været langsom i sine taler, for langsom i sin økonomiske politik og helt uden fart i Egyptens sociale udvikling.

LÆS OGSÅ Ekspert: Præsident Mubarak må gå af

Det er i endnu højere grad end i Tunesien svært at pege på et samlende alternativ. En af de mest prominente systemkritikere, Mohamed ElBaradei, kalder det falsk, at Mubaraks diktatur skulle være det eneste bolværk mod fundamentalisme.

Men også ElBaradei er uden en folkelig organisation.

Militæret kontrollerer en tredjedel af økonomien
Mubarak har i tidens løb slået hårdt ned på Det Muslimske Broderskab, som alligevel har en lydhør struktur.

Men både Mubarak og USA vil have bemærket, at det ikke er Broderskabet, der har organiseret ugens opstand, snarere en ny flagrende bevægelse af moderne unge, som er parat til demokrati og politisk ansvarlighed – men også uden et apparat til at tage over.

FOTO Egypterne kæmper for liv og fred

Det egyptiske militær har adlydt Mubarak, så længe det var i hans gamle officerskollegers interesse. Men nok har Mubarak bestemt.

Samtidig har militæret dog udviklet sig til et »halvkommercielt foretagende«, som det ifølge WikiLeaks hedder i en amerikansk indberetning fra Kairo. Militæret kontrollerer over en tredjedel af den egyptiske økonomi. Og det giver ikke militæret en interesse i at lade alting vælte eller ændre.

Mubaraks udgangsmusik
Og hvad så, Egypten? Da Mubarak lagde røret sent natten til lørdag, var hans interesse pludselig ikke den samme som hans nations. Egypten havde brug for en leder. Mubarak havde brug for et land.

Dagen før kunne navnet Mubarak få egyptere til at bøje nakken. Dagen efter kunne det samme navn, Mubarak, få de samme egyptere til at ranke ryggen. Mubaraks udgangsmusik.