Digital adgang med e-avis for 149 kr./md.

Ekspert: Mladic fanges næppe i live

Mladic »vil synge«, hvis han bliver fange, mener ekspert. - Foto: AP
Mladic »vil synge«, hvis han bliver fange, mener ekspert. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Serbiens indenrigsminister, Dragan Jocic, sagde fredag, at den krigsforbrydersigtede Ratko Mladic vil blive anholdt inden for de nærmeste uger. Store politistyrker lagde en ring omkring et kvarter i Beograd og undersøgte som flere gange før en lejlighed, beboet af sønnen af de bosniske serberes øverstkommanderende under krigen i Bosnien. I Beograd Den sædvanligvis pålidelige radio B92 lod vide, at Mladic gemmer sig sammen med få livvagter i en lejlighed i det nye Beograd. Marko Maljkovic, leder af Beograds Mediecenter og specialist i Mladic-sagen, siger: »Der bor jeg. Det er jo ikke New York, hvor man kan snige sig fra lejlighed til lejlighed. Den historie bidrager efter min mening kun til Mladic-komedien. Med alle de kræfter og politikontroller af biler, som er sat i gang, er der kun en sandsynlig forklaring på, at han ikke er pågrebet for længe siden. Han har for kompromitterende oplysninger om Serbiens nye, gamle establishment«. Har fået hjælp Maljkovic siger, at Mladic ikke kunne have gemt sig så længe uden et stort net af logistisk, finansiel og efterretningsmæssig støtte. Torsdag blev tre af Mladic' hjælpere arresteret. Fredag to mere. Det fremhæver Serbiens regering som bevis for, at den gør alt for at fange ham. »De har kun fanget små fisk, der har givet Mladic husly og mad. Ingen af dem har sørget for den finansielle og efterretningsmæssige side af sagen. Dem taler regeringen ikke om«, siger Maljkovic, der mener, at den vigtigste grund til, at Mladic endnu ikke er fanget, er, at han kan give krigsforbyderdomstolen i Haag oplysninger om folk i toppen af Serbiens politiske og økonomiske liv. Mladic vil synge »Jeg mødte Mladic i 1990'erne og ved, at han er en person, der vil synge som en kanariefugl, hvis han kommer til Haag«. Hvad kan han fortælle?

»Der er mange, som hellere ser Mladic død end i Haag. Han kan fortælle, hvem der finansierede krigen i Bosnien, og hvilke politikere der var på lønningslisten i den mafiaøkonomi, der blev skabt i Milosevic' tid. Mange af dem styrer i dag Serbiens økonomi«. Maljkovic har bl.a. efterforsket general Zdravko Tolimir, der efterfulgte Mladic som øverstkommanderende for den bosniskserbiske hær efter Daytonaftalen i 1995. Tolimir var manden, der sidste år forhandlede om 14 generalers såkaldt frivillige overgivelse til Haag. »Regeringen var i daglig kontakt med Tolimir, der også er anklaget for bl.a. medvirken til massakren i Srebrenica. Hvorfor taler regeringen slet ikke om Tolimir nu?«, spørger Maljkovic, der er sikker på, at Tolimir er Mladic' kilde til oplysninger om efterretningstjenesternes jagt på ham. »Mladic ved mere end de serbere, som nu er i Haag, ved tilsammen«, siger Maljkovic, der ikke vil blive overrasket, hvis regeringen i de kommende dage eller måneder fortæller, at Mladic er død under forsøg på at arrestere ham. Ødelagt af druk?Serbiske boulevardaviser vil vide, at Mladic er så ødelagt af druk, at han næppe vil kunne synge ret meget?

»De aviser melder konstant om, hvordan Mladic har det. Hvorfor går efterretningstjenesten ikke efter de journalister, der hævder at vide besked om hans færden og tilstand? Og selv om han drikker, har han næppe skyllet sin viden ud«. Ifølge gårsdagens Beograd-aviser afviser ministerpræsident Vojislav Kostunica, at han gav Carla del Ponte, chefanklager for krigsforbryderdomstolen i Haag, et sikkert løfte om, at Mladic ville blive udleveret ved udgangen af sidste måned. Han sagde blot »snart«, hævder en talsmand. Nu venter man igen på, om snart er nu.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her