Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 18. maj. 2012 KL. 11.13

Ny bog: Svensk nationalhelt fyldte bil med guld og smykker

Nye oplysninger om Raoul Wallenbergs sidste døgn og tilfangetagning.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Raoul Gustav Wallenberg

Født 4. august 1912 og død formodentlig 17. juli 1947.

Wallenberg tilskrives æren for at have reddet op imod 10.000 ungarnske jøder fra deportation og udslettelse.

Blev taget til fange af russerne og senere henrettet.

I Danmark har vi historien om sjællandske fiskere, der hjalp dødsmærkede jøder over Øresund i ly af natten under Anden Verdenskrig.

Sverige, der aldrig blev besat af tyskerne, har en anden historie om mod og modstand mod Det Tredje Riges forsøg på udslettelse af Europas jøder.

Navnet på den fortælling er Raoul Gustav Wallenberg.

Nu bidrager ny viden i en biografi i anledning af hundredåret for Wallenbergs fødsel til forståelsen af hans mystiske tilfangetagning af russerne i Budapest i starten af 1945.

Wallenberg havde, da han blevet fanget af russerne, fyldt sin bil med mere end 15 kilo guld og smykker, skriver ruslandskenderen Bengt Jangfeldt i en ny biografi ifølge Svenska Dagbladet.

»Det er en rimelig tolkning, at russerne troede, at det var naziguld, som Wallenberg ville skjule for den røde hær. Forklaringen på, at Wallengren blev pågrebet, kan være helt banal«, siger Bengt Jangfeldt til Svenska Dagbladet.

Jangfeldts nye oplysninger bygger blandt andet på håndskrevne beretninger fra russiske officerer i Budapest og på øjenvidneberetninger fra Wallenbergs tidligere livvagt Lajos Bajusz.

Det svenske symbol på en helt
Raoul Wallenberg var fra 1944 og frem svensk diplomat i Budapest, hvor han udstedte såkaldte beskyttelsespas til utallige ungarnske jøder, som stod over for deportation.

I samarbejde med den øvrige svenske delegation lykkedes det Wallenberg at leje adskillige bygninger i Budapest, hvor op imod 10.000 jøder levede under beskyttelse fra deres svenske pas og diplomatisk immunitet.

Det er denne indsats, der har gjort Wallenberg til en nationalhelt i Sverige.

Hans endeligt har dog længe været omgærdet af mystik, men historikerne mener, at Wallenberg efter tilfangetagelsen i 1945 blev ført til en fangelejr i Rusland, hvor han blev henrettet i 1947.

Ville redde værdierne fra russerne
Indtil nu har det været uklart, hvorfor Wallenberg blev tilbageholdt og i givet fald senere henrettet af russerne.

Men ifølge Bengt Jangfeldt er det sandsynligt, at han efter russernes indtog i Ungarn ønskede at vende tilbage til Sverige.

Derfor lastede han bilen med guld og smykker, som de jøder, han havde beskyttet, deponerede hos ham, og fyldte tanken med 100 liter benzin.

»På samme måde, som han reddede jødernes liv rent fysisk, skulle også værdierne reddes. Dette var en logisk del af redningsaktionen. Han anså værdigenstandene for at være sikrere i Sverige end i Budapest«, siger Bengt Jangfeldt.

Historien om guldet får også Bengt Jangfeldt til at spekulere i, at det måske kan være grunden til, at det Svenske Udenrigsministerium var passive i forhold til at få Wallenberg ud af russisk fangenskab efter krigen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken