En kvindelig britisk eventyrer har gennemført noget, ingen andre har gjort. Krydset Antarktis alene uden nogle hjælpemidler.

Mandag nåede den 34-årige Felicity Aston frem til sin endestation ved Hercules halvø på kysten tættest på Sydamerika. Det er 58 dage siden, hun drog afsted fra Leverett-gletscheren på ski og med to slæder slæbende efter sig, og nu sidder hun i et telt ved den vindblæste kyst og skriver på sin twitter-profil:

»Vågnede op til en vidunderlige erkendelse af, at jeg ikke bliver nødt til at hoppe ud af soveposen og styrte mod horisonten i dag«.

Turen, Felicity Aston begav sig ud på for 58 dage siden, er på 1.744 kilometer, og er en tur, der har bragt hende fra den ene iskolde kyst til den anden og over endeløse vidder med kun is, vind og sporadisk sol som følgesvende.

Varmt bad og rødvin
Eventyreren har været alene i næsten 60 dage, og hun er det endnu. På grund af dårligt vejr i området, Felicity Aston befinder sig i nu, kan et støttehold ikke komme frem til hende.

Når vejret klarer op, vil et lille fly ifølge eventyreren samle hende op og transportere hende til en lejr, hvor et varmt bad, rent tøj og rødvin venter på hende.

»I tilfælde af, at jeg var i fare for at føle mig sentimental, er en voldsom vind dukket op af ingenting og slår nu på teltet ligesom i de gode gamle dage«, skriver hun.

Solo.  34-årige Felicity Aston var alene på sin tur over Antarktis. Meget alene. På dette billede krydser hun Island på en 'prøvetur'. Udover at være det første menneske, der krydser Antarktis alene uden hjælpemidler, er Felicity Aston, der har arbejdet som meteorolog i Antarktis og har ledet ekspeditioner både der, i Grønland og ved nordpolen, også den første kvinde, der krydser Antarktis alene.

En ekspedition bestående af både mænd og kvinder har allerede taget turen uden hjælp som drager eller maskiner, men Felicity Aston er den første, der gør det alene.

Græd ved synet af bjerge
Rejsen gik fra kysten ved Ross-iskappen, over Leverett-gletscheren og hen over det gigantiske plateau, der dækker kontinentets midte. Der mødte hun bjerge efter flere dage uden andet end den tomme horisont at kigge på.

»Med mindre end 70 nautiske mil (cirka 130 kilometer, red.) tilbage håbede jeg at få mit første glimt af bjerge i dag. Scannede horisonten hele dagen - ingenting«, skriver hun torsdag 19. januar.

Dagen efter dukker bjergene, der markerer, at turen snart er slut, op i det fjerne.

»Jeg kan se bjerge, og de er smukke. Det er som det første tegn på en mållinje. Jeg stoppede og begyndte at græde«.

I dag sluttede turen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken