Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 12. sep. 2011 KL. 00.24

Tårerne fik frit løb på Ground Zero

Amerikanere fra alle dele af USA var taget til New York for at mindes terrorangrebet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Fortæl din historie


Søndag 11. september i år er det ti år siden, at to fly hamrede ind i World Trade Centers tvillingetårne på Manhattan og ændrede verden.

SKRIV Hvor var du, da USA blev ramt af terrorangrebene?

Området omkring Ground Zero er pakket med mennesker – tusinder var mødt op for at markere ti-årsdagen for terrorangrebene 11. september.

Rødt, hvidt og blåt. Overalt i New York blafrer det amerikanske flag, og amerikanere i alle aldre, størrelser og farver holder deres nationalflag i hånden.

De seneste dage har verdens øjne hvilet på New York. Præsident Barack Obama, tidligere præsident George W. Bush og ikke mindst medier og besøgende fra hele verden er taget til byen for at markere ti-årsdagen for terrorangrebene mod World Trade Center 11. september 2001.

LÆS ARTIKELPol.dk's læsere husker tydeligt 11. september 2001

Mediernes og sikkerhedsfolkenes fokus har været på den officielle mindehøjtidelighed, som varede fra klokken 08.40 til middagstid.

Både den nuværende og tidligere præsident deltog, men derudover var mindehøjtideligheden lukket for offentligheden, og kun de pårørende for ofrene var inviterede.

Lidt af hvert
Selve Ground Zero, hvor tårnene stod, har længe været lukket af med politiafspærringer og vagter. Men i området omkring kunne de mange besøgende opleve den rørende, men afslappede stemning, der prægede stedet.

Nogle fældede en tåre, andre delte historier og mange tog billeder. Størstedelen af de besøgende var almindelige turister og amerikanere, der var kommet for at mindes tragedien. Men samtidig benyttede religiøse og politiske grupper sig af dagen til at få deres forskellige budskaber frem.

LÆS ARTIKELObama: Al-Qaeda vil fortsætte med at angribe os

En gruppe krævede en omfattende undersøgelse af terrorangrebet, en anden anklagede direkte George W. Bush-administrationen for selv at planlægge angrebet – og en tredje delte foldere ud om 'vejen til heling gennem bøn'.

Allerede ved syv-tiden var der mange mennesker nede ved Ground Zero. Klokken 08.46 – på det tidspunkt, hvor det første fly ramte det nordlige World Trade Center-tårn, blev der afholdt et minuts stilhed for ofrene.

Genlæs den første reportage i Politiken efter 11. septemberUSA's værste mareridt blev til virkelighed

I løbet af mindehøjtideligheden læste forskellige pårørende navnene op på de næsten 3.000 mennesker, der blev dræbt i angrebet.

Der var ingen taler, men præsident Obama læste op af Salme 46 i Bibelen, som taler om Gud som »vores tilflugt og styrke, en hjælp i nøden«.

Tidligere præsident George W. Bush valgte at citere fra et brev, Abraham Lincoln skrev til en mor, der havde mistet 5 sønner i borgerkrigen i 1864: »Jeg beder til, at vores himmelske fader må lette smerten ved vores tab«.

LÆS ARTIKELTiårsdag: Mindepark åbner ved Ground Zero

»Vi er her, fordi vi er patriotiske«

Mange af de mennesker, der var mødt op, er ikke newyorkere.

Udover de mange sprog, der kunne høres i menneskemængden, talte Politiken.dk's udsendte med mange amerikanere – fra Boston, Chicago, Philadelphia og Los Angeles – som var taget til New York med det formål at markere dagen ved Ground Zero. Blandt dem var 20-årige Lisa og Jessica fra Boston.

»Vi er her, fordi vi er patriotiske. Vores familier bor langt væk og kunne ikke selv komme, men de følger med i fjernsynet«, siger Lisa, der – ligesom sin veninde – har en hvid t-shirt med det amerikanske flag på.

»Vi besluttede os for et par uger siden, at vi skulle herhen. Det var meget vigtigt for os at markere, at vi som amerikanere står sammen om tragedien«, tilføjer Jessica.

Religionen er vigtig
39-årige Anita Setran er en af de newyorkere, der har valgt at tage ned til Ground Zero.

Hun vil gerne have fat i unge mennesker og dele budskabet om, at Gud er en stor hjælp i svære tider.

»De fleste amerikanerne er religiøse. Men mange newyorkere har endnu ikke accepteret Gud. En dag som i dag er oplagt til at sprede Guds ord og hjælpe dem, der føler sig fortabt eller i sorg over tragedien«, siger hun.

New Yorks styrke ligger i sammenholdet mellem de mange forskellige kulturer og religioner, mener hun. Og selvom terrorangrebet i hendes øjne ændrede New York for altid, så har newyorkerne selv på mange måder lagt fortiden bag sig og ser i stedet fremad, mener hun.

Søndag i New York
Nu er det eftermiddag i New York, og selv om politiet fortsætter sit arbejde, er de fleste besøgende taget hjem eller videre et andet sted.

Præsident Obama og tidligere præsident George W. Bush har forladt New York, og Obama er fortsat til en mindehøjtidelighed i Shanksville. Inden han tog afsted, lagde han blomster ved mindesmærket, og sammen med førstedamen Michelle Obama, deltog han i et minuts stilhed.

Menneskemængden ved Ground Zero er også så småt tyndet ud, og bortset fra larmen af helikoptere og politi hist og her, er det igen blevet søndag i bydelen.