Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 8. jun. 2012 KL. 23.42

Obama inviterer 25 unge filmstjerner på morgenmad

Unge kendisser spiste morgenmad med præsidenten. Deres glade tweets bagefter er guld værd for valgkampen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Hvad kan få verdensstjerner som Jessica Alba, Zach Efron og Dianna Agron til at opføre sig som forlegne fans? Det kan et møde med USA’s præsident.

25 af Hollywoods yngste kendisser blev i går inviteret på morgenmad med Barack Obama. Det skete som afslutning på en halvanden dags turne i Californien for præsidenten.

Efter mødet skyndte de fleste sig at poste private fotos på det sociale netværk Twitter, hvor man kan se sjældent benovede skuespillere arm i arm med en grinende Barack Obama.

Stjernerne fik, hvad andre betaler dyrt for
»Måske den eneste mand, jeg virkelig bliver nervøs over at være i selskab med. Det var den tidlige telefonvækning værd«, skriver 26-årige Dianna Agron, der har gjort kometkarriere på tv med hit-serien ’Glee’.

De unge berømtheder fik helt gratis, hvad andre californiere har betalt titusindvis af kroner for i de seneste dage.

Præsidentens tur til den vestlige strandstat var en såkaldt fundraiser-turne - en række af arrangementer, hvor man for et beløb på typisk 45.000 kroner kan deltage i en middag med præsidenten og nogle snese andre velhavere og få et foto med hjem. Pengene går til finansiering af valgkampen frem til præsidenvalget i november, hvor Obama søger genvalg.

LÆS OGSÅMilepæl: Romney slår Obama i pengeindsamling

Men hvad Obama normalt får penge for, har kostet ham en stor regning denne gang. Arrangementet fandt sted på det fashionable luksushotel Beverly Hilton.

Hver en dollar kan imidlertid være givet umanerlig godt ud, hvis man ser det som valgreklame. Stjernernes begejstrede beskeder og billeder på Twitter når ud til millioner af vælgere, som abonnerer på kendissernes daglige udgydelser.

Ofte er det unge vælgere, der følger de unge stjerners opdateringer på Twitter - såkaldte tweets - og det er en særlig vigtig pointe for Obama.

Unge vælgere er livsvigtige for Obama
Det formelle formål var at diskutere et initiativ til at få unge amerikanere til at stemme. Et initiativ, som kan være en kæmpe fordel for præsidenten. I 2008 stemte hele 66 procent af alle vælgere under 30 år på Obama.

Har disse vælgere fulgt med i deres idolers opdateringer, kan det meget vel have inspireret dem til at stemme for et genvalg.

31-årige Jessica Alba, der blandt andet er kendt for sin rolle i kultfilmen Sin City, postede et gruppefoto af de 25 stjerner og skrev: »Var tidligt ude af sengen for at høre Barack Obama tale med en fantastisk gruppe«.

Morgenmadsklubben.  Jessica Alba, nummer seks fra venstre, postede et gruppefoto på Twitter fra mødet med Obama. Foto: Jessica Albas Twitterprofil.

37-årige Zach Braff, der brød igennem med sin rolle i komedieserien ‘Scrubs ’, lagde et foto op med præsidenten og tweet’ede: »Dagens gøremål: At få lederen af den frie verden til at le«.

Gruppens alderspræsident, 41-årige Jared Leto, skrev: »Godt møde med Barack Obama her til morgen. Tak hr. præsident for at inspirere med ord og tanker«. Leto er forsanger i rockbandet ’30 Seconds to Mars’ og hovedrolleindehaver i filmen ’Requiem for a Dream’.

»Har lige brugt min morgen med denne mand for at tale om grøn energi, et bedre USA og at være ung amerikaner – wow«, skriver 33-årige Ian Somerhalder, stjerne i tv-serien ’Vampire Diaries’.

FACEBOOKBliv ven med Politiken