Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 8. maj. 2012 KL. 13.07 opdateret 8. maj. 2012 KL. 13.34

EU-præsident hasteindkalder til topmøde om job

Ny fransk præsident vil fremlægge vækststrategi for Europa.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det begyndte med Grækenland

Indtil videre har fire lande i eurozonen modtaget hjælpepakker fra EU for at redde en skrantende økonomi.

Det begyndte med Grækenland, hvis enorme gæld skabte en frygt for, at landet kunne gå i betalingsstandsning. Derfor bevilgede landene i eurozonen i maj 2010 lån på flere hundrede milliarder kroner på betingelse af en række omfattende besparelser. Dette var ikke nok, og endnu en hjælpepakke kom på plads i 2012.

Også Irland og Portugal har modtaget hjælpepakker i milliardklassen, og i øjeblikket forhandles der om detaljerne i en hjælpepakke til Cypern.

Den økonomiske krise har også betydet skrappe reformer i Italien, mens Spanien og Portugal slås med en enorm arbejdsløshed.

Allerede om to uger, onsdag 23. maj, vil Frankrigs nye leder præsentere de andre EU-landes ledere for en europæisk vækstpakke.

Det vil ske under en topmødemiddag, som EU-præsident Herman Van Rompuy netop har indkaldt til, oplyser det danske formandskab.

»Det er min pligt at sætte en ny dagsorden for Europa«, sagde socialisten François Hollande, da han forleden blev valgt til Frankrigs nye præsident.

Fransk utilfredshed med ensidigt sparefokus
Hollandes magtovertagelse i Paris vil sætte gang i en ny og skelsættende diskussion om vækst kontra nedskæringer, som kommer til at påvirke resten af det danske EU-formandskab kraftigt.

Frankrigs nye præsident er utilfreds med det ensidige sparefokus i EU’s finanspagt, som Danmark og 24 andre medlemslande underskrev i marts. Derfor vil han have tilføjet en vækstpakke, der bl.a. skal omfatte flere EU-investeringer i jobskabende industriprojekter og bedre lånemuligheder i Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Mere kontroversielt vil Hollande også have en ny diskussion om en finansskat, som Danmark er imod ­– og om euroobligationer, som den tyske forbundskansler, Angela Merkel, er modstander af.

LÆS OGSÅMarlene Wind: EU er i et limbo efter valgene

Den nye franske leder får støtte fra EU-kommissionen, hvor formand José Manuel Barroso i dag opfordrer regeringerne til at få vedtaget nogle af de vækstinitiativer, der har været foreslået i et stykke tid.

»Vi kan ikke have stabilitet uden vækst, og vi kan ikke have vækst uden stabilitet«, sagde Barroso på et pressemøde her til middag:

»Vi skal gribe det momentum, der er nu, hvor der er meget fokus på vækstinitiativer rundt i Europa«, siger han.

Hollande har meget travlt
Topmødedatoen 23. maj afspejler, at François Hollande har meget travlt med at få resultater hurtigt efter sin formelle tiltrædelse på tirsdag 15. maj.

Allerede dagen efter ventes Hollande at rejse på officielt besøg i Berlin, som bliver fulgt af et sandt hækkeløb af store, internationale møder for den nye franske præsident.

LÆS OGSÅHollande får høflig tysk modtagelse trods hårde krav

Først møder han lederne fra verdens syv andre største økonomier ved et G8-topmøde i Camp David i USA 18.-19. maj, fulgt af et stort anlagt topmøde for forsvarsalliancen Nato i Chicago 20.-21. maj.

Og så få dage efter altså det nye, ekstraordinære EU-topmøde om vækst, hvor Hollande skal bevise for baglandet og vælgerne hjemme i Frankrig, at han mener sin vækstplan alvorligt.

Hastværket er ikke uden grund: 10. og 17. juni er der nemlig valg til den franske Nationalforsamling, hvor socialisterne og resten af venstrefløjen håber at vinde et klart flertal.