Annonce
Annonce
Internationalt

Milliarder til Katrina-ofre misbrugt

Meget af den økonomiske hjælp, ofrene for orkanerne Katrina og Rita har modtaget, er gået til fornøjelser.

Det skulle egentlig have fungeret som økonomisk bistand til de nødstedte ofre for orkanerne Katrina og Rita.

Men i virkeligheden er flere milliarder gået til alskens fornøjelige forlystelser, der rækker langt ud over almindelig overlevelse.

Det konkluderer det amerikanske undersøgelsesorgan Government Accountability Office (GAO) i en ny rapport.

1.000 dollar til skilsmisseadvokat
Ofrene blev efter katastrofen tildelt 6.000 dollar til at sikre en vis levestandard af Federal Emergency Management Egency (FEMA), der er en del af Department of Homeland Security.

Men nu viser det sig, at ofrene måske ville leve lidt for godt i forhold til, hvad FEMA havde forestillet sig.

Således er der for eksempel blevet brugt 1.000 dollar på en skilsmisseadvokat, 400 dollar er blevet brugt på 'erotiske produkter til voksne' og 600 dollar fra et af kreditkortene, er blevet brugt på en stripklub.

Mere omfattende svindel
Ifølge CNN fastslår GAO's rapport en lang række svindelnumre i forbindelse med pengegaverne.

Der skal efter sigende have været personer, der har meldt sig som modtagere af den økonomiske assistance under falske CPR-numre.

I nogle tilfælde har de personlige numre tilhørt helt andre personer, og i andre tilfælde har nummeret slet ikke eksisteret.

Mere end 1.000 af de registrerede har brugt CPR-numre, der tilhørte fængselsindsatte. I et af tilfældene har FEMA udbetalt 20.000 dollar til en fange i Louisiana, der havde skrevet en postboks-adresse som sin 'skadede ejendom'.

Bør retsforfølges
Det er altså grelle tilfælde, der er tale om.

Republikaneren Michael McCaul fra Texas, der er formand for en underkomite, der overvåger undersøgelsen af hjælpen efter orkanerne, kalder overforbruget for en fornærmelse af de amerikanske skatteydere:

»Anklagere fra staten bør se på, om der kan føres sager mod forbrydelserne og putte dem, der har begået dem, i fængsel i lang tid«, siger han til nyhedsbureauet AP.

Ifølge GAO kan der være tale om endnu større summer, end de mindst en milliard dollar, der er blevet misbrugt.

Opsporing af modtagere på vej
FEMA har nu 'moderniseret' registreringsproceduren, forklarer talsmanden for FEMA, Aaron Walker.

De har dermed hyret en unavngiven virksomhed, der skal opspore de sande identiteter og adresser på alle dem, der har modtaget støtte.

»Vi er trygge ved vores system, som det ser ud nu«, siger Aaron Walker.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce