Fortæl din historie

Søndag 11. september i år er det ti år siden, at to fly hamrede ind i World Trade Centers tvillingetårne på Manhattan og ændrede verden.

SKRIV Hvor var du, da USA blev ramt af terrorangrebene?

Tavshed kan være noget af det fineste, der findes. Især hvis man også kan tale om den.

Præcis klokken 8.46 går O’Hare-lufthavnen i Chicago i stå. Ligesom lufthavne over hele USA. Passagerer, flypersonale og sikkerhedsfolk, alle står stille, og vi er alene med vores egne tanker, men på en meget stærk måde også sammen.

Klokken 8.46 var det tidspunkt, da det første af fire kaprede fly ramte World Trade Center i New York 11. september 2001. Senere samme dag bragte terroristerne tre fly mere til jorden i New York, Washington og Pennsylvania. To af dem var fra selskabet United Airlines.

Æresvagt i afgangshallen
En æresvagt bestående af tre uniformerede betjente skridter langsomt ned gennem afgangshallen med to løftede flag. Men kort efter er alt igen normalt i lufthavnen, og ingen standser op for at se på de tv-skærme, hvor CNN ellers transmitterer fra mindehøjtideligheden i New York.

Fly 674 til New York er kun halvt fyldt denne søndag, hvor solen skinner, og kaptajnen henvender sig til passagererne med ordene:

»Det er en smuk morgen at flyve en tur«.

Efter de praktiske oplysninger tilføjer han: »I dag er 10-års dagen for 11. september. Brug venligst et øjeblik sammen med os til at mindes. Vore tanker er hos ofrene og deres kære. Herfra vil vi fortsætte med at sørge for jeres sikkerhed, så godt vi kan«.

En muskuløs mand ved siden af mig tager kasketten af, og så er den der igen, tavsheden.

Farligere på Manhattan
Cody Eckstein tager kasketten på igen og læser videre i sin bog.

Han læser ’Lone Survivor’, en dramatisk beretning skrevet af en Navy Seal-soldat, der som den eneste i sin gruppe overlevede et bagholdsangreb i Afghanistan.

»Jeg har fløjet før på 11. september«, siger han.

»Jeg bor på Manhattan i New York, og det er sikkert farligere at være der end at være her i flyet«, funderer han, »og hvis vi bliver for bange til at flyve, vinder terroristerne«.

Da Cody spørger, hvordan jeg selv har det, er det svært at forblive i rollen som journalist, der kun stiller spørgsmål.

Så stærk og nødvendig, som tavsheden føles, lige så stærk er trangen til at dele sine tanker med nogen bagefter.

Jeg fortæller om, hvordan jeg tidligere på ugen besøgte Guantánamolejren, hvor 176 fanger – nogle terrorister og en del uskyldige – sidder indespærret på ubestemt tid. Og hvor tortur i nogle år var en del af USA’s svar til terroristerne. Var det i orden, hvis det reddede liv?

»Det er svært. Jeg har en god ven, der mistede sin far 11. september. Han arbejdede i et firma, som blev udslettet den dag, fordi alle sad på den etage, hvor flyet ramte. Forleden var vi til min vens bryllup, og det var tydeligt, hvordan den familie aldrig kommer over det tab. Det er nemt at sige, at vi er imod tortur, men den dag ændrede alt«, siger Cody Eckstein.

Svært med professionel tavshed
Personalet på flyet må ikke udtale sig til pressen. Men stewardesserne har som alle andre svært at håndtere professionel tavshed på en dag, hvor ord faktisk gør godt.

»Det er bestemt ikke nogen almindelig dag at flyve«, siger en af stewardesserne, hvis navn jeg lover ikke at skrive i avisen.

Faktisk er hun kaldt ind som reserve på ruten mellem Chicago og New York, fordi masser af hendes kolleger har frabedt sig at flyve den rute – eller at flyve i det hele taget på årsdagen.

Vi taler sammen længe, men i virkeligheden siger ingen af os noget, der fortjener at komme i avisen.

I New York har et skydække lagt sig over byen, og det er først få minutter før landing, at byen og Manhattans skyskrabere dukker op. Der er meget tavst i flyet, mens vi glider ned mod LaGuardia-lufthavnen.

Jeg forlader flyet som den sidste. Kaptajnen er en venlig mand fra New York. Han må heller ikke udtale sig til pressen, men flyveturen gik uden problemer, fortæller han. Jeg spørger ham, om hans opfordring til at mindes i tavshed var noget, United Airlines havde besluttet, eller noget, han selv fandt på.

»Det var mig selv«, siger han og tøver lidt, inden han spørger: »Var det okay? Det var ikke for meget? Jeg synes bare, nogen var nødt til at sige noget på sådan en dag«.