De er på vej ned fra en bjergtop. Hele dagen har de klatret i tåge, men nu solen er kommet rundt om bjerget og stråler på væggen, så sneen begynder at smelte.

»Vi hører en susende lyd, og så er vi ikke i tvivl om, hvad der er ved at ske. Og så kommer en lavine af al sneen pludselig væltende ned«, fortæller Kristoffer Szilas, der var blandt de seks danskere, som er de første, der har besteget et bjergområde i Kirgisistan.

Under turen blev de flere gange ramt af laviner, men takket være deres erfaring nåede de både til tops og hjem i god behold.

Ingen plan eller sikkerhedsnet
Da nyheden kom, om at et tidligere militærområde i Kirgisistan nu var blevet åbnet for offentligheden, satte gruppen af seks danskere og en englænder sig et mål om at være de første til at bestige bjergene.

Det betød uberørte bjergtoppe og nye udfordinger for de erfarne klatrere.

»Planen var, at der ikke var nogen plan. Det måtte ikke gå galt, for der var ikke noget sikkerhedsnet«, fortæller Kristoffer Szilas, om forberedelserne til turen.

Det svære var det logistiske, transport, at få lokale kontakter og tilladelser. Og selvfølgelig turen op, men der måtte de trække på deres erfaring, for der var ikke andet at falde tilbage på i det tidligere Sovjetland.

»Når der ikke har været nogen før, så står man selv for sikkerheden. Det er ikke som i alperne, her er der ingen redningstjenester, meget få mennesker, og man står for det hele selv«, siger Kristoffer Szilas.

Verdens første på toppen
Kristoffer Szilas har trænet klatring i over ti år og inden turen til Kirgisistan trænede han løbetræning, almindelig klatring og isklatring i Norge om vinteren.

Den hårde træning og lange erfaring blev der brug for på bjergene, hvor der var farligere, end de først havde antaget, fordi der var mere sne og derfor flere laviner.

»På det sidste bjerg vi klatrede, blev vi ramt af to laviner på vej ned. Der var ikke noget at gøre, vi skulle ned den vej, så vi måtte bare klatre lidt hurtigere«, siger Kristoffer Szilas.

Men drømmen om at være den første på toppen var det hele værd, selvom vejen op var hård, og turen ned var farlig.

»Det er ligesom en opdagelsesrejse. Pludselig går det op for en, at man er på toppen, og så bliver man overvældet. Det er ret utroligt at tænke på, at der aldrig har været mennesker i det område. At man er den første på lige præcis den top«.

Nedtoner faren for kæresten
At være den første, der erobrer en bjergtop, giver den ære, at man må give den et navn. Det valgte gruppen at gøre.

Derfor skrev Kristoffer Szilas hurtigt en sms til sin kæreste, da han kom ned fra bjergene og fik dækning på sin mobil igen.

»Jeg skrev bare en stille og rolig besked med 'Nå ja, så er der forresten et bjerg, der hedder Peak Lea' der er så og så højt«, siger Kristoffer Szilas, der fik en meget glad og overrasket kæreste.

LÆS OGSÅKristoffers Szilas blog(eksternt link)

Selv har Kristoffer Szilas det meget afslappet med de farer det indebærer at bestige et bjerg. Og han mener, at klatrernes kærester stoler på, at de ved, hvad de gør. De er vant til at have en partner, der bestiger bjerge. Alligevel censurerer han ind i mellem sine fortællinger.

»Man nedtoner faren, og siger, at det egentlig ikke var så farligt, så man ikke stresser dem så meget«, fortæller Kristoffer Szilas, der sjældent stresser selv.