Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 29. jun. 2012 KL. 15.33

Økonomer om EU-møde: Det er et skridt i den rigtige retning

Nødlidende banker kan nu få hjælp direkte fra redningsfonde.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

EU's stats- og regeringschefer har ikke sat punktum i krisesnakken med de beslutninger, som de har truffet i går og i dag.

Landene kæmper fortsat med økonomiske udfordringer, men det er positive resultater, der er skabt. Sådan lyder det fra cheføkonom i Nordea Helge Pedersen.

»Det er et skridt i den rigtige retning. Man får særligt taget noget luft ud af den kriseboble, der har været ved at udvikle sig i Spanien«, siger Helge Pedersen.

»Det er ikke et quick-fix til at få gang i landenes økonomi. Det skal der et langt sejt træk til for«.

Penge direkte til banker
Men det var positive nyheder, der kom fra topmødet i Bruxelles, mener Helge Pedersen.

Tidligt i morges blev de 17 euro-lande efter tre og en halv times krisemøde enige om at oprette et nyt banktilsyn ved Den Europæiske Centralbank.

FAKTADet har eurolederne aftalt på natligt møde

Men det vigtigste i flere økonomers optik er, at det blev muligt at sprøjte penge fra EU's permanente redningsfond, ESM, direkte ind i bankerne og ikke som tidligere, hvor pengene kun blev givet til staterne, der skulle sørge for at sende pengene videre.

Det betød, at staternes gæld voksede, og det vil blot forværre problemet for landene.

Overrasket over møde
Helge Pedersen var ikke forberedt på, at der kunne lykkedes politikerne at blive enige om det.

»Jeg er overrasket over, at man har fået det lavet sådan, at man kan sende penge direkte ind i bankerne. Det havde jeg ikke regnet med. Det er en god ting«, siger Helge Pedersen.

Cheføkonom i Sydbank Jacob Graven mener, at det ligger inden for rammerne af, hvad man kunne forvente af topmødet.

»Der hvor der er noget overraskende, er, at det ser ud som om, at tyskerne har givet sig, så redningsfondene kan hjælpe bankerne direkte«, siger Jacob Graven.

LÆS MEREEL og DF sender danskerne til folkeafstemning

I en kommentar uddyber han, at krisesnakken langt fra er forbi:

»Tiltagene er næppe tilstrækkelige til endegyldigt at få gældskrisen under kontrol. Specielt mangler der en fælles indskydergaranti for bankerne i eurozonen og en konkret køreplan hen imod, at eurolandene skal hæfte solidarisk for hinandens statsgæld«, skriver Jacob Graven i en kommentar.

Jacob Graven frygter dog, at virkningen bliver kortvarig.

»Kommer der ikke væsentlige nye initiativer på EU-topmødet, der fortsætter fredag, frygter vi, at man vil få et deja-vu fra tidligere topmøder, hvor den umiddelbare positive markedsreaktion relativt hurtigt siver ud, så nervøsiteten vil vende tilbage på de finansielle markeder i de kommende uger«, skriver Jacob Graven.

Fest på børser
Investorerne på Europas aktiemarkeder har ligeledes taget positivt imod nyhederne fra EU's hovedkontor.

I Tyskland og Spanien stiger aktierne henholdsvis 2,6 og 3,0 procent.

LÆS MEREDansk succes på EU-topmøde: Thorning lukker 30 år gammel sag

I Frankrig lyder stigningen på 2,8 procent, mens den i Italien er 3,4 procent.

Også investorerne i de 20 største danske aktier oplever opture i dag og især dem, der har investeret i bankaktier: Nordea stiger med 5,7 procent, mens Danske Bank stiger med 3,13 procent.

»Der er ingen tvivl om, at markedet ikke havde ventet noget fra det her topmøde, ud over den sædvanlige sludder for en sladder. Så det er et stort skridt i den rigtige retning«, konstaterer cheføkonom i FIH Erhvervsbank, Christian Tegllund Blaabjerg.